Frederiksberg-borgmester i ny sag: Parkerings-hykler

Simon Aggesen ville have flere p-pladser på Frederiksberg. Men under omstridt byggesag kæmpede han og hans hustru indædt imod at betale en kvart million til fond, der netop skal etablere flere parkeringspladser

Simon Aggesen har selv beskrevet sine boliggevinster som 'rigtig heldige'. Foto/video: Philip Davali, Linda Kastrup, Emma Svendsen.

Da Simon Aggesen (K) i 2017 kæmpede for at blive valgt til kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, var det med et klart budskab: 200 nye p-pladser i kommunen.

Men da Aggesen og hans hustru knap et år efter selv skulle betale til gildet, var det absolut ikke med deres gode vilje.

Det fremgår af en mailkorrespondance mellem Aggesens hustru og Frederiksberg Kommune i forbindelse med, at parret søgte om tilladelse til at opdele deres kæmpe lejlighed på Frederiksberg Allé.

Netop lejlighedsopdelingen sikrede Aggesen godt 11 mio. kr. skattefrit. En sag, der har sendt Frederiksberg-borgmesteren i massivt stormvejr, efter at Ekstra Bladet afslørede hans fede boligfidus.

Men selv med udsigten til en stor bolig-gevinst - og det klokkeklare valgløfte - så forsøgte familien Aggesen at slippe for at betale 262.020 kr. til en fond, der sikrer flere parkeringspladser på Frederiksberg, og som for år tilbage er indført af kommunalbestyrelsen i den konservative højborg.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Aggesen i valgkamp, september 2017.
Aggesen i valgkamp, september 2017.
 

Ikke uden kamp
Ved lejlighedsopdelingen var det kommunens vurdering, at dette ville medføre et øget parkeringsbehov. Dette skulle familien Aggesen kompensere for ved at betale beløbet til parkeringsfonden, lød kravet.

Men de penge blev ikke sluppet uden kamp. I en længere mail til kommunen 20. april 2018 argumenterede Aggesens hustru ihærdigt for, at parret ikke skulle til lommerne. Hun anførte bl.a.:

'En opdeling af en lejlighed i to boligenheder ændrer ikke ved den kapacitet for beboere som lejligheden har, og jeg mener derfor ikke, at der er grundlag for at vurdere, at der gælder et parkeringskrav som følge af opdelingen.'

Men lige lidt hjalp det. Da By- og Miljøudvalget senere på året godkendte lejlighedsopdelingen, hed det i afgørelsen:

'Ansøger indbetaler 262.020 kr. pr. parkeringsplads i henhold til regler for Frederiksberg Kommunes P-fond. Midlerne i P-fonden anvendes indenfor 5 år til at etablere nye P-pladser i kommunen.'

Artiklen fortsætter under billedet ...

Aggesens hustru mente ikke, at lejligheds-opdelingen burde medføre et parkeringskrav.
Aggesens hustru mente ikke, at lejligheds-opdelingen burde medføre et parkeringskrav.

Ville sende regning videre
Aggesens hustru havde dog endnu en trumf i ærmet. Regningen skulle nu betales af den fremtidige køber af den ene del af lejligheden. 

I en mail til kommunen 8. juni 2018 lød det således:

'Vi skal have solgt (den ene del af) lejligheden, inden vi vil opdele, og vores plan er at aftale med køber, at det er dem der betaler til p-fonden.

Kan vi aftale, at vi giver besked om indbetaler (CPR-nummer), når vi anmelder opstart?'.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Regningen skulle sendes videre til den kommende beboer.
Regningen skulle sendes videre til den kommende beboer.
 

Gik ikke
Men den gik ikke, lod den kommunale sagsbehandler forstå i sit svar efter en længere intern udredning:

'Jeg har vendt dit ønske med mit bagland og får at vide at kravet er en almindelig del af byggetilladelsen og kan ikke udsættes til senere.'

I en mail til Ekstra Bladet forklarer Simon Aggesen, at parret trods alt endte med at indbetale pengene. 

'Vi har betalt til parkeringsfonden i forbindelse med opdelingen, men vi var indledningsvist i tvivl om, hvilke regler der gjaldt, og det havde Josephine (Aggesens hustru, red.) så en korrespondance med kommunen om,' skriver han.

Simon Aggesen betalte Marcel de Sade for at flytte ud af herskabslejlighed. Video: Mikkel Cramon

89 kommentarer
Vis kommentarer