Glem topskat: Samuelsens nye plan giver mere til de rige

En bestemt gruppe velhavende danskere får mere ud af regeringens forventede forslag end ved at sænke topskatten

Anders Samuelsen (LA) har fundet en genvej til lettelser i skatten for de rige. Foto: AP/Wiktor Dabrowski
Anders Samuelsen (LA) har fundet en genvej til lettelser i skatten for de rige. Foto: AP/Wiktor Dabrowski

Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, kæmpede forgæves for lettelser i topskatten igennem det meste af sidste år.

Nu ser det ud til, at Samuelsen, sammen med resten af regeringen, har fundet et andet værktøj, som giver de rige endnu større skattelettelser.

Regeringen ønsker at fjerne loftet over det såkaldte beskæftigelsesfradrag, oplyser kilder i og omkring regeringen overfor Ekstra Bladet.

Og det vil give en gruppe rige danskere flere penge i hånden, end hvis LA's forslag om fem procentpoint mindre topskat kom igennem. Det viser beregninger som revisionsfirmaet PwC har foretaget for Ekstra Bladet.

De rige danskere, som tjener 750.000 kroner om året, får 10.335 kroner mere i hånden næste år, hvis man fjerner loftet over beskæftigelsesfradraget ifølge PwC.

Hvis folk med samme årsløn i stedet betalte fem procentpoint mindre i topskat, så ville de få 10.100 kroner mere til sig selv.

S opfordrer DF til at sige fra
Dermed får den del af de rigeste danskere mere ud af regeringens forventede forslag til skattelettelser, end med topskatten, som DF begravede.

Derfor sender Socialdemokratiets skatteordfører Jesper Petersen også en opfordring til Kristian Thulesen Dahl.

- Jeg går ud fra, at Dansk Folkeparti lige så klart siger nej til det her forslag, som de afviste lettelser i topskatten, fordi det er samme effekt, siger han.

- Jeg håber, at danskerne kan gennemskue, at det er et camoufleret forsøg på at lette i topskatten, og det har Danmark ikke brug for. Det her er topskattelettelser ind ad bagdøren, mener Jesper Petersen.

Nedenfor kan du se konsekvenser af regeringens forventede forslag for den enkelte lønmodtager ifølge PwC.

Lønindkomst per år

300.000 kr.

500.000 kr.

750.000 kr.

1.000.000 kr.

Ophævelse beskatning fri telefon (2.700 kr. per år)

-1.133 kr.

-1.133 kr.

-1.507 kr.

-1.507 kr.

Ophævelse af topgrænse for beskæftigelsesfradrag

0 kr.

-4.160 kr.

-10.335 kr.

-16.510 kr.

Sænkelse af topskatten
(5 procentpoint)

0 kr.

0 kr.

-10.100 kr.

-21.600 kr.

Der tale om estimater, idet der ikke er taget højde for andre indkomster, kirkeskat, kommuneforskelle eller prisreguleringstal.

Dansk Folkeparti er dog ikke umiddelbart klart til at afvise at fjerne grænsen for beskæftigelsesfradraget.

- Det er interessante tal, men man kan jo både kigge på grænsen og selve procenten for beskæftigelsesfradraget, siger finansordfører Rene Christensen.

- Det er procentsatsen, som giver mest, når vi skal have folk til at komme i arbejde, men vi vil hverken afvise det ene eller det andet, siger Rene Christensen.

Hos de konservative er politisk ordfører Mette Abildgaard godt tilfreds med at fjerne grænsen for beskæftigelsesfradraget . Hun understreger dog, at det endnu ikke er et konkret forslag fra regeringen.

- Det er rigtigt, at det kommer de høje indtægter til gavn, men grænsen for beskæftigelsesfradraget kommer også til gavn længere nede, siger hun.

- Topskatten letter kun for de rigeste, men det her kommer også rigtig mange indtægter lige under det niveau til glæde.

Hvis man også medregner regeringens forslag om at droppe skat af en arbejdsgiverbetalt telefon, så får de rigeste danskere en endnu større skattelettelse.

Jo mere man tjener, jo flere får telefonen betalt af deres arbejdsgiver, viser tal fra Danmarks Statistik.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Liberal Alliance.