Her er Alternativets nye borgmester

Gruppeformand Franciska Rosenkilde er valgt som ny kultur- og fritidsborgmester for Alternativet i Københavns Kommune i stedet for Niko Grünfeld

Franciska Rosenkilde imellem de to andre kandidater. Foto: Philip Davali
Franciska Rosenkilde imellem de to andre kandidater. Foto: Philip Davali

Det bliver Alternativets gruppeformand på Københavns Rådhus, Franciska Rosenkilde, der bliver partiets nye kultur- og fritidsborgmester.

Det står klart søndag eftermiddag ved et valgmøde i Vanløse, hvor medlemmerne af lokalforeningen i København afgav deres stemmer på en af de tre kandidater til posten.

Rosenkilde fik 97 af de 188 afgivne stemmer og kan dermed sætte sig i borgmesterstolen med en solid opbakning i ryggen.

Hun er 42 år og uddannet geograf, men har i mange år arbejdet som kok. Hun er desuden professionsbachelor i sundhed og ernæring.

- Jeg kan ikke se, at Alternativet på nogen måde er i splittelse. Jeg kan se, at vi har så mange medlemmer, der vil det her projekt, som er så vigtigt, var ifølge Ritzau de første ord fra den nye borgmester på scenen i Kulturstationen Vanløse.

Hun fortsatte:

- Nu har vi en ny kultur- og fritidsborgmester. Nu skal vi fandeme have gang i den bæredygtige omstilling.

Artiklen fortsætter under billedet.

Franciska Rosenkilde overtager posten fra Niko Grünfeld, der valgte at trække sig oven på sagerne om udgifterne til sit kontor på rådhuset samt forkerte oplysninger, han havde givet om sit cv.  

Grünfeld havde brugt 130.000 kroner på at indrette sit borgmesterkontor, og han havde pyntet sit cv med forkerte titler.

'Jeg gik ind i politik, fordi jeg troede på, at vi kunne lave politik på en ny måde og fremskynde en seriøs, bæredygtig omstilling.

Det tror jeg stadig på. Men det er sværere, end jeg havde regnet med. Og med større konsekvenser for min familie og mig selv, end jeg kan forsvare', skrev den nu forhenværende borgmester på Facebook som begrundelse for sin tilbagetræden.

Grünfelds afløser på borgmesterposten, Franciska Rosenkilde, fik 1893 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2017. Dermed var hun den kandidat på Alternativets liste, som fik fjerdeflest stemmer.

I sin tid i Københavns Borgerrepræsentation har hun siddet i Børne- og Ungeudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget.

294 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere