Hemmeligt dokument afslører: Sharia-sheik får 200 mio. kr. i huslejerabat

Statens udgifter til frasalget af statens vaccineproduktion vokser og vokser og ender på 470 mio. kr.

Sheik Abdulaziz Hamad Aljomaih fik ikke kun rabat på huslejen. Han sparede også 270 mio kr på købet af Statens Serum Institut.

Salget af vaccineproduktionen på Statens Serum Institut til sheik Abdulaziz Hamad Aljomaih og hans firma AJ Vaccines viser sig nu at blive endnu dyrere end forventet.

Det afslører et fortroligt aktstykke fra Sundhedsministeriet, som Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af. Heri fremgår det, at staten har fået nye udgifter i forbindelse med frasalget på 24,7 mio. kroner som følge af lagerændringer, øgede it-udgifter, ændringer i medarbejderforpligtigelser, samt en bod, man har betalt til AJ Vaccines, fordi man ikke rettidigt har kunnet frigive en vaccine.

I aktstykket bliver sheikens rabat – som var en betingelse fra hans side – for at leje SSI’s gamle lokaler, samtidig opgjort til 200 mio. over de næste fire år. Når man dertil lægger vaccineproduktionens aktiver og brug af konsulenter i forbindelse med salget, så ender de samlede udgifter på 470 mio. kr. for frasalget af statens vaccinefabrik, som sheiken i januar i år betalte 15 millioner kroner for.

Se også: Sharia-sheik købte for 15 mio: Staten brugte 30 mio. kr. på at finde ham

Udklip fra det fortrolige dokument, hvor huslejerabatten er opgjort.
Udklip fra det fortrolige dokument, hvor huslejerabatten er opgjort.
 

Amatøragtigt
Professor i offentlig organisation og ledelse Kurt Klaudi Klausen ryster på hovedet over den danske stats ageren i salget af vaccineproduktionen.

– Det her beviser jo blot alle fordomme om, at staten ikke evner at håndtere et salg som det her. Det bør virkelig mane til eftertanke.

– Det kan jo ikke nytte noget, at man forvalter skatteborgernes penge på en så amatøragtig måde, siger han.

Ekstra Bladet har tidligere afsløret, at en fortrolig rapport fra Finansministeriet vurderede, at salgsprisen for vaccineproduktionen burde ligge på 285 mio. kroner.

Og professor Anders Drejer fra Institut for Økonomi og Ledelse ved Aalborg Universitet undrer sig over, hvordan salgsprisen kunne blive så lav.

– Det er meget svært at se det gode købmandskab her. Det virker, som om prisen er havnet der, fordi staten enten har været meget desperate og uprofessionelle i salgsprocessen, eller fordi man af ideologiske årsager – om at staten ikke skal drive virksomhed – har tænkt, at man ville af med det uanset prisen, siger han.

Se også: Solgte til sharia-sheik: Nu er statens vaccinefabrik i skattely

Siden januar i år har 'AJ Vaccines' stået på skiltet ved indgang til Statens Serum Institut på Amager. Foto: Linda Johansen
Siden januar i år har 'AJ Vaccines' stået på skiltet ved indgang til Statens Serum Institut på Amager. Foto: Linda Johansen

Ingen kommentarer
Ekstra Bladet ville gerne stille sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) en række kritiske spørgsmål om udgifterne til salget af vaccineproduktionen.

Hun vil dog kun svare pr. mail, hvor hun skriver:

’Jeg har ingen kommentarer til en fortrolig orientering, som Ekstra Bladet uretmæssigt er kommet i besiddelse af gennem en læk fra finansudvalget, men at der har været betydelige underskud på vaccineproduktionen er dog ingen hemmelighed, og det var også den medvirkende årsag til, at den tidligere SR-regering tog initiativ til salget af SSI’s vaccineproduktion, et salg, som fandt sted, før jeg blev minister.’

Hun tilføjer:

'Jeg har siden jeg blev udnævnt som sundhedsminister i november sidste år arbejdet på at styrke Statens Serum Institut, så vi har et stærkt nationalt dansk beredskab på såvel det humane og veterinære område, så danskerne er godt beskyttet mod infektioner og sygdomsudbrud. Der er sammen med Danske Regioner taget initiaitver i økonomiaftalen i sommer, der er med finansloven afsat penge til en styrket kamp mod antibiotikaresistens, og der er med etableringen af det nye sammenlagte humane og veterinære beredskab og opbygningen af nye laboratorier på Seruminstituttet sikret, at Danmark er helt i front, når det handler om at have et stærkt infektionsberedskab.'

Se også: Eksperter efter vaccinesalg til saudier: Frygter for sikkerheden

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V). Foto: Polfoto
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V). Foto: Polfoto

Skabte selv underskud
Ellen Trane Nørbys argument med, at var betydelige underskud på vaccineproduktionen har også været brugt af andre sundhedsministre før hende.

Men underskuddet var langt hen ad vejen skabt af politikerne selv.

Det skete, da SRSF-regeringen i 2011 valgte at barbere priserne på børnevacciner ned, fordi en analyse viste, at svenskerne kunne indkøbe tilsvarende vacciner billigere på det private marked.

Manøvren betød, at vaccine-fabrikken over en fireårig periode ville få 139 millioner kroner mindre for at producere det samme.

Det hang ikke sammen – og et underskud var skabt. Allerede i 2012 var det hidtidige overskud vendt til et underskud på syv millioner kroner. Derfra gik det kun yderligere ned ad bakke.

Ifølge en redegørelse fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby viste det sig i øvrigt senere, at det – i forbindelse med et nedbrud i produktionen – ikke var muligt for danskerne at indkøbe vacciner til de svenske priser.

Se også: Solgte til saudiarabere: Nu skal minister forklare sig

Her er hele regnestykket

Statens udgifter ender på i alt 470 mio. kr. for salget af vaccineproduktionen, som sheik Abdulaziz Hamad Aljomaih betalte 15 mio. kr. for.

I et fortroligt aktstykke fremgår det, at staten tabte 17,2 mio. kr. mere end først forventet på det direkte salg. Oprindelig mente Sundhedsministeriet, at staten ville tabe 140,7 mio. kr. Det beløb svarer til netto-værdien af vaccinefabrikkens aktiver på 155,7 millioner kroner fratrukket salgsprisen på 15 mio. kr.

På grund af lagerændringer og medarbejderforpligtelser var netto-værdien dog reelt 17,2 millioner kroner højere, hvorfor tabet ved selve salget nu lyder på: 157,9 mio. kr.

Samtidig brugte staten ifølge aktstykket 1,5 mio. kr. mere på it-relaterede udgifter, herunder konsulenter. Samlet it-regning: 60 mio. kr.

Den danske stat har betalt en bod til sharia-sheiken, fordi man ikke kunne frigive en vaccine rettidigt: 6 mio. kr.

Sheiken får også en klækkelig huslejerabat, hvilket var et ufravigeligt krav fra ham. Han betaler de første fire år blot tre mio. kr. årligt i husleje for 30.000 kvm fabriksbygninger, der er væsentlig mere værd. Det betyder et tab på 50 mio. kr. årligt i fire år: 200 mio. kr.

Konsulentrapporten fra PWC, der analyserede sig frem til, at vaccine-fabrikken ville kunne indbringe 285 millioner kroner, koster: 3,1 mio. kr.

Ifølge et svar fra daværende barselsvikarierende sundhedsminister Karen Ellemann (V) til Folketingets sundhedsudvalg i marts blev der brugt finansiel og juridisk bistand ved handlen for: 35 mio. kr.

Derudover har der være andre konsulentopgaver på 16 mio. kr., der også gælder salget af en anden enhed under Statens Serum Institut, SSI Diagnostica. Ekstra Bladet har medtaget halvdelen: 8 mio. kroner

I alt 470 mio. kr.

Ekstra Bladet har blandt andet afsløret:

At fortrolige dokumenter fra de amerikanske myndigheder viser, at Aljomaih via medejerskabet af banken Arcapita har givet donationer til Det Muslimske Broderskab, som i flere lande er på terrorlisten.

At Aljomaihs nyoprettede danske selskab, AJ Vaccines, ultimativt er ejet af et selskab i skatteparadiset Cayman Islands.

En arbejdsgruppe nedsat af den daværende SR-regering på baggrund af en PWC-rapport vurderede værdien for vaccineproduktionen til 285 mio. kr., men salgsprisen endte på 15 mio. kr.

Det lykkedes til sammenligning for Holland i 2011 at sælge landets vaccineproduktion, som arbejdsgruppen konkluderer har lighed med den danske, for i alt 80 mio. euro svarende til knap 600 mio. kr.

226 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere