Her jubler de over Løkkes store plan

SUNDHEDSREFORM HITTER: - Det lyder spændende, at der nu kommer flere læger og flere funktioner hos os i lægehusene, siger praktiserende læge Birgitte Borup fra en af landets mest forgældede kommuner

53-årige Benny Sørensen fra Balle på Djursland var involveret i et trafikuheld i mandags og var derfor patient i Lægehuset i Trustrup onsdag. - Jeg har ikke overblik over sundhedsreformens betydning, men generelt synes jeg vores sundhedssystem fungerer godt, siger han. Foto Ernst Van Norde
53-årige Benny Sørensen fra Balle på Djursland var involveret i et trafikuheld i mandags og var derfor patient i Lægehuset i Trustrup onsdag. - Jeg har ikke overblik over sundhedsreformens betydning, men generelt synes jeg vores sundhedssystem fungerer godt, siger han. Foto Ernst Van Norde

Det er muligt, at der bliver grædt en del tårer over den nye sundhedsreform hos tilhængerne af regionsrådene, men i lægehuset i Trustrup 10 kilometer sydvest for Grenaa er holdningen diametral modsat hos praktiserende læge Birgitte Borup.

- Jeg synes, det lyder rigtig spændende, og det er kun dejligt, at der er kommet fokus på os, der arbejder i lægehusene, siger Birgitte Borup, til Ekstra Bladets reportere, der har fået tilladelse til at være fluer på væggen i forbindelse med hendes konsultation af en mandlig patient - ham vender vi tilbage til.

Lægehuset i Trustrup huser tre praktiserende læger og to sygeplejersker, og der er god gang i venteværelset sådan en onsdag i januar, hvor patienter med bopæl i en af landets mest forgældede kommuner - Norddjurs Kommune - får undersøgt sygdomme og skavanker.

- Der kan umiddelbart være stor økonomisk vinding ved, at vi i lægehusene nu får mere personale, flere funktioner og flere patienter. Det er her ude hos os, at det er billigst at behandle patienter, påpeger Birgitte Borup, der sidder i bestyrelsen i Praktiserende Lægers Organisation i Midtjylland.


Har fået en forsmag
De praktiserende læger fik en forsmag på sundhedsreformen, da de fra den 1. august i fjor fik overdraget behandlingsansvaret fra sygehusene af patienter med diabetes 2 og den kroniske lungesygdom KOL.

Regeringens udmelding om, at sundhedsreformen ikke medfører større ændringer for personalet på landets syge- og lægehuse, men derimod skal udmønte sig i flere læger og sygeplejersker synes også at være noteret med positivt fortegn hos Birgitte Borup.

Et nyt Sundhedsvæsen får hovedsæde i Aarhus og fem sundhedsforvaltninger spredt ud over hele landet skal fungere som styrende og administrative enheder for fem geografiske områder lig med de områder, regionerne dækker i dag.

- Jeg synes samarbejdet med regionerne har fungeret fint, men jeg er også sikker på, at det vil blive mindst lige så godt med den nye struktur, siger Birgitte Borup.

Antallet af patienter pr. praktiserende læge er steget siden 2012 og ligger i 2018 på det hidtil højeste niveau med 1.643 patienter pr. læge. 57 procent af praksis har mere end 1.600 patienter pr. læge i 2018 mod 46 procent i 2010. Det viser en analyse fra PLO (Praktiserende Lægers Organisation). Foto Ernst Van Norde
Antallet af patienter pr. praktiserende læge er steget siden 2012 og ligger i 2018 på det hidtil højeste niveau med 1.643 patienter pr. læge. 57 procent af praksis har mere end 1.600 patienter pr. læge i 2018 mod 46 procent i 2010. Det viser en analyse fra PLO (Praktiserende Lægers Organisation). Foto Ernst Van Norde

Skåret ind til benet i forvejen
Sundhedsreformen skal også udmønte sig i flere uddannede læger, efter at lægemanglen har været støt stigende i Danmark i det seneste årti. Antallet af praktiserende læger er faldet, mens antallet af patienter pr. læge er steget. To ud af tre praksis har lukket for tilgang af nye patienter, og 11 procent af de praktiserende læger er over 65 år.

I venteværelset i lægehuset i Trustrup sidder Benny Jørgensen og ømmer sig efter et trafikuheld for to dage siden, da en kvindelig bilist kørte ind i siden på ham.

Knubs i form af skrammer flere steder i ansigtet og et forhåbentlig mildt piskesmæld skal undersøges af Birgitte Borup, men inden da er den 53-årige smed fra Balle ikke bleg for at sige, at han 'overhovedet ikke har overblik over omfanget af konsekvenserne af sundhedsreformen', selv om han har læst lidt om den i aviserne.

- Jeg synes, sundhedssystemet i forvejen er skåret meget ind til benet, men jeg har heldigvis ikke den store erfaring med læger og sygehuse.

- Generelt er det dog mit indtryk, at vi har et godt og velfungerende sundhedssystem, og jeg kan godt leve med, at der kan være lidt ventetid, hvis man ikke har en alvorlig eller livstruende sygdom, siger Benny Jørgensen.

1 af 3 Praktiserende læge Birgitte Borup fra Lægehuset i Trustrup ved Grenaa glæder sig over udsigten til flere hænder og flere funktioner ude i lægehusene som konsekvens af sundhedsreformen. Foto Ernst Van Norde
2 af 3 Benny Møller kan godt acceptere ventetid i sundhedssystemet, hvis han har en sygdom eller lidelse, som ikke er alvorlig eller livstruende. Foto Ernst Van Norde
3 af 3 53-årige Benny Sørensen fra Balle på Djursland var involveret i et trafikuheld i mandags og var derfor patient i Lægehuset i Trustrup onsdag. - Jeg har ikke overblik over sundhedsreformens betydning, men generelt synes jeg vores sundhedssystem fungerer godt, siger han. Foto Ernst Van Norde
62 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere