Ved du noget? Så kontakt Ekstra Bladets journalister ved at skrive til tf@eb.dk eller krypteret til jeppe.findalen@protonmail.com. Alle henvendelser behandles fortroligt.
Regeringen blev i efteråret 2020 orienteret af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) om, at Islamisk Stat har oprettet en børneafdeling i det afsnit i al-Hol-lejren i Syrien, hvor flere danske børn opholder sig.
Det kan Ekstra Bladet nu afsløre.
Dermed risikerer de indespærrede børn ikke kun at blive smuglet ud af lejren af terrorbevægelsen. Alene børnenes tilstedeværelse i al-Hol-lejren gør dem sårbare i forhold til at blive hvervet og radikaliseret af Islamisk Stat.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger blev regeringens fire ministerier Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Forsvarsministeriet og Statsministeriet i september orienteret af FE om, at Islamisk Stat var lykkedes med at oprette en gruppe under navnet Kalifatets Løveunger inde i selve al-Hol-lejren.
Regeringen advaret af FE: Islamisk Stat smugler børn ud fra fangelejrene
Videreførelse af IS-slægt
Ifølge efterretninger, som FE modtog fra en samarbejdspartner, opdagede man i august 2020, at Kalifatets Løveunger, der er Islamisk Stats afdeling for børnesoldater, havde etableret sig i lejrens lukkede anneks, hvor tusindvis af udenlandske børn har opholdt sig siden foråret 2019 - herunder flere danske børn.
FE orienterede den danske regering om sagen i september 2020.
I FEs fortrolige orientering til regeringen blev det samtidig oplyst, at Kalifatets Løveunger i al-Hol-lejen består af drenge, som af Islamisk Stat vurderes til at være gamle nok til at blive gift med piger i lejren og derved kan sikre videreførelsen af IS-slægten.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Det er uvist, hvorvidt danske drenge er en del af gruppen, men generelt vurderer FE ifølge Ekstra Bladets oplysninger, at det er meget sandsynligt, at IS har en interesse i at rekruttere nye medlemmer i netop lejrene, da mange af terrorbevægelsens krigere enten er blevet dræbt eller sidder fængslet.
Udvidet sikkerhedsrisiko
Derfor er det dybt bekymrende, at det nu viser sig, at Islamisk Stat også inde i lejrene er i fuld gang med at genopbygge sin hær og sikre fremtiden for terrorbevægelsen - det vurderer Mona Kanwal Sheikh, der forsker i transnational jihad og global sikkerhed ved DIIS.
- Det er alarmerende i forhold til hele debatten om en potentiel sikkerhedsrisiko for Danmark og for danskerne. Her har du en efterretningstjeneste, der peger på, at der er en udvidet sikkerhedsrisiko, hvis de her børn bliver rekrutteret eller kidnappet af IS, siger forskeren, som slår fast, at de nye informationer – sammen med Ekstra Bladets tidligere afsløringer – peger på, at Islamisk Stat for alvor er på vej tilbage:
Danske børn i fare: Islamisk Stat har udset sig 350 børn
- Det siger noget om, at de er i gang med en aktiv hvervekampagne, og at de jo langtfra er besejret, men har lagt en ny strategi for, hvordan de vil komme igen, siger Mona Kanwal Sheikh.
- Det er klart alarmerende, og det er en advarsel, som jeg baseret på IS’ strategi om at opfordre til angreb i Vesten synes, at danske politikere bør tage seriøst, siger hun.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Frygt for ny bølge af terrorangreb
Maja Touzari Greenwood, associeret forsker hos DIIS, kalder de nye oplysninger ’ekstremt bekymrende’ for de danske børn i lejrene.
- Det bekræfter det værst tænkelige scenarie, som vi har advaret om i et stykke tid. Nemlig at hvis de ikke tages tilbage, så ligger det ligefor med en ny bølge af terrorangreb fra Islamisk Stat.
Maja Touzari Greenwood pointerer, at de danske børn primært er af en yngre aldersgruppe, og at dette i højere grad er en advarsel om, at det kan blive farligt, hvis vi efterlader dem.
- Det er ikke befordrende for vores egen sikkerhed at have danske statsborgere der, som vi nu får antydninger om skulle trænes i at angribe deres hjemlande. Det er heller ikke befordrende for international sikkerhed.
Artiklen fortsættes under billedet ...
Kofod under voldsomt pres
Det er fortsat uvist, hvad regeringen foretog sig på baggrund af efterretningstjenestens orientering i september 2020.
Men udenrigsminister Jeppe Kofod har i den seneste uge været under et voldsomt pres, efter at Ekstra Bladet har afsløret, at regeringen også har modtaget efterretninger om, at Islamisk Stat har smuglet mindst 30 børn ud af lejrene, at der havde været planer om at udsmugle yderligere 75, samt at IS planlægger at hente 350 børn – ned til tiårs-alderen.
Så tynd er tråden Kofod hænger i
Udenrigsministeriet har på Ekstra Bladets spørgsmål henvist til Forsvarsministeriet, som ikke ønsker at kommentere sagen.
'Der er tale om et spørgsmål vedrørende mulige efterretningsmæssige forhold, og det kan Forsvarsministeriet ikke kommentere,' lyder det i en mail.
Udenrigsministeriet skriver derudover i en mail, at de 'følger børnenes helbredssituation i det omfang, som det er muligt under de givne omstændigheder', og at de rækker ud til humanitære organisationer, hvis et barn har brug for at blive tilset.
Jeppe Kofod har gentagne gange afvist at kommentere sagen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------