Frygt for massekonkurser

Åbner man ikke snart for grænsen, kan en hel højsæson gå i vasken for turistindustrien. Det vil være katastrofalt, mener cheføkonom

Tyske turister er livsnerven for turistbranchen i især Vestjylland som her i Hvide Sande. Foto: Ernst van Norde
Tyske turister er livsnerven for turistbranchen i især Vestjylland som her i Hvide Sande. Foto: Ernst van Norde

I Tyskland diskuterer man allerede, hvorvidt man skal åbne grænsen til Danmark for turister 15. maj.

Men i Danmark vil statsminister Mette Frederiksen endnu ikke sætte dato på, hvornår den danske grænse åbner for tyske turister.

Dermed tvinges mange i en allerede hårdt presset turistbranche til fortsat at holde vejret. Branchen er så dybt i knæ økonomisk, at en snarlig grænseåbning for mange er den eneste redning mod konkurs, vurderer cheføkonom i Dansk Erhverv Tore Stramer.

Se også: Mette F. afviser grænseåbning

Udfordret på likviditeten
Sundhedsstyrelsen har tidligere spillet bolden over på regerings banehalvdel ved at understrege, at grænselukningen er 'en politisk beslutning'.

Derfor savner Tore Stramer også klart svar på spørgsmålet om grænseåbningen fra netop regeringens side.

- Set med økonomiske briller vil det være rigtigt fornuftigt at åbne grænsen, hvis nabolandene går samme vej. Faktisk er det et af de områder, hvor der er størst økonomisk gevinst ved at åbne op, siger han og fortsætter:

- Vi står over for højsæsonen. Hvis den bliver sprunget over, kan man ikke genvinde det tabte på den anden side af sommerferien. Vi kan se, at turisterhvervene er den branche, som har oplevet det største fald i omsætning under krisen. Rigtig mange er udfordret på likviditeten, og det betyder desværre, at konkursrisikoen er størst her.

Cheføkonomen understreger, at man selvfølgelig skal tage hensyn til de sundhedsmæssige konsekvenser.

- Men det, jeg hører fra Statens Serum Institut, er, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at åbne op. Når det så samtidig er her, hvor man kan se de største økonomiske gevinster, burde det være et spørgsmål, der blev rykket højere op på den politiske prioriteringsliste, siger Tore Stramer. 

Se også: Tysk rejsevejledning skaber panik

Skylder svar
Langs den jyske vestkyst håber man på et snarligt gensyn med det tyske nabofolk. Her bliver der nemlig hvert eneste år booket sommer- og feriehuse for astronomiske summer af netop tyske statsborgere.

Ifølge direktør i Business Esbjerg Susanne Nordenbæk bliver tre ud af fire bookinger på Fanø eksempelvis foretaget af tyske turister. Derfor har det sydvestlige Jylland i den grad brug for en dato for grænseåbningen.

- I det sydvestjyske savner vi en afklaring af, om det sundhedsmæssigt er forsvarligt at åbne grænsen mod Tyskland. Vores turismeerhverv er stærkt afhængige af, at de mange loyale tyske gæster kan komme på sommerferie i Danmark igen i år. Lige nu ved vi ikke, hvornår vores erhvervsliv kan få en klar melding fra regeringen, og det er frustrerende, når vi samtidig kan høre, at man i Nordtyskland ønsker gradvist at åbne grænsen i løbet af maj, siger hun.

Til Ekstra Bladet forklarer direktøren videre, at mange har brug for en afklaring, hvis de skal overleve

- Vi står med en masse feriehusudlejere, hoteller, B&B's og campingpladsejere, som endnu ikke ved, om tyskerne får lov til at komme på besøg i år. De har mange reservationer, som de ikke ved, om de bliver benyttet eller ej, og så længe der ikke er en afklaring, kan man jo ikke udleje til danskere i stedet.

Den tyske turisme i Danmark står for en årlig omsætning på mere end 15 milliarder kroner.

Torsdag fortsætter forhandlingerne om fase to af genåbningen af Danmark mellem partierne på Marienborg. En samlet plan for genåbningen forventes at blive præsenteret i løbet af dagen.

Her har både Venstre og Radikale Venstre blandt andet ytret ønske om at få grænsen til Tyskland åbnet igen.

Mette Frederiksen åbner ikke døren for alle. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix Dansk politik - 7. maj. 2020 - kl. 10:17 Hvem bliver snydt?

Søren Pape foran Marienborg torsdag formiddag. Foto: Tariq Mikkel Khan Dansk politik - 7. maj. 2020 - kl. 10:31 Pape ønsker KÆMPE-åbning: Det burde tage ti minutter

158 kommentarer
Vis kommentarer