Partiet Fremad får ikke ligefrem en hjertelig modtagelse blandt kollegerne i blå blok.
Fra flere kanter bliver der udtrykt en frygt for, at Simon Emil Ammitzbøll og Christina Egelunds nye politiske projekt blot vil føre til stemmespild i blokken. Og det kan få store konsekvenser for de borgerlige partier, lyder det kontant fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.
'Ikke godt nyt for det borgerlige Danmark. Sandsynligvis et endnu større 'stemmespild' nu. Minder i øvrigt meget om Radikale hvor partistifteren begyndte sin politiske løbebane. Mette F. må være tilfreds!', skriver han på Twitter.
Ikke begejstret
Den konservative gruppeformand, Mette Abildgaard, er heller ikke begejstret for de to LA-afhopperes nye projekt.
- Det var bestemt ikke sådan, at jeg vågnede op i morges og tænkte ’gud, hvor har vi brug for et ekstra borgerligt parti i Danmark ud over de fem, vi har i forvejen’, og jeg har lidt svært ved at se, hvor der er en særlig plads til dem i dansk politik.
- Ved sidste valg så vi, at der lå tre partier lige omkring spærregrænsen, som alle sammen var af borgerlig observans: Kristendemokraterne, Nye Borgerlige og Liberal Alliance. Og det er klart, at man kan frygte, at et nyt borgerligt parti, som også kommer til at ligge deromkring, vil betyde, at vi spilder enormt mange stemmer, som ellers kunne være gået til at skaffe en borgerlig statsminister, siger hun.
Overlader det til kommentatorerne
Hos Ammitzbøll og Egelunds tidligere parti, Liberal Alliance, anlægger lederen Alex Vanopslagh er mere diplomatisk linje.
- Hvad siger det nye parti om tilstandene på den blå side af midterlinjen?
- Der er en hårfin grænse mellem at være i politik og kommentere politik. Det med at kommentere og analysere politik overlader jeg til kommentatorerne.
- Hvordan ser du på mulighederne for at vinde næste valg?
- Jeg tror, at som tiden skrider frem, så bliver danskerne trætte af høje skatter, en dyrere offentlig sektor og muligvis også en klimapolitik, der glemmer den sunde fornuft. Så vil danskerne sukke efter borgerlig politik.
- Kommer der gå fire, otte eller 12 år, før danskerne er klar til det?
- Jeg både tror og håber på, at danskerne sukker efter liberal politik, så snart det næste valg kommer.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.