Hækkerup: - Dybt usmageligt. Og skadeligt

En kommentar fra Inger Støjberg skaber splittelse

Nick Hækkerup. Foto: Ernst van Norde
Nick Hækkerup. Foto: Ernst van Norde

Justitsminister Nick Hækkerup (S) retter en kritik af Venstres næstformand, Inger Støjberg.

Han mener, at hun med sin udtalelse om at dræne sumpen for Mette Frederiksens (S) magtarrogance skaber splittelse.

'Ja, regeringen har begået fejl. Det har vi dybt beklaget og undskyldt for.'

'Men Venstre skaber splittelse i Danmark for at vinde politisk terræn. Det er dybt usmageligt. Og skadeligt. Vi vil ikke have en situation som i USA, hvor befolkningen mister tilliden til myndighederne', siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Dræn sumpen
Inger Støjbergs kommentar med 'dræn sumpen' kom under lørdagens traktor-demonstration mod regeringens lovbrud i mink-sagen, da hun stod som taler på scenen i København.

- Vi skal have drænet sumpen fyldt med Mette Frederiksens magtarrogance, lød fra fra Inger Strøjberg.

Kommentaren leder tankerne over på en lignende vending fra den amerikanske præsident, Donald Trump, som han gør brug af i sit opgør med det det etablerede politiske system i Washington.

'Splittelse i sin essens'
Flere politikere på Christiansborg tager afstand fra sumpen-kommentaren på Twitter.

'Er overrasket over Støjbergs ordvalg. I min optik så er den sump hun vil dræne netop gjort af udsagn som hendes', skriver gruppeformand for SF, Jacob Mark, med en appel om, at hun bør trække udtalelsen tilbage.

Politisk leder af Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen, er også kommer til tasterne:

'"Dræn Sumpen"? Venstre det er i nødt til at tage afstand fra. Vi skal løse problemerne. Komme til bunds i lovbrud. Ja! Men det dér? Det er splittelse i sin essens. I ved det. Vi har set det. Bliv ikke til GOP (Republikanerne i USA, red.).'

Jakob Ellemann-Jensen har til TV2 søndag fortalt, at han ikke har hørt Inger Støjbergs kommentar.

- Jeg har hørt det anvendt af den nu snart heldigvis forhenværende præsident i Amerika. Det, han mente med det, det kan jeg forsikre, at det mener Venstre ikke, siger Jakob Ellemann-Jensen skriver TV2.

Lars Løkke Rasmussen talte ved demonstrationen i København, hvor han kaldte minkskandalen værre end Støjbergs ulovlige ordre.

419 kommentarer
Vis kommentarer