Har raset mod kæmpegevinster - Nu scorer Uffe kassen på liebhaver-lejlighed

Scorer kassen: Uffe Elbæk har sat lejligheden til salg til tre millioner mere, end han købte den for

Uffe Elbæk. Foto: Jonas Olufson
Uffe Elbæk. Foto: Jonas Olufson

Alternativets stifter Uffe Elbæk er ultra-kritisk over for det skæv-vredne boligmarked, hvor spekulanter tjener millioner på boligsalg. Faktisk vil Elbæk og hans parti ændre grundlæggende på retten til at eje fast ejendom.

Men når det kommer til Uffe Elbæks egen liebhaver-lejlighed med seks værelser og stuer en-suite samt en perfekt placering på Frederiksberg, er han knap så alternativ.

Faktisk kommer han til at score kassen på boligmarkedet.

Alternativets leder har for få dage siden sat sin 150 kvadratmeter store lejlighed på en af de mest lukrative adresser på Frederiksberg til salg for den eksorbitante pris af 7.250.000 kroner. Dermed står Elbæk til at tjene over tre millioner skattefrit på salget. Han købte den nemlig for 11 år siden for 4.330.000.

Ifølge Boliga, der har skrevet om boligen, flugter kvadratmeterprisen meget godt med det øvrige Frederiksberg-marked og ligger kun 'en snert under'.

Dermed har Uffe Elbæk ikke umiddelbart selv tænkt sig at gå forrest i kampen for et mere fair boligmarked.

'Nød til at se på det'
Tidligere på året prædikede Elbæk og Alternativet ellers, at der skal gøres noget grundlæggende ved den private ejendomsret.

I DR-radioprogrammet Slotsholmen udtalte Uffe Elbæk så sent som i maj således:

- Vi bliver nødt til at se på den værdistigning, der sker mellem køb og salg. Man kan forstille sig en meget mere progressiv beskatning af den fortjeneste, man har efter et boligsalg, sagde Uffe Elbæk til Slotsholmen.

Med en potentiel fortjeneste på over tre millioner står Uffe Elbæk til at blive særdeles rig på salget af sin Frederiksberg-lejlighed Netop det blev ellers af Elbæk udpeget til at være et stort problem for blot tre måneder siden:

- Vi taler tit om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Men reelt handler det om, at det kan betale sig at eje sin egen bolig. Den måde, vi har indrettet os på i Danmark, gør det sværere og sværere for folk, som ikke ejer lejligheder eller huse at komme ind i eksempelvis København, lød det så sent som i maj måned fra Uffe Elbæk til DR-programmet Slotsholmen.

Se også: Uffe har gjort det før: Kan sikre Løkke magten

Se også: Elbæk trækker i land: Jeg bliver som politisk leder uanset hvad

Og i et idekatalog om mulighederne for ændre på principperne om den private ejendomsret - herunder retten til at eje den jord, man bord på, skriver Alternativet bl.a.:

- For at værne om vores jord og fællesskaber skal vi tage en grundig diskussion af, hvordan rammerne og de lovgivningsmæssige forudsætninger for at købe og eje land og ejendom i vores samfund skal se ud. Det gælder ikke mindst retten til at blive ekstremt rig på at eje, opkøbe og spekulere i jord og ejendom.

Uffe følger bare loven
Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Uffe Elbæk. I en sms fra hans spindoktor forlyder det, at Alternativet 'har den indstilling, at vi og dermed også Uffe følger lovgivningen, indtil vi forhåbentlig får held til at lave den om - og det håber vi de øvrige partier vil være med til.

- Hvis Uffe/Alternativet har den grundlæggende holdning, at loven skal laves om, og at det er for svært for unge mennesker at komme ind på boligmarkedet i København, som han har sagt, hvorfor skal han så tjene tre mio. på at sælge sin lejlighed?

'Prisen er fastsat af mægler. Og det er netop, fordi vi ønsker et boligmarked for alle, at vi vil væk fra den situation, der gælder i dag, hvor det for mange bedre kan betale sig at eje end at arbejde', skriver presserådgiveren i en sms.

På sin Facebook-profil kommenterer Elbæk selv, at han kommer til at score kassen:

'Ja, det er helt korrekt, at jeg har sat min lejlighed til salg. Hvorfor? Fordi jeg skal overtage min mors rækkehus, som hun blev født i for 92 år siden – og som hun døde i i sidste måned.

Det betyder rigtig nok, at jeg tjener penge på min lejlighed, hvis den da bliver solgt. Men jeg glæder mig til at flytte til Bellahøj og bo i det hus, der har været rammen om meget af min mors, min families og også mit eget liv.'

569 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere