Hårde DF-angreb på Støjberg

HB-medlem Martin Henriksen kritiserer Messerschmidt for at angribe Støjberg. Men med partiledelsens opbakning svingede han selv kniven i fem år (opdateret)

Henriksen førte i årevis selv an i DF's angreb på Støjberg. Nu kritiserer han Messerschmidt for det samme. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Henriksen førte i årevis selv an i DF's angreb på Støjberg. Nu kritiserer han Messerschmidt for det samme. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Dansk Folkepartis hovedbestyrelsesmedlem Martin Henriksen kritiserer Morten Messerschmidt for at 'angribe' Inger Støjberg og 'tale hende ned' i et kynisk magtspil om formandskampen.

Men den mangeårige udlændingeordfører holdt sig ikke selv tilbage med hårde og hyppige angreb på Inger Støjberg, da hun i fire år var udlændingeminister i Løkke-regeringerne.

- Hun taler for meget og strammer for lidt ... Støjbergs udlændingepolitik er for slap, lød det ofte fra Martin Henriksen.

Det var som regel strammer-Henriksen, der på DF's vegne gik offentligt i kødet på Inger Støjberg - og han havde partiledelsens velsignelse.

Men op til det forestående formandsvalg til januar bakker både den afgående formand Kristian Thulesen Dahl, partistifter Pia Kjærsgaard og tidligere næstformand Søren Espersen op om Støjberg på posten. Hvis hun selv vil.

Det samme har Messerschmidt hidtil gjort udadtil, hvilket dog ifølge Martin Henriksen kun har været på skrømt.

- Messerschmidt-fløjen (har) ikke på noget tidspunkt satset eller håbet på Støjberg som formand ... nu kan alle se det, lød det fra Henriksen til Ekstra Bladet dagen efter den historiske dom i Rigsretten på 60 dages fængsel til Støjberg.

Artiklen fortsætter under boksen

Strammer-Henriksens hårde udfald

Her er et udpluk af, hvad DF-toppen og Martin Henriksen har ment om Støjbergs udlændingepolitik.

BT, 11. okt. 2015:

Martin Henriksen: - Støjbergs udlændingepolitik er for slap. Der sker ikke nok. Der er masser af snak, men ingen handling.

DR, 22. november 2015:

Martin Henriksen: - Vi skal jo nærmest hive stramningerne ud af regeringen. Jeg synes i det hele taget, at Inger Støjberg snakker for meget og strammer for lidt.

Ekstra Bladet, 8. december 2015:

DF-topfigur: - Det handler om hårde ord og kontante Facebookopdateringer, mere end det handler om, hvad gavner på situationen. Hun (Inger Støjberg) har en svulstig retorik, hvilket vi ikke har noget imod, men det kniber med kontant handling.

Berlingske 1. februar 2017:

Martin Henriksen: - Det er nu officielt, at Støjberg er gået i stå. Det har vi nu i Dansk Folkeparti vidst i et stykke tid ... Inger Støjbergs meldinger er afslørende, og det bør stå tindrende klart, at udlændingepolitik ikke er en hjertesag.

Information, 4. juni 2017:

Martin Henriksen: - Ministeren har oversolgt sin politik på det her, og det mener jeg, er kritisabelt ... Sådan plejer det jo at være.

Ritzau, 5. juni 2017:

Martin Henriksen: - Ministeren taler for meget og strammer for lidt ... det er et problem, at ministeren giver indtryk af, at hun vil eller gør noget, som ministeren så dybest set ikke går langt nok med ... Der er ikke altid sammenhæng mellem ord og handling.

Ekstra Bladet, 27. maj 2020:

Martin Henriksen: - Inger Støjberg kører en retorik, som tjener det formål at give folk indtryk af, at de vil en masse på udlændingeområdet.

 

- Messerschmidt har brugt Støjberg - ligesom han bruger alle andre - i et kynisk magtspil, som alene handler om at bringe sig selv til tops, fortsatte det hårde udfald fra Martin Henriksen.

Udråbt som frelser
Som bekendt blev Inger Støjberg løsgænger i begyndelsen af året. I september blev hun båret ind på skjolde til Dansk Folkepartis årsmøde og udråbt som partiets frelser.

Efter DF-nedsmeltningen ved kommunalvalget, hvor Thulesen Dahl meddelte sin afgang, var både top og bund i partiet klar til at tilbyde hende formandsposten. Trods den lille formalitet, at hun officielt ikke har meldt sig under DF-fanerne.

Hukommelsen er altså kort i Dansk Folkepartis ledelse. Så sent som under Instrukskommissionens afhøringer i maj 2020, gik Martin Henriksen i flæsket på Inger Støjberg og hendes - falske må man forstå - retorik på udlændingeområdet.

Tager det roligt
I en skriftlig kommentar skriver Martin Henriksen:

'I modsætning til Messerschmidt står jeg gerne ved, hvad jeg har sagt. Jeg har ad flere omgange forhandlet udlændingepolitik med Inger Støjberg, da hun var Venstre-minister. Vi havde grundlæggende et godt samarbejde, men det er i den forbindelse, at jeg naturligvis på forskellig vis har presset på for flere stramninger.

Og det er i det lys, man skal se mine tidligere udtalelser. Det tager jeg ganske roligt. Min pointe i den nuværende situation har blot været at understrege det urimelige i, at Messerschmidt-fløjen har gjort Støjberg til en del af deres kyniske magtspil, og at man vælger at gå ud med kritik dagen før dommen i rigsretssagen', lyder det fra Martin Henriksen.

Kristian Thulesen Dahl og Pia Kjærsgaard takker via partiets presseafdeling pænt nej tak til interview.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Inger Støjberg reagerer på dommen

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Hør, hvad forskellene er på Mette Frederiksens mink-sag og Inger Støjbergs rigsret i Ekstra Bladets politiske podcast 'Ingen kommentarer' herunder eller i din podcastapp.

Seneste nyt

Det er ikke mere heltemodigt eller bonusværdigt at være sygeplejerske end sosu

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.