Helle tvunget til danskprøve: - Strider mod almindelig sund fornuft

Randers Kommmune bakker Helle McAdam op og kritiserer lovgivningen, der tvinger den pæredanske kvinde til prøve i dansk

Helle McAdams er blevet indkaldt til danskprøve, selvom hun er født og opvokset i Danmark. Privatfoto
Helle McAdams er blevet indkaldt til danskprøve, selvom hun er født og opvokset i Danmark. Privatfoto

Noget tyder på, at Helle McAdams slipper for at blive sendt til en tosset danskprøve.

I hvert fald giver Ole Andersen, der er arbejdsmarkedschef i Randers kommune, udtryk for, at han godt kan se det ulogiske i kommunens behandling af Helle McAdams. Han forklarer, at hendes klage nu bliver 'realitetsbehandlet'.

- Jeg synes da også, det er en træls sag for hende. Men det viser jo bare, hvilke udfordringer vi nogle gange har. Hvor vi står og kigger på noget, der strider mod almindelig sund fornuft og den lovgivning vi har, siger han mandag formiddag.

Helle McAdams er blevet sendt på danskkursus, fordi hun er røget på integrationsydelse efter at have været ude og rejse i Thailand i halvandet år. Helle er født og opvokset i Danmark og har sågar arbejdet med at vurdere udlændinges danskkundskaber.

- Kan det virkelig være rigtigt, at når man er født i landet og helt tydeligvis kan sproget, så skal man kræves indlagt til en danskprøve?

- Ja. Det, der står i bemærkningerne til loven er, at integrationsydelsesmodtagere selv skal søge kommunen om dansktillæg og forelægge dokumentation for, at prøven er bestået. Derfor tilbyder vi hende en hurtig danskprøve 2, fordi hun ikke kan finde de papirer. Det synes vi da også selv er tåbeligt. Men i vores system skal vi have dokumentation, før vi kan udbetale ydelser. Så jeg kan sagtens følge hende. Så jeg synes da, man skal sætte sig ned på Christiansborg og se, om man kan slække på kravene.

- Men der er jo ikke nogen tvivl om hendes danskkundskaber overhovedet?

- Nej. Men ud fra et ligebehandlingsprincip kan vi ikke sige, at en dansk statsborger opfylder betingelserne uden at sende hende til en test, mens vi sender den tyrkiske statsborger af sted.

- Men for at få det skåret ud i pap: Hvorfor kræve dokumentation for noget, der er helt åbenbart?

- Fordi det står i loven. For at skære det ud i pap. Og hvis man ikke skulle det, og det var en subjektiv vurdering fra en sagsbehandler, så ville vi sandsynligvis ikke gøre det med den pågældende person.

Selvfølgelig sender jeg aben videre
- Men hun har jo tidligere haft dispensation fra kravet, da hun boede i Jammerbugt kommune. Hvorfor kan I ikke finde en genvej i systemet her?

- Vi følger lovens bogstav. Jeg ved ikke, hvad de gør i Jammerbugt kommune. Men det er det, vi er sat til. Også rent politisk her i Randers. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan se, at det er tåbeligt. Det tror jeg også, at mine medarbejdere kan. Men det er ikke det eneste område inden for det, jeg administrerer, hvor der måske kunne blive pyntet på det.

- Så du sender aben videre til Christiansborg?

- Ja. Selvfølgelig. Jeg kan sagtens følge den pågældende borger, det mener jeg helt ærligt. Jeg synes heller ikke, at det er en værdig måde at gøre det på. Men jeg skal følge lovgivningen.

- Så du er simpelthen arbejdsmarkedschef for en lovgivning, som du praktiserer på en måde, du ikke mener er værdig lige nu?

- Nej. Jeg, men jeg vil gå så langt som til at sige, at nogle gange støder vi ind i nogle sager, hvor virkeligheden overtrumfer lovgivningen. Og der var det rart, hvis vi kunne foretage en anden vurdering.

- Men står det fast, at Helle McAdams skal tage den her danskprøve?

- Sådan som jeg har fået det at vide af mine jurister, så kan jeg ikke forestille mig andet, end at hun skal gå til den danskprøve. Men det er jo ikke den officielle afgørelse. Den kommer senere, når vi har behandlet hendes klage.