Har I lært det derude, jer, der hader Pia?

 

Fredag bliver Pia Kjærsgaard formand for Folketinget. 

Dette må vel betyde, at der bliver en ordentlig omgang billige boliger at vælge mellem for mine børn i hovedstaden. Det sker, når de storbykulturelle, der på Facebook har meddelt, at Dansk Folkepartis fremgang får dem til at overveje at forlade Danmark, med denne nyhed nu også må formodes at gøre det.

Den store ironi er imidlertid, at de samme, der igennem årene inderligt har hadet Pia, også om nogen har ført hende til tops.

Uffe Ellemann-Jensen passerede efter danskernes EU-traktat-nej i 1992 Pia Kjærsgaard i Folketinget og udbrød efter sigende: ’Din lede kælling’. Hvoraf man kan udlede en vigtig ting - ud over at Danmarks daværende udenrigsminister var en dårlig taber:

Pia Kjærsgaard har gennem sin politiske karriere altid bragt det værste frem i sine modstandere. Hun har været en prøve for sine omgivelser. Og meget ofte - som i næsten hver gang - er omgivelserne dumpet i testen. De har sagt langt mere ufordelagtigt om sig selv, end de magtede at ytre om Pia Kjærsgaard eller hendes parti.

Det store, klassiske eksempel er selvsagt statsminister Poul Nyrup Rasmussens ’stuerene blir' I aldrig’ fra sluthalvfemserne. Et udsagn, der historien taget i ed om noget har statueret »lex Pia« i dansk politik: Modstandere, der har forsaget Kjærsgaard eller forsøgt at pudse egen glorie ved at spytte på DF eller partiets leder, er altid endt med at få Pia og kompagni til at skinne. Samt blamere sig selv.

Og når man tænker på, at Pia Kjærsgaard er den mest udskældte, fordømte og oftest ondsindet fremstillede person i dansk politik de seneste årtier, har dette udgjort en ubetydelig støtte for hende. Hun kan takke satiretegnerne for et had, der tydeligvis blot cementerede støtten til hende. Stod hun i satiretegninger indsmurt i mudder og tvær mimik, er hendes politiske kurve én lang opadgående streg.

I sine 20 leveår har Dansk Folkeparti aldrig taget fejl af sit segment. Den politiske korrekthed har aldrig kunnet kue DF-vælgerne. Tværtimod. Udfaldet af det netop overståede Folketingsvalg og Pia Kjærsgaard indsat som formand for Folketinget kan læses som en konsolidering af resultatet fra 2001.

Det var dengang, Dansk Folkeparti, ifølge partiets mest fremtrædende ideolog, Søren Krarup, skrev den politiske danmarkshistorie om ved at foranstalte et systemskifte og derpå bære sin vindersag, en stram udlændingepolitik, i triumf gennem tinget.

’Valget var i virkeligheden en kulturkamp mod overklassen. Mod eliten og den politiske korrekthed. Det er første gang i 100 år, de Radikale er totalt uden indflydelse i dansk politik. Og Socialdemokraterne og SF er ikke bare nederlagets børn i politisk forstand. De må også indrette sig på at være underkendt af den danske befolkning,’ sagde Krarup dengang til mig og talte om et ’vendepunkt i danmarkshistorien’, om et Danmark for danskerne og om et Dansk Folkeparti i spidsen for en frihedskamp som under besættelsen.

I 2001 gik DF fra 13 til 22 mandater. For fjorten dage siden nåede partiet 37 mandater.

Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti er den største sensation i dansk politik siden jordskredsvalget i 1973, hvor Fremskridtspartiets Mogens Glistrup som en tung, larmende modvægt hægtede sig på velfærdsvognens slingrende fremfærd. Som bekendt i et forsøg på at bringe den til fuldt stop. Nogle vil endog pointere, at det sidste er det førstes forudsætning. At det oprindelige Fremskridtsparti og Dansk Folkeparti stadig i det store og hele er én og samme protest. At det er én og samme nationalistiske tilbagelængsel og fremmedfobi.

Men disse nogle vil sandsynligvis være de samme, som hævder at gå i landflygtighed på grund af valget. Dansk Folkeparti har været stuerene, politiske duelige og gammeltestamentlige socialdemokrater længere end Poul Nyrup var statsminister. 

I dag kan Dansk Folkeparti fnyse ad elitens anklager. Hjemmehjælperen med de bonderomantiske drømme viste sig at have bedre fat i folkedybets bekymringer end nogen andre.

Men hvem skulle også have troet det? Formand for Folketinget. Vi taler Pia Kjærsgaards sluttrin på en mageløs opstigning. Som jeg skrev i forrige uge, da dette scenarie blot var muligt, men usikkert:

’Så ser vi lige Pia blive ført frem som demokratiets øverste embedsfigur. Som den ypperste repræsentant for det danske demokrati. Så kan vi lære det herude, blandt pianisthånere i særdeleshed og de Dansk Folkeparti forskrækkede i almindelighed.’

Men jeg går som sagt ud fra, at den mest hadede DF’er sat ind på demokratiets fineste post, vil gøre udslaget. Der bliver god plads i København V, N og Ø. 

Eller hvad?

Eller har I måske nu lært det derude i brokvartererne? Hvad med jer ude på Nørrebro, der i ophidselse angreb Pia dengang, så hun måtte søge ly på førstesalen i en afdeling af Dansk Bank? Ser I i dag, at I ikke afslørede formanden for Folketingets indre svinehund, men blotlagde jeres egen?

324 kommentarer
Vis kommentarer