Genåbning: Her er deres håb

De mindste skolebørn står umiddelbart først i køen, når Danmark skal genåbnes - i regeringen håber man, de kan komme tilbage efter vinterferien

Mette Frederiksen præsenterede 5. januar de seneste restriktioner, hvor store dele af Danmark blev lukket ned.

Der kan være lys for enden af tunnelen for de forældre, der er ved at køre træt i hjemmeundervisningen af de mindste skolebørn.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er det håbet i regeringen, at skolebørn fra 0. til og med 4. klasse kan vende tilbage efter vinterferien.

Et håb, der desuden deles af kilder både i regeringens parlamentariske grundlag og i oppositionen.

For de fleste skolebørn ligger vinterferien i uge syv. Dermed vil det betyde, at de kan vende tilbage til skoleklasserne fra omkring 22. februar.

Statsminister Mette Frederiksen har tidligere understreget, at netop de mindste skolebørn står først i køen, når Danmark skal genåbnes. Det lod den socialdemokratiske formand forstå i Folketingssalen tirsdag.

Ifølge Mette Frederiksen går regeringen med overvejelser om, at de mindste skoleelever skal have højeste prioritet, når samfundet skal genåbnes. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Ifølge Mette Frederiksen går regeringen med overvejelser om, at de mindste skoleelever skal have højeste prioritet, når samfundet skal genåbnes. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Skal foregå ansvarligt
Her henviste hun til, at en gruppe eksperter har givet det højeste prioritet at åbne for fysisk undervisning i mindre, faste grupper for 0.-4. klasseselever.

- Det flugter med nogle af de overvejelser, vi har i regeringen. Men det skal foregå ansvarligt, lød det fra Mette Frederiksen. 

Den lange række af coronarestriktioner gælder på nuværende tidspunkt til og med 7. februar. Ifølge Mette Frederiksen er der udsigt til, at flere af disse vil blive forlænget, da den smitsomme britiske virusvariant er på fremmarch.

- Situationen er så alvorlig, at vi meget vel kan se ind i, at der bliver behov for at forlænge en del af de restriktioner, vi allerede kender i dag, for det er et kritisk sted, vi står, lød det fra Mette Frederiksen tirsdag.

Mindre smitsom
Det hører dog med til historien, at den britiske variant muligvis ikke er så smitsom som først frygtet.

Tidligere har Statens Serum Institut (SSI) vurderet, at den var 50-74 procent mere smitsom end den almindelige virus.

Men SSI har fremlagt nye tal, der viser, at den britiske variant kun smitter omkring 36 procent mere end de almindelige varianter.

Direktør i Statens Serum Institut Henrik Ullum. Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix Dansk politik Nedjusterer den britiske variants smitsomhed

591 kommentarer
Vis kommentarer