Henriksen angriber Vermund: Hun svigtede under flygtningekrisen

DF-topfigur beskylder Pernille Vermund for flygtninge-hykleri. Jeg har ondt af ham, lyder modsvaret

Foto: /ritzau/Mathias Svold/Jens Dresling
Foto: /ritzau/Mathias Svold/Jens Dresling

Pernille Vermund har ved flere lejligheder tordnet mod politikernes ’svigt’ under flygtningekrisen i september 2015.

Ikke mindst har Dansk Folkeparti været genstand for kritikken fra Nye Borgerliges formand.

Trods partiets mange mandater gjorde DF intet, da der strømmede flygtninge ind over den danske grænse, har Vermund pointeret.

Men nu går medlem af Dansk Folkepartis ledelse Martin Henriksen til modangreb.

Han mener, at Vermund har gjort sig skyldig i præcis det samme svigt, som hun kritiserer Dansk Folkeparti for.

Martin Henriksen hæfter sig ved et interview, som Vermund gav til Berlingske i september 2015
– midt under flygtningekrisen.

Her fortæller hun sammen med Peter Seier Christensen, at de vil stifte et nyt borgerligt parti. Under partiets mærkesager kan man bl.a. læse: Lavere topskat, periodevis grænsekontrol, og at Danmark skal tage imod FN’s kvoteflygtninge.

– Det er mærkeligt at observere, hvordan Vermund bruger rigtig meget tid på at kritisere alle mulige andre for, hvad de gjorde og ikke gjorde under flygtningekrisen. Når man så ser på, hvordan hun selv agerede, virker det ikke, som om det overhovedet var på hendes dagsorden, siger Martin Henriksen:

– Når man står midt i krise og kaos, så er det da tankevækkende, at man kommer med lettelser af topskatten, og at Danmark skal tage imod kvoteflygtninge.

Tankevækkende
Desuden undrer Martin Henriksen sig over, at Vermund ville have ’periodevis grænsekontrol’.

–Tænk, hvis Dansk Folkeparti havde sagt under flygtningekrisen, at vi skal have lidt grænsekontrol en gang imellem. Så er det da ikke sikkert, at vi faktisk havde fået den grænsekontrol, vi har mod Tyskland.

– Hvis Dansk Folkeparti havde sagt det, som Vermund sagde i interviewet, mens flygtningekrisen var på det højeste, så kunne man med rette have beskyldt os for at svigte, siger Martin Henriksen.

Har ondt af ham
Præsenteret for Martin Henriksens kritik er Pernille Vermund ikke sen til at gå til modangreb:

– Når man som menigt medlem skal forsvare partitoppens svigt i 2015, så kommer man måske ind imellem til at klynge sig til et halmstrå. Jeg har lidt ondt af Martin Henriksen. Det må være en irriterende rolle for ham at have, siger hun.

– Jeg tror, at de fleste danskere er klar over, hvor Nye Borgerlige står i udlændingepolitikken, siger Vermund, der igen retter en kritik af DF’s ageren under flygtningekrisen:

– Jeg vil håbe, at DF på et tidspunkt erkender, at de begik en fejl.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Pernille Vermund. Foto: Christer Holte
Pernille Vermund. Foto: Christer Holte
 

Vermund: Vi har hele tiden villet beskytte grænserne

– Pernille Vermund, er der ikke pointe i, at du meget gerne vil kritisere DF og andre for, at de ikke agerede hårdt nok, men at de ting, du selv lagde op til under flygtningekrisen, heller ikke var så hårdtslående?

– Årsagen til, at jeg overhovedet stiftede partiet, var, at politikkerne svigtede i sin tid. Vi har haft vores principprogram fra begyndelsen, og der står et ud af fem overordnede punkter om udlændinge. Det formoder jeg, at Martin Henriksen kender til.

– Men man kan jo komme til at gribe efter det halmstrå, man kan finde, hvis man bliver lidt desperat.

– Du har vel rykket dig siden dengang, hvor du snakkede om periodevis grænsekontrol, og at Danmark skulle tage imod kvoteflygtninge?

– Vi har stadig den holdning, at vi kan tage imod kvoteflygtninge den dag, der er styr på udlændingepolitikken.

Det er vel at mærke ikke kvoteflygtninge, der er islamiske, men folk, der kan leve efter vestlige værdier.

– Hvad så med grænsekontrollen: Skal den være periodevis eller permanent?

– Vi har hele tiden lagt op til, at vi vil beskytte vores danske grænser. Og at det må være en opgave for myndighederne at finde ud af, hvor der skal sættes ind. Når man ikke har fået styr på grænserne sydfra, så er vi nødt til at holde en fast, permanent grænsekontrol, siger Pernille Vermund og tilføjer:

– Skulle der en dag komme en situation, hvor Tyskland får styr på deres grænser, så er der ikke nogen grund til, at der står betjente ved grænsen. Men så længe, der er åbne grænser i Europa, er vi nødt til at have grænsekontrol.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Martin Henriksen. Foto: Rumle Skafte
Martin Henriksen. Foto: Rumle Skafte
 

Henriksen: Man kan altid diskutere, om man skulle have gjort tingene anderledes

– Martin Henriksen, I sad med rigtig mange mandater under flygtningekrisen, så hvis I havde været jeres opgave voksen, var der ikke kommet så mange mennesker ind over grænsen. Hvad siger du til den kritik?

– Det er altid nemt at sige det, når man står udenfor. Man kan altid diskutere, om man skulle have gjort tingene anderledes, men jeg er ikke sikker på, at vi kunne have gjort det, siger Martin Henriksen og fortsætter:

– Vi kunne have kastet Danmark ud i parlamentarisk kaos, hvis vi sagde, at Løkke ikke længere kunne være statsminister, hvis han ikke lukkede grænsen. Men hvis vi havde gjort det, kunne de røde hurtigt være kommet til magten.

Og det kunne betyde, at vi så ikke fik den grænsekontrol, som vi fik.

– Jeg tror heller ikke, vi havde fået gennemført mange af stramningerne, som vi efterfølgende har fået.

181 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere