Fryd og skjult lede på Mettes torv

Fantastisk. Mette Frederiksen har klaret jobbet som statsminister til mere end godkendt, siger de fleste Ekstra Bladet møder på Grønlands Torv i Aalborg - leden ved statsministeren er bedre gemt

Vi er gået torvet, hvor Mette Frederiksen voksede op. Video: René Schütze

To skulpturer i umærkelige former står placeret i det ellers kedelige kryds ved Grønlands Torv.

Det bliver næsten ikke mere socialdemokratisk.

Det er her i 9210 Aalborgs Øst, at statsministeren kan tage hen, når hun vil finde opbakning og heling.

- Hun kommer nok snart igen, bemærker en midaldrende herre, da Ekstra Bladet juledag er taget et smut til bydelen, som ifølge hendes eget udsagn har skabt hende som politiker.

Uden Grønlandskvarteret var hun simpelthen 'ikke blevet den, jeg er i dag', forsikrede Mette Frederiksen Ekstra Bladet i 2018 inden kanonvalget året efter. Valgsejren blev grundlagt netop her med solide 43.489 personlige stemmer.

Nådegave
Hun flyttede da også valgkreds hertil for at kapitalisere på sin popularitet.

- Jeg vil ikke kalde det taktik, men selvfølgelig går jeg efter at hive så mange socialdemokratiske stemmer hjem ved næste valg som overhovedet muligt, forklarede hun den lokale TV2-station.

Ekstra Bladet kunne dengang fortælle, hvordan adskillige borgere i området følte at Mette Frederiksen snoppede nedad ved at kalde området sin 'barndommens gade', når hun reelt boede i et langt pænere kvarter længere nede af vejen mod Gug.

Vi lader i dag Mette Frederiksen få tvivlens nådegave. Det var trods alt her, hun købte bagværk efter konformationsforberedelse. Siden dengang er statsministeren blevet en stolt hjemmebager. Så spørgsmålet for deres udsendte er, hvordan vælgerne på hjemmebanen ser på Mette Frederiksen nu på kanten til de nye år?

For frembrusende
Ved et bord- og bænksæt på Grønlands Torv sidder to billardelskende mænd i deres bedste alder. Steen er klubmester. Men vil ikke i avsen. De nyder en bitter imellem to spil. Duften af urter og sprut skærer igennem kulden.

Makkeren Per Nielsen, 68, opfordrer Mette Frederiksen til at holde kursen.

- Der har været diskussion om, hun har været for frembrusende. Om hun har sat sig selv for meget i centrum? Men der er ingen tvivl om, at hun har gjort det fantastisk i forhold til corona-stituationen, konstaterer han.

Og sådan opsummerer han faktisk stemningen her i Grønlandskvarteret. Statsministeren har lavet fejl, nuvel - men tiden har været udfordrende.

- Jeg ved ikke, om hun er en af os, men jeg synes, hun har gjort det rigtig godt. Jeg tror ikke, jeg havde gjort det lige så godt, hvis jeg sad på posten, lyder det fra Joan Nielsen, 42, sosu-hjælper.

Ekstra Bladet møder også flere kritiske udtalelser. Som den unge kvinde som fremviser et klip fra nettet af Mette Frederiksen, der tilsyneladende taler negativt om ikke-vaccinerede. Eller den unge mand hjemme på juleferie, som oplever Mette Frederiksen som enerådig.

Men af en eller anden grund er det de Mette-glade østaalborgensere, som vil tale åbent med Ekstra Bladet denne juledag. Ole Jakobsen er undtagelsen. Han oplever mink-håndteringen som 'beskæmmende'.

De blå har intet andet end mink og sms'er

Per Nielsen, 68, pensionist

- Jeg forstår godt, at minkavlerne er trætte af, at de ikke får den godtgørelse, de skal have. Men på den anden side er jeg ikke i tvivl om, at mange af minkavlerne har klappet i deres små fingre. Mange af dem havde kørt med underskud i fire-fem år.

- Det har selvfølgelig været et stort tab rent arbejdsmæssigt - men jeg er ikke sikker på, at det har været så stort rent økonomisk.

- Mette Frederiksen blive nok nødt til at involvere lidt mere, men den modstand hun har fra de blå partier, den kører jo på mink og sms'er. Hvis det ikke havde været der, så havde de jo ikke haft noget.

Per Nielsen lægger vægt på, at coronaen er blevet håndteret 'fantastisk'. Foto: René Schütze
Per Nielsen lægger vægt på, at coronaen er blevet håndteret 'fantastisk'. Foto: René Schütze

Kæden er hoppet af

Ægteparret Dorthe Jespersgaard, 61, kommunalt ansat, Ole Jakobsen, 61, selvstændig.

En travetur i julesolen kan blotlægge lidt af hvert. I dette tilfælde et forskelligt syn på statsministerens håndtering af magten.

- Indledningsvis synes jeg, at regeringen og Mette Frederiksen gjorde det supergodt. Jeg var vildt dupperet over den resolutte måde, man håndterede tingene på. Efter mink-skandalen synes jeg, kæden er hoppet af. Der er kommet lidt magtfuldkommenhed ind over det. Den måde man laver ansvarsforflygtigelse på nu, synes jeg, er direkte beskæmmende, siger Ole Jakobsen.

- Det har været et turbulent år. Mette Frederiksen og regeringen har skullet handle hurtigt. Jeg synes, hun har gjort det rigtig godt. Det gør jeg. Hun er en dygtig politiker og kommunikator. Det havde været vanskeligt uanset hvilken regering eller statsminister, vi havde haft, siger Dorthe Jespersgaard.

Ægteparret med smil på læben trods forskelligt syn på statsministeren. Foto: René Schütze
Ægteparret med smil på læben trods forskelligt syn på statsministeren. Foto: René Schütze

Det kunne ikke være anderledes

Tommy Frederiksen, 53, førtidspensionist

- Jeg synes, hun gør det godt. Jeg ved godt mink-sagen fylder meget, men jeg tror ikke, det kunne gøres anderledes.

- Jeg følger med på de sociale medier. Der er mange kritiske bemærkninger, så opbakningen er nok faldende.

Tommy Frederiksen hat tiltro til statsministeren. Det kunne ikke være anderledes med de mink. Foto: René Schütze
Tommy Frederiksen hat tiltro til statsministeren. Det kunne ikke være anderledes med de mink. Foto: René Schütze

Der er folk bagved

Joan Nielsen, 42, sosu-hjælper

- Hun har gjort det godt. Hun har haft det imod sig. Nok sidder hun på toppen, men der er folk som sidder bagved, som også beslutter ting.

- Det kan godt være frusterende at tingene kommer i sidste øjeblik. Men det er jo ikke kun Mette Frederiksen. Det er hele regeringen.

- Jeg ved ikke, om hun er en af os, men jeg synes, hun har gjort det rigtig godt. Jeg tror ikke, jeg havde gjort det lige så godt, hvis jeg sad på posten.

Det kan være frustrerendt med corona-omvæltning hele tiden, siger Joan Nielsen. Foto: René Schütze
Det kan være frustrerendt med corona-omvæltning hele tiden, siger Joan Nielsen. Foto: René Schütze

For let og for hurtigt

Henrik Ejstrup, 65, pensionist

- Hun gør det fantastisk godt med alle de fejl, enhver ville lave, der sad med det ansvar og kæmpeopgave. Det har hun også selv meldt ud fra starten - fejl bliver begået. Hun står ved dem. Mange andre ville løbe deres vej ligeså hurtigt, deres ben kunne bære dem.

Den store vrede mod Mette Frederiksen på blandt andet nettet giver han ikke meget for.

- Det er for let og for hurtigt at sidde bagved sin egen skærm og spytte alt muligt ud i stedet for at tænke sig om og skrive noget seriøst.

- Jeg er Anker Jørgensen-socialdemokrat med en smule Poul Hartling ind over. Jeg er nødt til at kigge tilbage.

- Hvordan klarer hun den så på det parameter?

- Det er svært at vurdere. Lars Løkke kom jo med en god idé i sin bog. Han kunne nok ikke have ført det ud i livet, fordi han ikke mente det. Men det er et samarbejde tæt på midten, der skal til. Det kan bare ikke lade sig gøre efter min vurdering med de Venstre- og konservative-folk, der er nu.

Henrik Ejstrup drømmer om samarbejde over midten - men tiltroen til de blå kan ligge på et lille sted. Foto: René Schütze
Henrik Ejstrup drømmer om samarbejde over midten - men tiltroen til de blå kan ligge på et lille sted. Foto: René Schütze

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

En fuldtonet skandale