Der bliver ikke sparet på noget, når en række af regeringens ministre er til gratis koncerter.
Ministrene har selv klappet i om de nærmere omstændigheder ved koncerterne, men Ekstra Bladet har fået aktindsigt i invitationerne sendt til de mest koncert-glade medlemmer af regeringen.
Disse afslører, at den har stået på fed VIP-forplejning ved en række af arrangementerne. Dermed løber værdien af gaverne op i mange tusinde kroner.
I forvejen har professor i forvaltningsret Sten Bønsing stemplet flere af koncert-gaverne som direkte i strid med reglerne, da der ikke har været et ’tjenstligt formål’ med ministrenes deltagelse.
Men hvad der ikke har været af tjenstlige formål, er til gengæld blevet opvejet af VIP-lækkerier.
’Udsøgt middag’
Den får i hvert fald ikke for lidt, når hotelvirksomheden BC Hospitality Group har inviteret ministrene til koncerter med nogle af musikbranchens største stjerner.
Eksempelvis har beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og en ledsager kunnet nyde verdensstjernerne Sting og Celine Dion i Royal Arena med dertilhørende ‘udsøgt middag’ i BC Hospitality Groups ’eksklusive VIP Suite’.
Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) med ledsager har ligeledes kunnet nyde den udsøgte middag i hotel-koncernens VIP-suite til Cirque du Soleils forestilling.
En VIP-suite i Royal Arena koster 1,5 mio. kr. om året, hvilket giver en gennemsnitlig værdi af billetterne på over 2000 kr.
Gourmet-opvarmning
Andre gange, når BC Hospitality Group har inviteret til gratis koncerter, har den stået på middag i den såkaldte Nicolas Feuilette-loungen sammen med ’de andre officielle VIP gæster’. Derudover er der blevet budt på drinks og snacks i den ’eksklusive VIP lounge’.
Dette var eksempelvis tilfældet, da innovationsminister Sophie Løhde var til Metallica i Royal Arena 3. februar 2017.
Der var også været fed forplejning, da Finans Danmark inviterede en række politikere herunder Troels Lund, Sophie Løhde og Brian Mikkelsen i Parken til Rolling Stones-koncert.
Som optakt til koncerten stod den på fin middag på gourmet-restauranten Bistro Boheme i det centrale København, før gæsterne blev kørt i minibus til nationalarenaen.
Her kan du se en række af invitationerne til ministrenes VIP-koncerter (artiklen fortsætter under grafikken):
Ministre: Vi overholder da reglerne
Reglerne er blevet brudt ved mange af politikernes koncert-gaver ifølge professor Sten Bønsing. Alligevel hævder ministrene selv, at alt er i skønneste orden.
Da Ekstra Bladet spørger ind til det tjenstlige formål ved VIP-koncerterne, henviser flere af ministrene til vejledningen for Statsministeriets åbenhedsordning, hvor arrangementerne skal registeres.
Fra Anders Samuelsens udenrigsministerium lyder det eksempelvis i en mail:
’Det er således forudsat i den politiske aftale og i de retningslinjer, der knytter sig til åbenhedsordningen, at det er en naturlig del af en ministers virke at deltage i denne type arrangementer, herunder arrangementer der både kan falde inden for og uden for ministerens ressortområde.’
Åbenhedsordningens regler gælder dog kun, hvilke arrangementer, som ministre skal oplyse om. Hvorvidt de rent faktisk må gå til gratis koncerter i luksus er noget helt andet, som reguleres af forvaltningsloven.
Alligevel benytter Kristians Jensens finansministerium nærmest sig af præcis den samme formulering i et skriftligt svar til Ekstra Bladet.
Offentligt ansatte dømt på stribe - men ministre går fri
Svar til Folketinget
I Troels Lund Poulsens beskæftigelsesministerium henviser man til et svar, som ministeren har givet til Folketinget, efter at Ekstra Bladet tidligere har afdækket, at han har modtaget en række koncert-gaver.
I dette svar læner Troels Lund Poulsen sig også op ad vedledningen for åbenhedsordningen:
’Det er således forudsat i vejledningen, at det er en naturlig del af en ministers virke at deltage i denne type arrangementer,’ lyder det.
Innovationsminister Sophie Løhdes spindoktor henviser til et tidligere svar fra ministeren til Ekstra Bladet.
I dette bedyrer Løhde ligeledes, at koncert-gaverne er inden for reglerne.
Brian Mikkelsens ministerium har ikke svaret på Ekstra Bladets henvendelse.
Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, hvordan fem ministre har fået betalt middage for op til 1000 kroner af erhvervslivet i strid med reglerne.
Det vurderede professor i forvaltningsret Sten Bønsing ved Aalborg Universitet. Det halter nemlig med et tjenstligt formål i forbindelse med flere af måltiderne, der ofte følger med de mange gratis koncerter til ministrene, som Ekstra Bladet har afdækket.
- Man skal være meget varsom med at modtage sådan nogle middage og koncertbilletter. Der er ikke en bagatelgrænse, så selv meget små beløb kan være i strid med reglerne, siger Sten Bønsing.
- Reglerne er til for at undgå en mistillid om, at nogle er tættere på magten ved hjælp af dyre middage, forklarer han.