Vælger en byrådspolitiker eller et regionsrådsmedlem at holde fri i tre måneder, så SKAL de modtage løn i perioden. Politikerne bliver simpelthen tvunget til at få vederlaget ind på kontoen.
Det lyder barokt, men sådan er reglerne på området.
– Jeg spurgte, om jeg kunne frasige mig mit vederlag, men det kunne jeg ikke, forklarer Venstres folketingsmedlem Morten Dahlin.
Han er ligeledes byrådsmedlem i Greve, men har valgt at tage orlov fra det arbejde de kommende tre måneder for at fokusere på tjansen i Folketinget.
Morten Dahlin har valgt at donere pengene fra det byrådsarbejde, han kommer til at ikke udføre, til Greve Ungdomsbrandvæsen.
– Jeg havde foretrukket, at jeg bare kunne frasige mig pengene, men det kan man ikke. Jeg synes ikke, at jeg skal få skatteyderpenge ned i lommen, når jeg tager frivillig orlov på grund af arbejde, siger Morten Dahlin, der vurderer, at det drejer sig om cirka 20.000 kroner efter skat over de tre måneder.
Forpligtet
Reglerne, der giver politikerne løn, selvom de holder fri, kan findes i de såkaldte vederlagsbekendtgørelser for byrådspolitikere og regionsrådsmedlemmer.
Heri lyder det, at vederlaget først ophører, hvis man 'i en uafbrudt periode på 3 måneder' ikke har varetaget sit hverv.
Derudover påpeges det, at de pågældende politikere er 'forpligtet til at modtage' ydelserne.
I regeringen mener social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), at der er behov for et kritisk blik på reglerne.
'Der skal selvfølgelig være plads til, at man i en periode er væk for eksempel på grund af barsel og sygdom. Men hvis man er væk for at bruge tid på sit folketingsarbejde, vil ud at rejse eller lignende, så forstår jeg godt diskussionen, om det er rimeligt at få vederlaget – endda selvom man ikke ønsker det. Derfor er jeg også ved at gå reglerne igennem sammen med KL og Danske Regioner,' lyder det i en skriftlig kommentar til Ekstra Bladet.
Langt ude
Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, frygter imidlertid, at gennemgangen af reglerne vil trække ud.
– Måske bliver vi nødt til at fremsætte et beslutningsforslag i Folketinget, som pålægger Astrid Krag at få de regler ændret. Vi kan jo ikke blive ved med at snakke. Danskerne kan ikke forstå det her, siger han.
Også hos Enhedslisten mener man, at der er et akut behov for at ændre reglerne:
– Det er barokt, langt ude og spild af penge, sådan som det er i dag. Jeg tror, det bidrager til politikerlede, som er usundt for demokratiet, siger partiets demokratiordfører, Rosa Lund.