Går det egentlig godt med den der velfærdsstat?

Ekstra Bladets opinionsredaktør Mads Kastrup stiller her spørgsmålet, om der egentlig er styr på velfærdsstaten

Fotocollage: (Polfoto/EB)
Fotocollage: (Polfoto/EB)

 

Ingen synes rigtig at vide det.

Men går det egentlig godt med den dér velfærdsstat? Er det ikke det, I siger, det handler om? Er der styr på den? Eller hva’?

Selv veluddannede, voksne vælgere har vanskeligt ved at finde ud af det. Efter godt tre ugers valgkamp synes spørgsmålet ikke besvaret. Forvirringen forekommer kun øget. Selv politikerne, der ikke taler om andet end velfærdsstaten, synes i vildrede.

Dette skrives, inden resultatet af valget foreligger. Pointen er til gengæld hinsides rød eller blå.

Ja, valget har været tæt. Jo, det var spændende. Men hvad med indholdet? Hvad med selve politikken?

Jeg har skrevet det før på denne plads: Kan nogen forklare højre fra venstre eller omvendt længere? Eller en rød fra en blå regering for den sags skyld? Det forekommer i det hele taget mere end nogensinde umuligt at klarlægge større forskelle i dansk politik. Man skændes på marginaler. Strides om det minimale. Man lægger afstand med demonstrativ overdrivelse for at puste brystkassen på sin egen unikke eksistens op.

I dag er man imidlertid bedst tjent med at vende hele højre/venstre aksen på højkant. De eneste partier, der falder af den nu vertikalt opstillede midte, hvor magten indtages, er Enhedslisten til venstre og Liberal Alliance til højre. Resten står oven på hinanden på midt på linjen.

De lyder ens. Men det har måske sin årsag.

Politikere har i dag stort set samme uddannelse, de bor de samme steder, gifter sig med de samme typer, de rejser de samme steder hen, de mener stort set det samme om rigtig mange ting. De går dertil op ad journalister, der stort set er af samme stof. En lukket politisk koloni synes opstået.

Det mener i hvert fald Ekstra Bladets politiske analytiker, Hans Engell, der har skrevet om fænomenet i singlen ’Den perfekte statsminister’. Folkestyret fungerer efterhånden bedst uden folket. Man publikumgør i stedet vælgerne. Vælgerne er ikke længere aktive, medlevende, kritiske deltagere i en demokratisk debat, men er derimod reduceret til et publikum, der følger med på tv og i medierne i øvrigt og konstaterer, at de ikke helt begriber eller føler, de har andel i, hvad der sker på Christiansborg. ’Nåh, nu skændes de’, konstateres det, mens man opgiver at forstå og heller ikke bliver inviteret til at forstå, hvad substansen er.

Nutidens statsministre fremelskes således afsondret fra store dele af resten af samfundet. De oplæres i ’et stramt politisk karriereforløb’, som det udtrykkes i ’Den perfekte statsminister’. Stort set ingen partiledere har i dag nævneværdig erhvervserfaring. 70 pct. af Folketingets nuværende medlemmer er akademikere – en voldsom overrepræsentation i forhold til befolkningen, påpeger Hans Engell.

Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen er faktisk kvintessensen af deres generations politikere: Akademikere, hvis berøring med det danske samfunds ’almindelige liv’, navnlig arbejdsmarkedet, stort set er blottet for praksis.

Folketinget har ganske vist aldrig spejlet befolkningen én til én. Men det nye er, at store grupper af lønmodtagere ikke længere er til stede i Folketinget. Arbejdere med baggrund i eksempelvis fagbevægelsen er tilsyneladende gledet ud af Socialdemokraterne. Folk med baggrund i erhvervslivet holder sig åbenbart borte fra Venstre. Al politisk ungdomstalent håndbæres nu direkte fra universiteternes fakulteter og ind på Christiansborg.

De er vanskelige at skelne fra embedsmænd. Deres fornemmelse for teknokrati er lige så skarp, som deres sans for virkelighed er sløret. Politik sammensættes af anbefalinger fra kommissioner, Dansk Industri, LO, departementschefer i stats- og finansministeriet samt konsulenter. Hver gang en plan – 2020-, 2032-, 20-hvad som helst plan – skitseres, går et politisk medieteater derpå i gang med at afsøge konfliktmaterialet i planen. Udmærket, naturligvis. Men hvis granskningen finder sted ud fra en falsk forestilling om, at vi de sidste fire år har haft en ødsel, uansvarlig regering med diverse rundkastninger af kroner i frygt for at blive straffet af en krævesyg vælgerskare, går man galt i byen.

Det var VK-regeringen.

Der kan også falde knarvorne kapitalistbeskyldninger, som hævder, at der findes politiske kræfter i Danmark, som mener, at arbejderen skal betale mere til produktionsevnen og være mådeholden af hensyn til indtjeningsmulighederne for landets virksomhedsejere. Og da nogle beskyldte VK-regeringen herfor, tog de ligeledes stereotypisk fejl.

Det lyder egentlig mere som Thorning-regeringen.

Faste positioner er forladt, nye brudflader er opstået.

Men hvis folkestyret er i færd med at gå tabt for folket, hvis danskerne er på vej til at overlade velfærdsstaten til de statskundskabsuddannede, hvad kan man så gøre ved det?

Man kan stoppe med at bilde sig ind, at demokratiet er noget, man deltager i hvert fjerde år. Det er noget, man burde deltage i stort set hver dag. Og forekom det hele de sidste godt tre uger at være lige lovlig indspist, lukket, eksklusivt og ubegribeligt, er der kun et råd for det. Folkestyret kan kun fjernes fra folk, hvis folk lader det ske. Det er op til en selv, hvis nogen skulle have glemt det. Det har aldrig været meningen, at det var hvert fjerde års stemme, der satte standarden. Det er stadig deltagelsen og indsatsen ind imellem. 

1 af 2 
2 af 2 Fotocollage: (Polfoto/EB)
50 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere