Helle og Løkkes kampagne-offensiv: Derfor slås de om småting

Det er meget få personer, Venstre og Socialdemokraternes storstilede kampagner direkte er møntet på. Eksperter forklarer, hvorfor partiernes umiddelbare fokus er så snævert

Både Løkkes Venstre og Thornings socialdemokrati er gået i kampagne-offensiven (foto: Niels Hougaard)
Både Løkkes Venstre og Thornings socialdemokrati er gået i kampagne-offensiven (foto: Niels Hougaard)

Ved det kommende folketingsvalg har mere end fire millioner danskere mulighed for at sætte deres kryds. Alligevel har både Venstre og Socialdemokraterne med deres seneste kampagne-offensiver valgt at rette specifikt fokus mod blot omkring 32.000 personer.

Benjamin Rud Elberth, digital chef i kommunikationsfirmaet Geelmuyden Kiese, forklarer hvorfor:

- Disse kampagner er ikke sat i verden for at ramme nogle almindelige danskere. De er sat i verden for at ramme en politisk dagsorden. Det vil sige, at fokus er snævert, men det er de ligeglade med. Det her skal slå et budskab fast entydigt, siger han til Ekstra Bladet.

934 par
Rundt omkring i gadebilledet har danskerne på det seneste kunnet se Helle Thornings ansigt sammen med budskabet om, at udlændinge altså skal arbejde, når de kommer til Danmark.

Venstre og Lars Løkke har valgt at gøre danskerne opmærksom på, at et ægtepar på kontanthjælp med tre børn i alt kan hæve 454.215.00 kroner om året i offentlige ydelser. Og det er alt for meget, mener Venstre.

 

Ifølge Danmarks Statistik er der blot 934 par, som passer ind i Venstres regnestykke.

Bag Socialdemokraternes udlændinge-offensiv ligger der en målsætning om, at godt 30.000 flygtninge og indvandrere skal i et jobforløb i løbet af de næste to år.

Positionering
Professor på Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet Robert Klemmensen giver sit bud på strategien bag kampagnerne:

- Det er lagt nemmere at formidle, hvis man gør det meget konkret, siger han og fortsætter:

- Det, der foregår lige nu, er en positionering om, hvad valgkampen skal handle om. Langt de fleste danskere er endnu ikke zoomet ind på politik endnu. Det sker først, når det tunge valgkamps-maskineri går i gang, og medierne er plastret til med det.

- Nu drejer det sig om for partierne at få testet, hvad der virker og ikke virker og samtidig få positioneret sig i forhold til den kommende valgkamp, siger Robert Klemmensen.

Fortællings-kampagner
Ifølge Benjamin Rud Elberth vil både Venstre og Socialdemokraterne slå nogle centrale budskaber fast med kampagnerne:

- Det er fortællings-kampagner. Socialdemokraterne skal have hamret fast inden et valg, at de ikke er slappere, og at de godt kan styre en stram udlændingepolitik. Venstre skal have hamret fast, at det skal kunne betale sig at arbejde, lyder det fra den digitale chef.

Professor Robert Klemmensen peger også på, at kampagnerne har til hensigt at sætte skub i en større principiel debat:

- En af de større ting, der ligger i kampagnerne, er et opgør om, hvor universel vores velfærdsstat skal være. Skal der være basale rettigheder, eller skal der indføres regler, der differentierer adgangen til de sociale ydelser, siger han.

225 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere