11 kommuner i landet er har nu så lav en smitte, at de er under myndighedernes tidligere bekymringsgrænse på 20 smittede pr. 100.000 indbyggere.
Ét af de steder er i Tønder, hvor kun to indbyggere er testet positive inden for de seneste syv dage, viser tal fra SSI.
Her frygter borgmester Henrik Frandsen, at opbakningen til corona-indsatsen smuldrer, hvis ikke der nu kommer gang i en mere regional genåbning.
- Vi er klar til at lukke op.
- De steder, som har høje smittetal, har jo ikke gavn af, at vi lukker ned her i Tønder. Derfor synes jeg, det er en god idé at begynde at regionalisere genåbningen, efter hvor vi har høje og lave smittetal.
Dermed lægger borgmesterens sig i slipstrømmen på en række borgerlige politikere, som nu ønsker genåbning, der hvor smitten er lav.
Borgmesteren i Tønder mener, at Mette Frederiksen 'må have en dårlig dag', hvis hun ikke kan se det rigtige i at åbne mere i regioner med mindre smitte.
- Folk er ved at være trætte af corona og restriktioner. Hvis man igennem et længere stykke tid er lukket ned, uden man kan se logikken, så risikerer vi, at folk mister respekten for restriktionerne. Derfor er det så vigtigt, at restriktionerne passer til det smitteniveau, der er. Hvis man bliver ved med at overreagere, så er det ikke sikkert, vi kan fastholde accepten i befolkningen.
Henrik Frandsen skal dog ikke regne med, at statsministeren lytter til hans opfordring.
Mandag morgen gør hun under et skole-besøg klart, at genåbningen ikke kan speedes op.
- Selv om tallene på overfladen ser gode ud i Danmark, så ligger den britiske mutation og ulmer lige nedenunder og er snart den dominerende.
- Derfor kan vi ikke lave en større genåbning af Danmark, selv om vi selvfølgelig gerne vil det, siger statsministeren.
De får lov at vente
Hvis ikke logikken følger med, frygter Tønder-borgmesteren, at opbakningen smuldrer.
- Tønders borgere er meget omhyggelige med at leve op til kravene. Men det er de nok kun, så længe der er fornuft bagved, påpeger han.
Han oplevede mandag morgen selv det ulogiske i nedlukningen.
- Jeg fylder faktisk 60 år i dag, og jeg har fået en ny cykel i fødselsdagsgave. Den blev leveret, fordi jeg måtte jo ikke gå hen i cykelforretningen. Men som jeg talte med cykelhandleren om, så har han jo aldrig nogensinde - corona eller ej - trængsel i sin butik. Alligevel er han lukket ned.
Præcis hvilke dele af samfundet der kan åbne i Tønder og andre kommuner med lav smitte, er borgmesteren åben over for.
Det oplagte svar er de små næringsdrivende som eksempelvis frisører. Eller de store skolebørn. For Henrik Frandsen frygter ikke en flodbølge af mennesker fra resten af landet.
- Man tager ikke sit barn ud af skolen i Albertslund for at sende det til Tønder.
- Hos frisøren har de jo mange her fra kommunen, som bare venter på en tid. Hvis der ringer en fra Esbjerg, så får han alligevel nok lov at vente, lyder det fra borgmesteren, der sidder som løsgænger i byrådet, efter han sidste år forlod Venstre.
Henrik Frandsen understreger, at genåbningen skal ske regionsvis.
Nabokommunen Aabenraa har også en lav incidens på 18. Tallene er lidt højere i kommunerne Esbjerg, Haderslev og Sønderborg.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.