Her skal 35 meter høje el-master op: Umulige at grave ned

Politikerne på Christiansborg forstår godt vestjydernes vrede over højspændingsledninger i horisonten, men selv hvis man graver de nye kabler ned, vil der skyde nye master op

Formand for Energi- Forsynings- og Klimaudvalget Thomas Danielsen forstår godt vestjyderne, men alternativet er nødvendigvis ikke bedre. Foto: Pressefoto
Formand for Energi- Forsynings- og Klimaudvalget Thomas Danielsen forstår godt vestjyderne, men alternativet er nødvendigvis ikke bedre. Foto: Pressefoto

Beboerne på strækningen fra Idomlund i Vestjylland og ned til Klixbüll syd for grænsen er ulykkelige ved tanken om, at de skal have 35 meter høje højspændingsmaster i deres baghave.

De vil gerne have de nye 400kv ledninger gravet ned, ganske som man gør det med andre strømførende ledninger i hele landet. Det vil koste omkring fire milliarder mere at grave ledningerne ned, og de penge har man ikke lige fundet i budgettet.

Svarer til 13 fodboldbaner
Det er bare ikke så simpelt at grave ledningerne ned, forklarer Thomas Danielsen (V), der er formand for Energi- Forsynings- og Klimaudvalget.

- Hvis vi nu rent teoretisk siger, at vi finder alle de milliarder, der skal til for at grave ledningerne ned på hele strækningen (cirka 170 kilometer, red.), så vil det rent praktisk stadig være umuligt at grave det hele ned. De her ledninger fører så meget strøm, at de bliver meget varme. Derfor skal der for hver 20-25 kilometer på strækningen opsættes såkaldte kompensations-stationer, og hver enkelt af de stationer vil fylde 13 fodboldbaner. Det vil blive en meget dyr løsning, især fordi det vil kræve ni af disse stationer på hele strækningen, siger V-ordføreren Thomas Danielsen.

Selvom løsningen bliver dyr, vil den stadig være en øjebæ for dem, som kommer til at bo i en kompensations-stations umiddelbare nærhed.

- Det vil ikke bare være en ledning, der stikker op af jorden og ind i den her kompensationsstation. Vi skal faktisk have 30 master af en højde på 25 meter omkring hver station. Så ligegyldigt hvilken løsning vi vælger, så vil der blive rejst master i området, siger Thomas Danielsen.

Regeringens holdning
Thomas Danielsen forstår godt vestjydernes frustrationer over, at de ikke slipper af med master i deres landskab.

- Jeg kan godt forstå, at folk gerne vil have dem gravet ned, men det kan ikke bare lade sig gøre. Jeg ønsker den løsning, der generer så få beboere og naturen så lidt som muligt. Det er også regeringens ønske, fortæller han.

På strækningen mellem Idomlund og Karlsgårde vil man fjerne de gamle højspændingsmaster, der bærer 150kv kabler. Disse kabler skal så overføres til de nye, større master. Derved bliver master flyttet ud af nogle byer og ud på marker.

- Man skal huske, at det her er en aftale, der blev indgået i 2016 mellem alle partier i Folketinget undtagen Enhedslisten og Alternativet, og det er konsekvensen af, at vi ikke kan grave alt ned, selvom vi gerne vil, siger han.

Ikke kun eksport
Årsagen til, at man vil have de nye store master og højspændingsledninger, er, at man ønsker at kunne eksportere mere, i takt med at Danmark skal omstilles til mere grøn energi, forklarer Thomas Danielsen.

Denne overskudsenergi vil man så sælge til andre europæiske lande, som måske ikke har nok overskud af energi.

Noget af den energi, der skal eksporteres, kommer fra Tyskland, og det frygter vestjyder er såkaldt 'sort energi', der er udvundet på atom- og kulkraftværker, forklarer Thomas Danielsen.

- I Nordtyskland går man mere og mere over til grøn energi, og den bliver ført over vores ledninger. Det er jo også blevet besluttet, at man vil afvikle atomkraftværkerne i Tyskland, så en dag vil det være ren grøn energi, forklarer Thomas Danielsen.

Han forklarer også, at statskassen vil komme til at tjene på ledningerne. Man forventer, at indtægter på eksporten vil være fire til fem milliarder i en periode på 40 år.

163 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere