Her er spørgsmålene Løkke ikke vil svare på til samrådet

I kølvandet på Ekstra Bladets afsløringer om statsministerens tætte forhold til en bestemt kvotekonge, er han nu kaldt i samråd. Han vil dog kun svare på ét ud af seks spørgsmål

Lars Løkke med den omtalte storfisker John-Anker Hametner Larsen fra Thyborøn. Foto: Ernst Van Norde
Lars Løkke med den omtalte storfisker John-Anker Hametner Larsen fra Thyborøn. Foto: Ernst Van Norde

Statsminister Lars Løkke er af S, EL, ALT og SF blevet indkaldt til et samråd i Miljø- og Fødevareudvalget  for at redegøre for sit forhold til kvotekonger.

Fik gave af kvotekonge
Det sker som følge af Ekstra Bladets afsløringer om en gave til Lars Løkke fra storfiskeren John-Anker Hametner Larsen. Gaven var et sommerhusophold i storfiskerens sommerhus i Skagen til en anslået værdi af 10.000 kroner.

Her til aften kunne Ekstra Bladet yderligere bringe en video, der viser et dansende statsministerpar til storfiskerens firmafest i marts 2017.

Statsministeren lod ellers tydeligt forstå på en samråd i november, at han intet forhold havde til storfiskeren, men kun havde mødt ham gennem LøkkeFonden.

Vil kun besvare ét spørgsmål
På det kommende samråd er Lars Løkke blevet bedt om at redegøre for seks spørgsmål:

1. Mener statsministeren, at han gav korrekte og fyldestgørende oplysninger om sin relation til de såkaldte kvotekonger under samrådet i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg 9. november 2017?

2. Er statsministeren enig med professor i offentlig forvaltning ved Syddansk Universitet Kurt Klaudi Klausen i, at statsministeren har udvist "ekstremt dårlig dømmekraft" og i professorens vurdering, som lyder "Desværre er det jo ligesom en mosaik, der danner sig om denne her mand af svag moral og dårlig dømmekraft", jævnfør artiklen "Ekstremt dårlig dømmekraft" bragt i Ekstra Bladet 17. januar

3. Er statsministeren enig med formanden for Transparency International Danmark Natascha Linn Felix, der til Ekstra Bladet 17. januar 2018 udtaler "Landets statsminister bør ikke modtage sådan en gave, det er soleklart". Og senere i samme artikel "Jeg undrer mig og bliver forarget over, at landets statsminister modtager så stor en gave og gør brug af den i en situation, hvor stramninger over for storfiskere er under behandling?".

4. Hvilke gaver og/eller ydelser har statsministeren modtaget fra de såkaldte kvotekonger?

5. Hvad er værdien af de gaver, som statsministeren har modtaget fra de såkaldte kvotekonger?

6. Har andre ministre i statsministerens regeringer modtaget større gaver, ydelser eller lignende fra de såkaldte kvotekonger?

Spørgsmålene er stillet af Maria Reumert Gjerding (EL), Roger Courage Matthisen (ALT), Simon Kollerup (S) og Trine Torp (SF).

Drejer sig om 'private forhold'
Lars Løkke meddeler dog her til aften, at han kun vil svare på ét af spørgsmålene. Nemlig spørgsmålet 1 om, hvorvidt han på et tidligere samråd har givet korrekte oplysninger om sin relation til kvotekonger.

- Og så vælger jeg at overhøre den her mærkelige insinuering om, at jeg skulle kende kvotekonger. Jeg ved ikke, hvad der gemmer sig bare den upassende bemærkning, sagde Lars Løkke den 9. november 2017, og tilføjede, at spørgsmålet var både 'ulækkert' og 'uværdigt'.

De fem resterende spørgsmål mener Lars Løkke drejer sig om 'private forhold' og ikke sin ministergerning. Han afviser derfor at besvare dem.

35 kommentarer
Vis kommentarer