Organisationens Gadejuristen giver retshjælp til socialt udsatte. Men foreningens stifter og tidligere daglig leder - Moderaternes Nanna W. Gotfredsen - brugte i 2021 organisationens midler på at lave sin egen efterforskning af en kendt drabssag på Bornholm.
En sag, hun pludselig selv gik ind i på vegne af en af parterne på trods af interne advarsler om, at det ikke faldt inden for Gadejuristens formål og kunne være direkte skadeligt for organisationen. Det skriver Radio4 fredag morgen.
Der er tale om drabet i Nordskoven på Bornholm i 2020, hvor to personer blev dømt for drab.
Egen efterforskning
Drabet blev tillagt et racistisk motiv. Men Nanna W. Gotfredsen gik pludselig ind i sagen for at hjælpe de dømte med at bevise, at den dræbte angiveligt skulle have voldtaget deres mor efter at have bedøvet hende. Og at det dermed var motivet.
Ifølge Radio4 fik Nanna W. Gotfredsen for Gadejuristens udført en såkaldt hårstråsanalyse af moderens hår, der syv måneder efter drabet skulle afdække, om hun var blevet givet stoffer.
Pengene til analysen kom fra Gadejuristen.
Uforstående ansatte
Det var noget, de ansatte i Gadejuristen ikke forstod. Det fremgår af et bekymringsbrev, de sendte til bestyrelsen for Gadejuristen, som Ekstra Bladet har set.
'Vi på kontoret vil naturligvis gerne bistå de dømte med råd og vejledning om abstinensbehandling, stofbehandling, og hvad der ellers er vores kerneopgaver.'
'Men at optræde aktivt og opsøgende i en drabssag, mener vi er udenfor kontorets virke, og på den måde, som det er sket i denne sag, mener vi også, at det kan få alvorlige konsekvenser for Gadejuristens virke,' skriver de.
Ifølge Radio4 gik bestyrelsen i Gadejuristen med på, at organisationen kunne betale for hårstråsanalysen. Men at man ikke måtte bruge den til noget.
'Dog vil hårstråsanalysen ikke fremadrettet kunne anvendes i nogen sammenhænge og vil ej heller blive udleveret,' skrev bestyrelsen i en mail ifølge Radio4 i foråret 2021.
Ubrugelig
Den ville da heller ikke kunne bruges til noget, siger firmaet bag, Ferle, som Radio4 har talt med.
- Vi gav klart udtryk for, at vi ikke kunne lave det som et juridisk gyldigt resultat, siger klinikleder hos Ferle Christel Christensen til Radio4 og forklarer, at firmaets hårstråsanalyser ikke er godkendt til at gå syv måneder tilbage i tiden.
Hvilket hun også havde sagt til Nanna W. Gotfredsen.
Nanna W. Gotfredsen skriver i et svar til Radio4:
'Om en specifik sag skulle have været håndteret i Gadejuristen eller ej - endsige hvordan - har jeg selvfølgelig ingen som helst kommentarer til.'
Ved du noget? Send dit tip til bef (a) eb.dk