Her er Helles indvandrerplan

Regeringen fremlægger plan for integrationen, der skal få langt flere i arbejde.

Langt flere indvandrere og efterkommere skal i arbejde i løbet af de næste to år. Faktisk hele 30.000.

Det er kernen i regeringens nye integrationsudspil 'Alle skal bidrage', som statsminister Helle Thorning-Schmidt og flere andre ministre fremlægger onsdag kl. 11.00.

- Vi ønsker selvfølgelig at tage godt imod flygtninge i Danmark, men vi synes, det giver anledning til at spørge, om vi har taget godt nok i mod de flygtninge, der er kommet før... Og svaret er, at 'nej', det har vi ikke, lyder det bl.a. fra Helle Thorning-Schmidt om de 30.000 forløb, som regeringen vil sikre for både nytilkomne flygtninge samt indvandrere og efterkommere, der har været i Danmark i lang tid.

- Flygtninge skal ikke gøres til klienter, siger statsministeren og nævner, at planen indeholder markante ændringer af det treårige introduktionsprogram, hvor situationen i dag er, at kun en ud af 10 er i arbejde efter et år. Efter fire år er kun en ud af fire i arbejde.

Mulighederne for de nytilkomne flygtninge vil dække over alt fra almindeligt arbejde i virksomheder til eksempelvis nyttejob som strandopryddere, hvilket Thorning også nævnte i sin nytårstale.

Lever indvandrere ikke op til de nye krav, vil der blive trukket i ydelsen, siger statsministeren.

- I stedet for at kigge på, hvad folk ikke kan, når de kommer til Danmark, så vil vi nu se på, hvad de kan, siger økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R).

Den radikale leder siger, at Danmark fremover vil stille præcist de samme krav til indvandrere, som der stilles til alle andre danskere.

Koch-plan

Planen vil bygge ovenpå en delrapport fra Carsten Koch-udvalget, der udkom i januar.

Allerede dengang understregede beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen, at 'fortidens synder' ikke skulle gentages, når det kom til det stor antal flygtningen, der de seneste mange måneder er strømmet til Danmark fra bl.a. det krigshærgede Syrien:

V: Flygtninge skal presses på pengepungen

KL: Regeringens integrationsplan er et kærkomment skub

- Vi står lige nu med en helt aktuel udfordring med det stigende antal flygtninge fra blandt andet Syrien – og det er afgørende, at vi ikke gentager fortidens synder. Derfor er det vigtigt for os, at vi får forbedret integrationsprogrammet, for det fungerer ikke godt nok i dag, lød det fra Dam Kristensen (S), da delrapporten blev offentliggjort.

Regeringens integrationsudspil er blandt de absolut sidste store politiske manøvrer, inden Helle Thorning-Schmidt trækker i valgalarmen og sender det politiske Danmark i højeste beredskab. Valget skal som bekendt være afholdt inden 15. september, som er fireårsdagen for valget i 2011.

Se hele fremlæggelsen af 'Alle skal bidrage'-planen herover fra 11.00

264 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere