Find rabatten i din kommune på kortet under artiklen
En særlig skatterabat til i alt 15 mia. kr. er et af de helt store slagsnumre i den boligaftale, som regeringen tirsdag landede med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og de radikale.
Fra 2021 vil de samlede ejendomsskatter stige som følge af, at der indføres et nyt vurderingssystem. Men dette kompenserer flertallet bag aftalen for ved at give en rabat til de ramte boligejere så længe de bliver boede i deres bolig.
'Skatterabatten fastsættes i 2021, så den fuldt ud kompenserer stigningen i de samlede ejendomsskatter i 2021 i forhold til gældende skatteregler på nye vurderinger,' lyder det fra Skatteministeriet.
Ny boligskat: Tjek prisen i hele landet
Der er dog stor forskel på størrelsen af rabatten alt efter, hvor i landet man bor.
'Skatterabatterne for ejerboliger er primært koncentreret i Hovedstadsområdet samt Aarhus,' konstaterer Skatteministeriet.
Tveægget sværd
Boligøkonom i Nordea Lise Nytoft Bergmann forklarer, at rabatten bunder i, at beskatningsgrundlaget vil stige markant i disse områder, fordi boligerne vil blive vurderet højere.
– Når man implementerer det nye system, er det de områder, der står til at betale væsentligt mere i skat, fordi de det er i det områder, hvor priserne de seneste år er steget rigtig meget, siger hun.
Politikerne har indført rabatten for at sikre, at ingen beskattes fra hus og hjem, men boligejerne kan blive ramt på pengepungen alligevel, forklarer boligøkonomen:
– Det med en skatterabat er et tveægget sværd. Man skal passe på med at glæde sig alt for ensidigt over at få en skatterabat. Hvis man har en ejerlejlighed i København til fem millioner, så får man en skatterabat på 19.000 kroner. Men hvis man i 2022 vil købe den lejlighed, så er omkostningerne blevet 19.000 kroner højere. Og så vil køberen almindeligvis kræve et afslag i prisen.
På kortet herunder kan du se, hvor stor den gennemsnitlige skatterabat bliver i din kommune.