Frygter mutte landmænd: Får krisehjælp efter pesticidforbud

Kommunalt forbud mod brug af pesticider kan skabe familietraumer, så en krisepsykolog er nødvendig, mener Landboforening

Landmænd og ægtefæller for krisehjælp efter nyt pesticidforbud. Joachim Adrian/Polfoto.
Landmænd og ægtefæller for krisehjælp efter nyt pesticidforbud. Joachim Adrian/Polfoto.

Op mod 200 landmænd i Østjylland får nu tilbudt krisehjælp af en psykolog, efter at Aarhus Kommune har forbudt landmændene at bruge pesticider på en del af deres jord.

Forbuddet piller ved landmændenes indtjening, og derfor har fem landboforeninger betalt for krisepsykologen, oplyser Christian Jensen, der er formand for Kronjyllands Landboforening.

- Familiers økonomi afhænger jo af, hvor meget udbytte, de kan få fra markerne, og de har jo sat sig i gæld ud fra forventninger om, hvor meget de kan tjene, siger Christian Jensen.

Se også: Esben Lunde piver over landmændenes gyllemål

Hjælp til mænd og koner
Krisepsykologen er både for landmændene og deres ægtefæller, fordi forbuddet kan give 'familietraumer'.

- Hvis en landmand bliver lidt mut, kan det så være en reaktion på forbuddet, og hvordan håndterer konen det så, forklarer Christian Jensen.

De 200 landmænd og lodsejere har for nyligt fået et brev om, at de ikke må sprøjte med pesticider på en del af deres jord, fordi Aarhus Kommune frygter forurening af drikkevandet.

Se også: Lundes folk gik til fadet på hip restaurant - lobbyister betalte

'Sætte ord på følelser'
De er derfor inviteret til en informationsmøde på onsdag, hvor landboforeningerne vil gennemgå det juridiske, det økonomiske og så altså også det psykologiske ved forbuddet.

- Vi har brug for en, der kan sætte ord på, hvilke følelse, som folk får, når de modtager sådan et brev. Det vil for flere betyde, at de ikke kan tjene lige så mange penge, siger landboformanden.

- Har pesticidforbuddet virkelig så stor indvirkning på deres økonomi?

- For nogle af landmændene har det. Mange bliver ikke ramt ret meget, og så betyder det ikke det store, mens det for nogle kan betyde en del, siger han.

Se også: DF angriber Esben Lunde: Virker ligeglad med livsfarlig bakterie

Elbæk troede, det var satire
DR har også skrevet historien om landmændene, der får krisehjælp, og det har fået Alternativets leder Uffe Elbæk til tasterne på Twitter.

Her skriver Elbæk, at han troede landmændene med brug for krisehjælp var en historie fra satiremediet Rokoko-Posten, som er kendt for at vende verden på hovedet i fiktive artikler.

Landmændene klager
Landmændene mener ikke, at nutidens pesticider havner i drikkevandet, og derfor har de tænkt sig at klage over forbuddet hele vejen gennem systemet.

Først klages til natur og miljøklagenævnet. Hvis landmændene taber, så er de klar til at tage turen i retten.

Se også: Storbonde fik slettet gæld på 100 mio. kr. - nu er han på vej mod konkurs

Landmændene har milliard-overskud
Pengene fosser faktisk ind til landmændene i øjeblikket, og der er i år udsigt til et overskud for hele sektoren på 3,6 milliarder kroner, efter at landmændene har trukket deres egen løn ud af overskuddet, skriver finans.dk.

Landmændene havde dog et dundrende underskud på 3,2 milliarder kroner i 2016, men i år ser det meget bedre ud, viser nye prognoser, som landbrugets rådgivningscenter, Seges, har lavet.

Uffes kovending
Ekstra Bladet har stillet Uffe Elbæk en række spørgsmål på sms.

- Hvorfor troede du, det var satire?

- Kan landmændene have et reelt behov for psykologhjælp?

- Et forbud kan have en negativ effekt på landmændenes økonomi. Går alternativet ikke ind for at hjælpe familier i krise?

Den alternative leder har delvist svaret.

- Overskriften kan synes morsom, men den dækker jo over en meget, meget alvorlig sag, som artiklen også handler om. Og det er landbrugets økonomiske krise, der betyder, at mange landmænd er uhyggeligt pressede på pengepungen, og derfor har det svært. Det kan jeg sagtens forstå kræver krisehjælp, skriver Uffe Elbæk.

- Landmændenes gældskrise tager jeg og Alternativet meget alvorligt, og det er derfor, vi har foreslået en institution a la Finansiel Stabilitet, der hjælper landmændene ud af kniben. Og har foreslået, at vi yder en massiv støtte til landmænd, hvis de omlægger til økologi, svarer lederen af Alternativet.

209 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere