Fyret direktør gav vin-venner ordrer for 2,6 mio. kr: Formanden sad med til bords

Private venner af den nu fyrede direktør i Akademikernes A-kasse, Michael Valentin, fik samlet ordrer fra a-kassen for mindst 2,6 mio. kr.

Grænserne mellem privat og professionel flød sammen i en strøm af millioner af kroner i Michael Valentins vinklub.

Blev man indbudt til vinsmagning, så kunne det være en givende forretning at skåle med den nu fyrede chef i Akademikernes A-kasse hjemme i direktørvillaen på Frederiksberg.

Over en årrække har flere gengangere i vinklubben fået ordrer for mindst 2.628.641 kroner samlet fra a-kassen. Det drejer sig om alt fra podcasts til vin, rådgivning og kunst.

Det viser Ekstra Bladets gennemgang af leverandører til Akademikernes A-kasse og deltagere ved Michael Valentins vinsmagninger.

Største ordre nogensinde
En af vinvennerne - kunstneren Jes Wind Andersen - kalder da også vinklubben for 'et regulært powernetværk' ifølge Berlingske.

A-kassens ordre på 585.000 kroner for vægkunst gennem årene har da også været kunstnerens største ordre nogensinde ifølge ham selv.

A-kasse-ordrer til Valentins vinvenner

Reimer Bo

Moderator: Mindst 30.000 kroner

Palle Steffensen

Podcasts: 220.000 kroner

Henrik Møgelgaard

Byggerådgiver: 360.000 kroner

Maleri: 25.000 kroner

Jes Wind Andersen

Vægkunst: 585.000 kroner

Henrik S. Lund

Vinkøb: 1,4 mio. kr.

Kilde: Ekstra Bladet og Berlingske

Formanden var med til bords
Vinklubben tæller prominente navne som Socialdemokratiets næstformand, Mogens Jensen, tidligere DR-vært Reimer Bo Christensen og Akademikernes A-kasses egen bestyrelsesformand, Allan Luplau.

Da Allan Luplau måtte melde afbud til 'den traditionsrige vinsmagning' 19. maj 2016, var det med tungt hjerte.

'Det er med stor sorg, at jeg må melde afbud. Ikke mindst fordi det nok nær er årets begivenhed i det allerbedste selskab', skrev Luplau i en mail til vin-kammeraten Michael Valentin, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.

Det var a-kassen, som betalte for mad og servering til vinklubben, men Allan Luplau bedyrer, at han intet vidste om, at den a-kasse, som han var formand for, endte med regningen.

'I det bedste selskab'
Luplau var til gengæld helt klar, da Valentin i december 2017 afholdt et selskab med syv deltagere. Ud over de to tidligere vin-venner talte selskabet blandt andre næstformand i Socialdemokratiet Mogens Jensen samt journalist og tidligere studievært Reimer Bo.

Bestyrelsesformand i a-kassen Allan Luplau skriver på Facebook efterfulgt af et emoji-rødvinsglas om aftenen:

'I det bedste selskab.'

Den aften var der minimum to deltagere, som samtidig stod i a-kassens ordrebog.

A-kasse betalte for mad til Valentins vinklub

Da vinvennerne mødtes i Valentins vinkælder til sommervinsmagning i år, nød de godt af en tre-retters menu plus natmad, som angiveligt var betalt af Akademikernes A-kasse.

Det skriver Berlingske på baggrund af interne mails mellem Michael Valentin og køkkenchefen i a-kassen.

'Torsdagens arrangement (vinsmagning, red.) er business. Lørdag er privat', skrev Michael Valentin til køkkenchefen 22. maj ifølge Berlingske.

Michael Valentin fyldte 49 år i 2016, og det skulle fejres med en ' herremiddag' for 30 spidser fra politik, medier og faglige organisationer.

Da køkkenchefen spurgte til, om a-kassen betalte for maden, bekræftede Michael Valentin, at det røg på a-kassens regning.

'Aftale. Vi bliver ca 30. Kun et afbud', lød det fra Michael Valentin i en mail ifølge Berlingske.

Formanden var med A-kassens bestyrelsesformand, Allan Luplau, har været med til vinsmagninger hjemme hos Michael Valentin, hvor der ' intet fagligt indhold' var.

Han bedyrer dog, at han intet vidste om a-kassens afregning af mad og personale.

'Hverken jeg, det øvrige formandskab eller bestyrelsen i Akademikernes Akasse har nogensinde været vidende om eller godkendt, at Michael Valentin på a-kassens regning har benyttet a-kassens ansatte til at løse private opgaver i sit private hjem', lyder det fra Allan Luplau i en skriftlig kommentar.

'Godt hvis jeg havde spurgt'
Bestyrelsesformanden har umiddelbart intet sagt til de mange vennetjenester.

Allan Luplau satte heller ikke en stopper for million-ordrer til vinvennerne. Men han burde have spurgt, erkender han i en skriftlig kommentar.

'Baseret på, hvad vi nu ved, havde det været godt, hvis jeg havde spurgt til noget, men der var altså ikke dengang nogen konkret anledning til at gribe ind', siger bestyrelsesformand for Akademikernes A-kasse Allan Luplau.

Bestyrelsesformanden understreger, at der har været 'rigtigt mange – og meget forskellige - mennesker' til vinsmagninger hos Michael Valentin.

Og de har angiveligt aldrig snakket om sammenhæng mellem vin-venner og ordrebog, selvom bestyrelsesformanden kendte til sammenfaldet.

'Det har aldrig været drøftet som et tema, om der har været en samhandel. Arrangementerne fremstod i et og alt som private og ufaglige', skriver Allan Luplau.

'Jeg har været bekendt med, at enkelte af gæsterne har udført nogle opgaver for AKA (Akademikernes A-kasse, red.), men omfanget har jeg ikke haft indblik i og heller ikke i omkostningerne', forklarer Allan Luplau.

'Rejser tvivl om habilitet'
De mange sammenfald mellem vinsmagninger og a-kassens ordrebog er dog et problem ifølge et fortroligt notat fra a-kassen i sagen om Michael Valentins fyring.

'Det rejser tvivl om Michael Valentins habilitet', som der står i et fortroligt dokument fra a-kassen, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.

Stolt Valentin
Selv mener Michael Valentin ikke, at der er noget at komme efter, når han bruger sit netværk.

- Jeg tror på, at relationer skaber resultater. Det er en af mange grunde til, at Akademikernes A-kasse i dag er den succes, som den er. Og det er jeg stolt af, siger den fyrede direktør.

- Du bliver som ledende medarbejder ud over dine evner ofte også ansat, fordi du har et stort netværk, som det forventes, at du bruger aktivt i dit job. Og det har jeg gjort, forklarer Michael Valentin.

135 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere