Gældsfri og millionærer: Minkavleres stats-check er langt over normal løn

Minkavlerne er sikret en indtægt, som det vil tage op mod 50 år at tjene for en gennemsnitlig dansker

Gældsfri med et fingerknips, millioner af kroner på bankbogen og 80.000 kroner i lommepenge. Og så venter der stadig en bonus for lyn-aflivning.

Det er virkeligheden, som den gennemsnitlige minkavler kan se frem til, efter regeringen, Venstre, de radikale, SF og Liberal Alliance sent mandag indgik en aftale om erstatning for samlet op mod 18,8 milliarder kroner.

- Umiddelbart synes det at være en flot aftale, hvis man ser det fra minkavlernes side, siger Frederik Waage, professor i forfatningsret ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet.

- Helt overordnet er der grænser for hvor store ekspropriationserstatninger, man er vant til at få i Danmark, og det, som der lægges op til her, er ret vidtgående.

Tager almindelig dansker 50 år at tjene

Det vil tage en almindelig dansker omkring 50 år at tjene samme beløb, som minkavlerne nu får i erstatning, hvis hele beløbet af skattefrit.

Størstedelen af erstatningen på 13. mio kr. til en gennemsnits minkavler er skattefri ifølge et notat fra Skatteministeriet.

Danskernes gennemsnitlige disponible indkomst efter skat i 2019 lå på 243.400 kr., viser tal fra Danmarks Statistik.

Skylder knap 9 mio. kr.
En gennemsnitlig minkavler har 8,7 millioner kroner i samlet gæld og modtager mindst 11,6 millioner kroner, oplyser Finansministeriet.

'En væsentlig del af erstatningen vil således skulle gå til at indfri gæld i minkbedriften', skriver Finansministeriet i et notat til aftalen.

Her ses regnestykket for den gennemsnitlige minkavler ifølge et notat fra Finansministeriet. Tempobonus og 80.000 kr. i lukkeomkostninger kommer udover.
Her ses regnestykket for den gennemsnitlige minkavler ifølge et notat fra Finansministeriet. Tempobonus og 80.000 kr. i lukkeomkostninger kommer udover.

Skattefrit
Den gennemsnitlige minkavler kan derfor se frem til op mod 4,3 millioner kroner, når gælden er betalt.

Det meste af den samlede stats-check er skattefrit. Det gælder de 7,6 millioner kroner i tabt fremtidig indtjening, viser et notat fra Skatteministeriet, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.

'Erstatning for tab af indkomstgrundlag (...) anses efter praksis for skattefri', står der i notatet forud for minkaftalen.

80.000 kr. i farvel-penge
Minkavlere, der definitivt forlader branchen, får også en farvel-check fra staten.

'Aftalepartierne er enige om, at alle minkavlere, der vælger at lukke bedriften, kan modtage et engangsbeløb på 80.000 kr.', står der i aftalen.

Beløbet vil gøre det muligt for avleren at dække diverse engangsomkostninger i forbindelse med nedlukningen, lyder det.

Tempo-bonus kommer oveni
Og så tæller den såkaldte tempobonus til minkavlere, der hurtigt fik aflivet deres dyre sidste år, ikke en gang med, oplyser Fødevareministeriet.

Tempo-bonussen kommer oveni de mange mink-millioner til avlere, der i gennemsnit havde et underskud på 700.000 kroner i 2019.

De fleste avlere får 20 kroner per hurtigt aflivet mink. Myndighederne skønner, at der i alt udbetales 420 millioner kroner til minkavlere i tempo-bonus. Det svarer til en halv million kroner per minkfarm.

Fødevareministeriet oplyser, at der ikke umiddelbart foreligger noget estimat for statens omkostninger til tempo-bonussen.

Udbetaling af honorar for hurtig aflivning, tempo-bonus, forventes at blive påbegyndt i løbet af februar 2021. Her forventer staten også at forskudsudbetale erstatning for skind fra aflivede mink.

Staten river ned
Minkavlerne skal heller ikke selv stå for at rive stalde ned og fjerne bure. Den klarer staten.

'Da staten som en del af erstatningen overtager alle produktionsanlæg, vil staten have ansvaret for en forsvarlig nedrivning', skriver Finansministeriet.

Der er afsat op mod 2,7 milliarder kroner til nedrivning.

Minkavler-formanden udtrykker da også afmålt begejstring i Landbrugsavisen mandag aften.

- Det lyder nogenlunde fair, siger han.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få et interview med SF's forhandler Carl Valentin tirsdag.

Minister: 'Fair og rimelig'

Det bliver en bekostelig affære for det danske samfund, når der skal udbetales kompensation til de danske minkavlere, der sidste år blev beordret til at aflive deres mink.

- Aftalen giver en fair og rimelig erstatning, så minkavlerne kan komme videre, siger fungerende finansminister Morten Bødskov (S).

Formand Jakob Ellemann-Jensen (V) mener, at man først om ti års tid vil kunne se, om kompensationen til minkavlerne er rimelig, sådan som den ifølge ham ser ud til at være nu.

Det skyldes blandt andet, at man endnu ikke kender udviklingen i priserne på minkpelse.

- Minksalget i Europa har været nedadgående de senere år.

- Men det skal jeg hilse at sige, at det ikke har været i Kina. Og det er ikke længe siden, at Danmark var en af de stolte nationer på minkmarkedet, siger han.

Carl Valentin mener, at aftalen er for dyr, mens De Radikales politiske ordfører, Andreas Steenberg, kalder den "ordentlig og ansvarlig".

Regeringen beordrede i november sidste år alle mink i Danmark, omkring 17 millioner, aflivet, fordi man frygtede, at minkene ville sprede muteret coronavirus til mennesker og svække effekten af vacciner mod coronavirus.

Det viste sig senere, at der ikke var lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet, hvilket kostede Mogens Jensen (S) posten som fødevareminister.

Folketinget har desuden nedsat Granskningskommissionen til at undersøge forløbet.

Læs mere om aftalen herunder

Jakob Ellemann-Jensen på Stengangen i Finansministeriet mandag aften. Foto: Anthon Unger Dansk politik Blev du snydt, Ellemann?

Dansk politik Aftale på plads - milliarder til minkavlere

Juraprofessor: Det er en flot aftale for minkavlerne

For minkavlerne ligner det en god aftale, vurderer Frederik Waage, professor i forfatningsret ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet.

- Umiddelbart synes det at være en flot aftale, hvis man ser det fra minkavlernes side, siger Frederik Waage.

- Helt overordnet er der grænser for hvor store ekspropriationserstatninger, man er vant til at få i Danmark, og det, som der lægges op til her, er ret vidtgående.

Han mener, at aftalen afspejler, at det har været et alvorligt indgreb, da regeringen i november beordrede alle mink aflivet.

- Jeg tror roligt, at man kan sige, at det her er danmarkshistorie.

- Vi har ikke oplevet før, at et helt erhverv bliver lukket ned som her. Og heller ikke, at man har givet en kompensation, der er af den her størrelsesorden.

/ritzau/

Jakob Ellemann-Jensen og Morten Bødskov forsvarer milliardudskrivning til bankerne. Foto: Anthon Unger Dansk politik Mink-milliarder til bankerne

1 af 2 Fungerende finansminister Morten Bødskov (S) ser til, mens Jakob Ellemann-Jensen taler med pressen mandag aften. Førstnævnte har landet aftalen sammen med LA, SF, V og R. Foto: Anthon Unger
2 af 2 Fungerende finansminister Morten Bødskov (S) ser til, mens Jakob Ellemann-Jensen taler med pressen mandag aften. Førstnævnte har landet aftalen sammen med LA, SF, V og R. Foto: Anthon Unger
1197 kommentarer
Vis kommentarer