Gyservalg: Første prognose gør Jern-Erna til vinder igen

Den første prognose for valgresultatet er klar. Statsministeren ser ud til at blive i stolen

Statsminister Erna Solberg stemte tidligere i dag i Bergen
Statsminister Erna Solberg stemte tidligere i dag i Bergen

OPDATERING 22.00:

Efter en times optælling står Erna Solbergs borgerlige regering til valgsejr med 89 mandater mod den rød-grønne bloks 79 mandater. Ca. 50 pct. af stemmerne er optalt.

Opdateres...

---

Norges statsminister, den konservative Erna Solberg, ser ud til at kunne blive i stolen som regeringsleder.

Ifølge NRK's prognose får Erna Solbergs borgerlige regering 88 mandater mod oppositionens 81. Det kræver 85 mandater at have flertal i Stortinget.

Det er det norske Valgdirektorat, der står bag den omfattende prognose, som primært bygger på brevstemmer.

De fleste meningsmålinger frem mod valget har tydet på et gyservalg, men denne første prognose ser ud til at give den norske statsminister en lille sejr.

Til gengæld ser det ud til, at det norske Arbeiderpartiet står til en stor vælgerlussing. Partiet må formentlig under 30 pct. for første gang siden 2004, hvor nuværende NATO-generalsekretær Jens Stoltenberg for første gang blev statsminister. Arbeiderpartiet står til en tilbagegang på 3,4 procentpoint.

Se også: Valg i Norge: Så meget rigere bliver en nordmand, mens du læser denne artikel

Se også: Gyservalg i Norge: Her er hovedpersonerne

Miljøpartiet De Grønne ser ud til at havne under den høje spærregrænse på fire pct, mens partiet Venstre danser lige omkring spærregrænsen.

Ved dette valg har over en million vælgere - godt 27 procent - stemt på forhånd.

Prognosen vil ændre sig, efterhånden som stemmerne tælles op, så en overraskende udvikling kan endnu ikke afskrives. Prognosen bygger dog på godt en million stemmer og vurderes til at være sikker. Der ventes et endeligt resultat omkring midnat.

Jern-Ernas regering
Den nuværende regering består af partiet Høyre med statsminister Erna Solberg spidsen og Fremskrittspartiet med forkvinde Siv Jensen som leder.

Ved valget i 2013 kom Fremskrittspartiet for første gang med i en regering og er fortsat blandt de eneste højrepopulistiske partier i Europa, der har taget skridtet fra oppositions- eller støtteparti og helt ind i et regeringssamarbejde.

Mens Arbeiderpartiet kan regne med støtte fra Senterpartiet og Sosialistisk Vensterparti, der sad med i den rød-grønne regering fra 2005 til 2013, kan Jonas Gahr Støre endnu ikke være sikker på, at Miljøpartiet De Grønne også vil støtte ham.

Partiet har erklæret sig uafhængigt og vil forhandle med begge blokke - dog ikke med Fremskrittspartiet.

Opdateres...

Interaktivt element

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Politik
Mest læste i Politik
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen