Forvirring inden skoleåbning: Udsender forskellige retningslinjer

Sundhedsstyrelsen, politiet og regeringen er uenige i, hvordan danskerne skal forholde sig, når Danmark gradvist skal begynde at åbne igen. SF opfordrer regeringen til at melde klart ud

Hvilke retningslinjer forældre og børn skal følge? Ekstra Bladet forsøgte i starten af påsken at få svar fra undervisningsministeren Video: Ritzau Scanpix

Er du særligt udsat og i risikogruppen i forhold til den smitsomme coronavirus, skal du isolere dig. Undgå besøg og fysisk kontakt. Kys og kram er no go.

Men hvad gør man så, hvis man er syg, og ens hjemmeboende barn efter planen skal tilbage i skolen efter påske? Eller ens ægtefælle skal passe sit job som pædagog og være tæt sammen med børn hele dagen og dermed potentielt udsætte sig selv for smitte i flere timer om dagen?

Hvis du er forvirret, er du ikke den eneste. Myndighederne og regeringen har nemlig udsendt forskellige retningslinjer.

Går imod Sundhedsstyrelsen
Tirsdag aften lød det på regeringens hjemmeside, at 'medarbejdere og elever i risikogruppen eller med familiemedlemmer i husstanden i risikogruppen ikke forventes at møde på arbejde eller deltage i undervisningen'.

Samme retningslinjer kan man onsdag formiddag fortsat læse på politiets hjemmeside.

Retningslinjerne på politiets hjemmeside.
Retningslinjerne på politiets hjemmeside.
 

Men forhører man sig hos Sundhedsstyrelsen, er meldingen en helt anden.

Her lyder opfordringen således:

'Bor man i husstand med en person, der er i særlig risiko, kan man som udgangspunkt godt komme på arbejde eller i daginstitution.'

Retningslinjerne på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Retningslinjerne på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
 

SF: Regeringen bør melde ud
Forud for mandagens pressemøde stod Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) for at informere Folketingets øvrige partier om den gradvise åbning af Danmark.

Også her var meldingen, at de ansatte, hvis ægtefæller eller børn er i risikogruppen, ikke skal møde på arbejde.

Det fortæller SF's gruppe formand Jacob Mark til Ekstra Bladet.

Han opfordrer regeringen til hurtigst muligt at melde ud, hvordan danskerne skal forholde sig til de modstridende meldinger.

- Det er jo forvirrende for de mange forældre og ansatte, at der ikke kan gives et klart svar på, hvad retningslinjerne er. Vi mener, at regeringen hurtigt bør melde ud, at børn og ansatte med nær familie i risikogruppen ikke forventes af møde op, siger Jacob Mark.

Her finder du de vigtigste tal og viden om coronavirus. Samfund - 17. mar. 2020 - kl. 20:44 Corona i tal: Så mange er ramt i Danmark og verden

Ifølge ham er det 'dybt bekymrende', hvis ansatte, der deler husstand med personer i risikogruppen, skal møde på arbejde.

- Nogle af vores mest sårbare borgere risikerer at blive smittet af deres ægtefæller. Det er dybt bekymrende, og det er ikke at sætte sundhed først. Jeg er med på, at regeringen er under pres, og vi skal også i gang med at åbne, men vi skal passe særligt på vores udsatte borgere, siger han.

- Hvad med de ansatte, der gerne må tage på arbejde? Skal de så løbe dobbelt så stærkt, fordi der bliver færre hænder til at tage sig af samme antal børn, samtidig med at de skal afspritte legetøjet flere gange dagligt?

- Det, der er sket nu, er, at man har sendt den økonomiske abe ud til kommunerne. Det giver ingen mening, at man ikke har sat ekstra ressourcer af. Vi vil have, at der skal være økonomi til, at man kan få folk, der ønsker det, op i fuldtid, at man kan ansætte flere eller mere rengøringspersonale.

Indkalder til pressemøde
Jacob Mark henviser til, at det er op til de enkelte kommuner at vurdere, om det 'ud fra sundhedsmyndighedernes retningslinjer' er 'forsvarligt' at åbne de kommunale dagtilbud som skoler, børnehaver og vuggestuer.

Ekstra Bladet har bedt Statsministeriet og Sundhedsstyrelsen opklare, hvilke regler der gør sig gældende, og hvordan danskerne skal forholde sig til de modstridende meldinger. Det har i skrivende stund ikke være muligt.

På et pressemøde klokken 11 spurgte Ekstra Bladets politiske kommentator, Henrik Qvortrup, om danskerne skal lytte til Sundhedsstyrelsen eller regeringen.

Her lød svaret fra Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S):

-- Det kan jeg ikke give et klart svar på. Vi opfinder asfalt, mens vi kører.

Dermed hænger spørgsmålet fortsat i luften. Ekstra Bladet følger sagen.

Fakta om risikogrupperne

- Sundhedsstyrelsen offentliggjorde tirsdag aften retningslinjerne for at genåbne skoler og daginstitutioner, og her lyder det, at man godt kan møde op, hvis en person i husstanden er smittet med coronavirus.

- Det samme gælder, hvis man bor med en person i risikogruppen, som er særligt sårbar over for virussen.

- Risikogruppen er dels ældre over 65 år - dog især over 80 år. Desuden er det personer med kroniske sygdomme som hjerte-kar-sygdomme, lungesygdomme, leversygdomme og blodsygdomme.

- Risikogruppen er også personer med et nedsat immunforsvar som følge af blodsygdomme, organtransplantation og kræftpatienter, der modtager kemoterapi, eller er hiv-smittede.

- Det gælder derudover gravide og kvinder, der har født inden for to uger.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

547 kommentarer
Vis kommentarer