Garagefup: Borgmester vidste besked

Borgmesteren i Hørsholm Kommune, Morten Slotved, blev i april 2020 tippet om, at hans partifælle og planudvalgsformand, Jan H. Klit, ikke overholdt reglerne for bebyggelse på sin private grund

Det har ikke været muligt at få Hørsholm Kommunes konservative borgmester, Morten Slotved, til at svare på Ekstra Bladets spørgsmål.
Det har ikke været muligt at få Hørsholm Kommunes konservative borgmester, Morten Slotved, til at svare på Ekstra Bladets spørgsmål.

Ved du noget? Så kontakt journalisten her

- Jeg har som leder af kommunalbestyrelsen i Hørsholm Kommune intet at sætte på Jan H. Klits hæderlighed.

Sådan lød det blandt andet i det skriftlige svar, en gruppe borgere i Hørsholm Kommune fik fra den konservative borgmester Morten Slotved, da de i april 2020 - igen - rettede henvendelse til kommunen med oplysninger om, at planudvalgets formand og politikommissær, Jan H. Klit, havde rod i bebyggelsen på sin private grund.

Ekstra Bladet konfronterede i sidste uge Jan H. Klit om byggeriet på sin private grund.

I mailkorrespondancen, som Ekstra Bladet er i besiddelse af, gør borgerne blandt andre borgmesteren opmærksom på, at Jan H. Klit dokumenterbart har væsentlig mere bebyggelse på sin grund end det tilladte.

Ligesom de endnu en gang fortæller, at de har det klare indtryk, at en stor bygning på den konservative politikers grund reelt bliver brugt til beboelse under påskud af, at den er en garage.

Alligevel har kommunen endnu ikke foretaget en lovet undersøgelse af forholdene.

Henvendelse efter henvendelse
Ekstra Bladet kunne torsdag fortælle, at samme gruppe borgere første gang gør forvaltningen opmærksom på forholdene på Jan H. Klits grund via en advokatskrivelse dateret 26. november 2019.

På baggrund af skrivelsen bliver borgerne inviteret til et møde med kommunens direktør for By og Erhverv, Ole Stilling, 20. februar 2020.

Her gør borgerne endnu en gang kommunen opmærksom på, at Jan H. Klit har bebygget sin private grund væsentlig mere end det tilladte, og at de altså er af den klare opfattelse, at en garage på hans grund reelt bliver brugt til beboelse.

Af mødereferatet ses det, at forvaltningen meddeler at ville undersøge forholdene - både vedrørende den ulovlige bebyggelse og brugen af garagen.

Da dette endnu ikke er sket i april måned 2020, fremsender borgerne derfor en mail, hvori de endnu en gang oplyser om, at Jan H. Klit har bygget betydeligt mere, end han må, og at han ifølge borgerne antages at bruge sin garage til beboelse.

Denne gang går borgerne dog ikke til forvaltningen, men til borgmester Morten Slotved og Jan H. Klit selv.

"Ansøgning om helårsstatus"

I juni 2016 henvender Jan H. Klit sig til Hørsholm Kommunes byggeafdeling i en mail med emnet ”ansøgning om helårsstatus”.

I mailen spørger Jan H. Klit ind til mulighederne for at opføre en tilbygning på fire kvadratmeter.

I den forbindelse redegør Jan H. Klit selv for, hvad der i forvejen er af bebyggelse på sin grund.

Politikeren oplyser kommunen, at der foruden hovedhuset og garagen, han ifølge flere kilder i årevis har brugt som teenageafdeling, også er yderligere 30 kvadratmeter bebyggelse i form af skur, brændeskur og legehus, der ikke er registreret.

Det til trods for, at også helt små bygninger tæller med i bebyggelsesgraden som følge af den gældende lokalplan.

Kommunen svarer, at Jan H. Klits grund er overbygget, og at han derfor ikke kan få tilladelse til at opføre tilbygningen, medmindre han river ned.

I mailkorrespondancen mellem borgerne, Jan H. Klit og borgmester Morten Slotved dateret april 2020 – altså tre år og ti måneder senere – svarer Jan H. Klit selv, at han ikke "har været opmærksom på", at han havde for meget bebyggelse.

Han fortæller, at han er i dialog med kommunen om det, ligesom han garanterer, at det vil blive bragt i orden.

Kommunen har dog altså ikke vurderet det nødvendigt at besigtige, hvorvidt politikeren rent faktisk har bragt sine ting i orden, ej heller om garagen er opført til beboelse.

 

'Meget sandsynligt'
Hvis borgerne havde troet, at inddragelsen af den konservative borgmester ville få sat skub i den lovede besigtigelse af forholdene på hans partifælles og planudvalgformands private grund, kunne de dog godt tro om igen.

I sit svar til de pågældende borgere forholder borgmesteren sig ikke til deres bekymring om Jan H. Klits juridisk tvivlsomme brug af garagen, men noterer altså bare, at han 'intet har at sætte på Jan H. Klits hæderlighed'.

Slutteligt svarer borgmesteren, at det er 'meget sandsynligt', at Jan H. Klit - der altså selv er formand for det bygge- og boligansvarlige udvalg i Hørsholm Kommune - har bygget mere på sin grund, end det tilladte.

Et forhold, borgmesteren dog går ud fra skal forklares med, at partifællen 'tilsyneladende ikke har været klar over', hvad der ifølge den gældende byplan retmæssigt tæller som bebyggelse.

Planudvalgsformand og politikommissær Jan H. Klit har ifølge en række kilder benyttet denne påståede garagebygning som teenageafdeling.
Planudvalgsformand og politikommissær Jan H. Klit har ifølge en række kilder benyttet denne påståede garagebygning som teenageafdeling.

Borgmesteren gentager desuden sin forvaltningsdirektørs ord om, at kommunen vil foretage en besigtigelse af Jan H. Klits grund med henblik på at få den lokalplansstridige bebyggelse fjernet.

Da besigtigelsen fortsat ikke er sket i oktober 2020, rykker borgerne endnu en gang skriftligt kommunen.

Denne gang får de dog intet svar, og som Ekstra Bladet kunne fortælle torsdag, har Hørsholm Kommune fortsat ikke fundet lejlighed til at foretage besigtigelse planudvalgsformandens grund.

Vil ikke svare
Ekstra Bladet har siden søndag gentagende gange henvendt sig til borgmester Morten Slotved for et interview i sagen.

Ekstra Bladet har henvendt sig til borgmesteren med både opkald og sms'er.

Derudover bankede Ekstra Bladet mandag eftermiddag på borgmesterens dør, men han var ifølge sin kone ikke hjemme.

Sent mandag aften henviste borgmesteren så i en sms til sin forvaltningsdirektør, Ole Stilling.

Til det har Ekstra Bladet svaret, at vi, da det altså handler om borgmesterens egen ageren i sagen, ønsker at tale med ham selv.

Dette har han ikke svaret på. 

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

De står tilbage og ligner idioter