Det får ingen konsekvenser for Stram Kurs og Rasmus Paludan, at partiet stadig ikke har afleveret regnskab for de 2,1 millioner kroner, det fik i partistøtte i 2020, til Folketinget.
Det skulle ellers være sket allerede ved årsskiftet. Og offentligheden kan altså stadig ikke få indblik i, hvad millionerne er brugt på.
Da Ekstra Bladet beskrev det manglende regnskab i april lovede Rasmus Paludan, at det ville komme lige efter påske. Men Folketinget oplyser onsdag, at det stadig ikke er sket. Og efter et dyk ned i juraen i partistøtteloven må Folketinget erkende, at det ikke kommer til at betyde noget.
- Efter en nærmere granskning er det Folketingets opfattelse, at der ikke findes hjemmel for sanktioner ved manglende aflevering af regnskab, skriver presseansvarlig for Folketingets ledelsessekretariat, Claus Brask.
Det betyder, at om så Rasmus Paludan og Stram Kurs slet ikke indsender et regnskab for 2020, så kan staten tilsyneladende ikke tage en eneste krone af støtten tilbage.
En uge til
- Om der er sanktioner eller ej, så skal regnskabet jo afleveres. Og det er i fuld gang. Jeg tænker, det er færdigt om uge måske, siger Rasmus Paludan og medgiver, at han i april sagde, at det ville komme efter påske:
- Men nu skete der jo nogle ting i påsken, der opslugte min tid, fortæller partistifteren, der i påsken afholdt demonstrationer med Koran-afbrænding i Sverige, der udløste voldsomme optøjer, vold mod politiet og skyderi.
Paludan siger desuden, at en revisor allerede har sagt god for, at pengene er brugt inden for lovens rammer, og at han derfor 'ikke er urolig'.
Mange millioner
Ved valget i 2019 fik Stram Kurs 63.114 stemmer. Det var ikke nok til pladser i Folketinget, men nok til at få partistøtte. I 2019 lød det på en millioner kroner og i 2020 2,1 millioner kroner. Stram Kurs har for 2021 modtaget 2,2 millioner kroner.
Et manglende regnskab for 2020 kan dog få konsekvenser for udbetalingen af støttemillioner i 2022. Her skal der nemlig ligge regnskab for 2020, hvis pengene skal udbetales.
Folketinget har oplyst Indenrigsministeriet om, at der endnu ikke foreligger et regnskab fra Stram Kurs.
Nyslået indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) skriver i en kommentar:
- Det er naturligvis uacceptabelt, at Stram Kurs ikke har indleveret partiregnskabet for 2020 til Folketinget, så det kan fremlægges for offentligheden på lige fod med andre partier.
--------- SPLIT ELEMENT ---------