Mit.dk, E-boks, NemID og MitID.
Vi har efterhånden så mange forskellige digitale postkasser og sikkerhedsgodkendelser, at det optager alt plads på danskerens smartphones. Og nu kan DR afdække, at det ikke har været en billig omgang.
Digital Post-løsningen, der nu har ført til, at vi har tre postkasser, har sammenlagt kostet 350 millioner kroner over hele projektperioden fra 2015-2022, oplyser Digitaliseringsstyrelsen til DR.
Og ifølge SF kunne de penge være brugt langt bedre. Ja, det var sågar spild af penge, lyder det.
- Det er spild af borgernes penge. Jeg synes, det er sjusk.
- Folk kan ikke finde rundt i det – og det er uanset, hvor velbevandret man er i it og digitalisering. Jeg synes selv, det er noget værre rod – og jeg er it-ordfører, siger SF’s it-ordfører, Lisbeth Bech-Nielsen.
Også Pia Kjærsgaard mener, at det hele har været et rodet forløb.
'En dårlig løsning'
DR afsløring kommer i kølvandet på en rapport fra november, hvor Rambøll tog temperaturen på danskerens mening om MitID. Og vi er ikke just begejstrede.
1000 mennesker blev spurgt dengang, og her havde 86 procent af dem installeret appen på deres telefon.
26 procent af dem vurderer MitID som dårlig, mens 32 procent finder den god. 42 procent siger nogenlunde.
- Det er ikke overraskende, at noget nyt ikke er elsket fra dag ét, for al forandring er svær. Men det er nogle ret markante tal, sagde Asger Højen Danielsen, der er direktør ved Rambøll Management Consulting.