Her er planen: Afgørelsens time i Jensens hjemby

Lars Løkke og Kristian Jensen vil have et altafgørende landsmøde i Herning 21. september. Den står på nul fest, men dog street-food

Bølgerne er gået højt i Venstre gennem de seneste måneder. Få et overblik over forløbet her. Redigering: Kristian Hansen

Der er udsigt til, at den afgørende akt i dramaet om Venstre kommer til at foregå i Kristian Jensens hjemby, Herning, 21. september.

Dette er i hvert fald forslaget fra både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen selv, fremgår det af en indstilling til Venstres forretningsudvalg og hovedbestyrelse, som Ekstra Bladet er i besiddelse af. 

'Formanden og næstformanden foreslår at Landsmødet til afholdelse lørdag den 21. september i Herning, hvor det er muligt at fremrykke tidspunktet til rent logistisk', lyder det i indstillingen som er dateret 23. august.

Beslutningen om, hvor og hvornår landsmødet skal afholdes bliver endeligt truffet på et hovedbestyrelsesmøde lørdag.

Artiklen fortsætter under billedet ...

 

I første omgang var det planen, at landsmødet skulle afholdes i november. Men på grund af krisen i Venstre har Lars Løkke Rasmussen foreslået hovedbestyrelsen at fremrykke landsmødet.

Løkke har desuden forklaret, at han agter at søge genvalg som formand for Venstre på landsmødet.

Dermed er der udsigt til, at den intense magtkamp i Venstre når en konklusion om godt tre uger.

Arbejder på Ellemann
Flere steder i baglandet har man krævet Løkke og Kristian Jensens afgang. Venstres højborg Midtjylland - og dermed også den lokale forening i Herning - har sågar offentligt opfordret formandskabet til at trække sig.  

Flere medlemmer af Venstres folketingsgruppe har desuden krævet Løkke og Jensens afgang. Omvendt har andre folketingsmedlemmer offentligt bakket ikke mindst Lars Løkke op.

Ingen har endnu meldt sig som Løkkes modkandidat. Men stærke kræfter i Venstre arbejder på at køre Jakob Ellemann-Jensen i stilling.

Street food og ingen fest
Det endelige magtopgør på landsmødet vil ifølge indstillingen blive et komprimeret et af slagsen.

Normalt strækker Venstres landsmøde sig over to dage, men denne gang er planen, at landsmødet skal afholdes mellem kl. 9.30 og 17 den pågældende lørdag. Dermed bliver den normale aftenfest sløjfet - i stedet serveres der streetfood til alle landsmødets deltagere kl. 17.15-19.

Ifølge den foreslåede dagsorden holder Lars Løkke åbningstale som partiets formand, mens det imødesete valg af Venstres formand og næstformand er det ottende punkt på dagsordenen.

153 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere