Henny blev vanrøgtet: Vi advarede DF-rådmand

Det krævede en uges skjulte plejehjems-optagelser, før DF-rådmand gad lytte til klager over plejesvigt og nedværdigende behandling, lyder det fra pårørende

Ekstra Bladet har tidligere talt med rådmand Jette Skive om plejesvigt i Aarhus Kommune. Video: Ernst van Norde

Det ligner hykleri, når DF-rådmand i Aarhus Jette Skive udtrykker overraskelse og forfærdelse over optagelser af plejesvigt og nedværdigende behandling af 90-årige Else på plejehjemmet Kongsgården.

Det fastslår pensioneret sygeplejerske Jette Rasmussen. 

Efter mange års forgæves kamp for værdig omsorg til den barnløse, demenssyge 91-årige faster, Henny, fik familien i maj 2017 sat skjult kamera op i boligen på plejehjemmet Sandkåsvej i Aarhus.

- Vi har for flere år siden advaret rådmand Jette Skive om plejesvigt. Vi har dokumenteret det over for kommunen med skjulte videooptagelser fra min faster og gudmors plejehjemsbolig, forklarer den pensionerede sygeplejerske

- Videoen blev sendt til Jette Skive, hvorefter jeg blev inviteret til møde på rådhuset, fortsætter hun.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Hennys med det voldsomme blå mærke på halsen. Privatfoto
Hennys med det voldsomme blå mærke på halsen. Privatfoto
 

Ydmygende
Optagelserne afslørede ifølge Ekstra Bladets kilder bl.a., at den 91-årige, demente kvinde bliver behandlet hårdhændet, hånligt og ydmygende.

På samme krænkende og grove måde, som en chokeret offentlighed var vidne til efter offentliggørelse af de omstridte TV2-optagelser med 90-årige Else på et andet af kommunens plejehjem. 

Ifølge Jette Rasmussen var det også hverdag, at Henny var iført en drivvåd ble. 

Men som i tilfældet med TV2's skjulte optagelser reagerede DF-rådmanden og hendes forvaltning altså først på de pårørendes nødråb gennem flere år, da kommunen blev præsenteret for uomtvistelig videodokumentation for plejesvigt. Det fortæller Jette Rasmussen.

Optagelser forældet efter straffeloven

Selve strafansvaret for, at Jette Rasmussen eller andre pårørende - muligvis ulovligt - har lavet skjulte optagelser fra fasterens plejehjem, er i dag forældet ifølge straffeloven.

Men det vil potentielt være ulovligt for Jette Rasmussen at dele optagelserne med Ekstra Bladet. Af hensyn til Jette Rasmussens risiko for politianmeldelse fra FOA eller kommunen betyder derfor, at Ekstra Bladet ikke kan se, vise eller beskrive optagelserne detaljeret.

Men de er altså overdraget til Aarhus Kommune, rådmand Jette Skive, politiet og Styrelsen for Patientsikkerhed.

Ingen blev afskediget
På mødet i juni 2017 deltog Jette Skive, en af hendes forvaltningschefer, områdesygeplejersken, plejehjemslederen samt Jette Rasmussen og en bisidder.

Forvaltningen erkendte på mødet, at fasteren Henny ikke blev plejet ordentligt og værdigt, oplyser Jette Rasmussen. Og at der blev aftalt forbedrede forhold for den demenssyge kvinde, som også skulle slippe for de værste plageånder blandt personalet. 

Trods løfter om det modsatte fik de afslørende optagelser ingen personalemæssig konsekvens, oplyser Jette Rasmussen. Tre måneder senere døde fasteren efter at have gennemgået et voldsomt vægttab. 

- Ingen blev afskediget, selvom der nok var et par stykker på det plejehjem, der ikke skulle arbejde sådan et sted. Derfor blev jeg meget vred og henvendte mig til politiet, gav dem videoen og anmeldte plejehjemmet, siger Jette Rasmussen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Henny med klokkesnoren om halsen: – Vi oplevede en dag, da vi kom hos min faster, at hun sad i sin kørestol ude på gangen. Var vasket friseret og fint klædt på; hendes lejlighed var pinligt ren. Det viste sig så, at der kom årligt kommunalt anmeldt tilsyn, forklarer Jette Rasmussen. Privatfoto
Henny med klokkesnoren om halsen: – Vi oplevede en dag, da vi kom hos min faster, at hun sad i sin kørestol ude på gangen. Var vasket friseret og fint klædt på; hendes lejlighed var pinligt ren. Det viste sig så, at der kom årligt kommunalt anmeldt tilsyn, forklarer Jette Rasmussen. Privatfoto
 

Efterforskning standset
Hun vedlagde også optagelserne i en klage til Styrelsen for Patientsikkerhed. Men styrelsen måtte ikke tage videoen med i behandlingen af sagen.

Efter et par måneder meddelte politiet, at efterforskningen var standset efter dialog med Aarhus Kommune.

Skjulte optagelser var sidste udvej

– Når man som pårørende oplever så megen svigt, så føler man stor afmagt, når det ikke hjælper at klage. Klager man til plejehjemmet, går det ud over beboeren, og klager man til kommunen, som vi havde gjort i adskillige år, inden 2017, så hjælper det heller ikke, siger Jette Rasmussen.

– Den eneste mulighed, man har for at dokumentere forholdene, er at optage video.

Sådan forklarer hun beslutningen om at lave skjulte optagelser fra fasterens plejehjemsbolig.

Flere års nyttesløse klager til plejehjemmet og møder med kommunen - der ikke tog de pårørende seriøst - førte til, at der en uge i maj 2017 blev opsat skjult kamera i fasterens plejehjemsbolig.

– Vi havde en begrundet mistanke om, at min faster hele dagen var indespærret på sin stue i en låst kørestol bag en låst dør uden mulighed for at tilkalde nogen. Vores hyppige besøg afslørede også, at Henny i perioder hverken fik morgen eller middagsmad, blev tvangsmedicineret og var udsat for grove overgreb, forklarer den pensionerede sygeplerske.

Hendes oplevelser med Styrelsen for Patientsikkerhed har heller ikke styrket tilliden til klagesystemet.

– Det har så mange klager, at man får at vide, at sagen nok vil tage et år at få en afgørelse. Det er jo skandaløst.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Rådmand Jette Skive (DF) var advaret om plejesvigt, lyder det fra niecen til demente Henny. Foto: Ernst van Norde
Rådmand Jette Skive (DF) var advaret om plejesvigt, lyder det fra niecen til demente Henny. Foto: Ernst van Norde

Rådmand: Jeg var rystet

Ekstra Bladet har forsøgt at få et interview med Jette Skive, men det har ikke kunnet lade sig gøre, oplyser hendes pressemedarbejder. I stedet har rådmanden sendt dette kortfattede citat til sagen:

'Jeg husker mit møde med Jette Rasmussen - jeg var rystet over at høre, hvordan beboeren blev behandlet. Jeg kan love jer for, at forstanderen på plejehjemmet fik påbud om at tingene skulle ændres. Jeg har sagt det før, og jeg siger det nu igen - det er ikke acceptabelt, hvis beboere bliver ignoreret og fagligheden mangler,' siger hun.

Dermed kommer Jette Skive ikke ind på, hvorfor kommunen var så længe om at reagere på de pårørendes opråb, og hvorfor de pågældende medarbejdere ikke blev fyret.

Områdechef: Vi satte flere ting i værk

Den ansvarlige områdechef i Aarhus Kommune, Jette Harreskov, har ligeledes givet en kommentar til Hennys sag.

Hun forsikrer, at kommunen reagerede på baggrund af mødet med Jette Rasmussen, men kommer heller ikke ind på, hvorfor det skete så sent, og hvorfor de pågældende medarbejdere ikke blev fyret.

'Efter mødet med Jette Rasmussen satte forstanderen og jeg flere ting i værk. Allervigtigst så arbejdede vi med at styrke kompetencerne hos medarbejderne i det at yde pleje og omsorg for mennesker med demens.'

'Vi fik også en demenstræner koblet på plejehjemmet og hun arbejdede aktivt med personalet og beboeren omkring at styrke fagligheden og hvordan man møder mennesker med demens. Mennesker med svær demens kræver høj faglighed.'

'Medarbejderne skal have indblik i at skabe nærvær og ro selv i de øjeblikke, hvor den demensramte kan blive udadreagerende og medarbejderen bliver udsat for vold.'

'I forhold til beboeren, så var det en samlet læge - og sundhedsfaglig vurdering, at beboeren pga. sin fremskredne demenssygdom ville have gavn af at bo på kommunens special-plejehjem. Det ønskede Jette Rasmussen ikke. Efter mødet med rådmanden aftalte vi møder med faste intervaller med Jette Rasmussen - det gjorde vi for at styrke samarbejdet og inddrage Jette Rasmussen så meget som muligt i plejen af beboeren,' lyder det.
 

1 af 2 En dag havde Henny kraftige blodudtrækninger hele vejen rundt om halsen. Plejehjemmet forklarede, at hun var faldet. Familien hælder dog mest til, at den gamle kvinde på en eller anden måde har hængt fast i den 'klokkesnor', som hun havde om halsen. Årsagen blev aldrig fundet. Privatfoto
2 af 2 En dag havde Henny kraftige blodudtrækninger hele vejen rundt om halsen. Plejehjemmet forklarede, at hun var faldet. Familien hælder dog mest til, at den gamle kvinde på en eller anden måde har hængt fast i den 'klokkesnor', som hun havde om halsen. Årsagen blev aldrig fundet. Privatfoto
870 kommentarer
Vis kommentarer