Her vil Støjberg og Tulle lave nye stramninger

Regeringen og Dansk Folkeparti har lavet et udkast til et såkaldt paradigmeskifte i udlændingepolitikken. Socialdemokratiet er med på de fleste af stramningerne

Den hårde tone er et billede på den slåskamp, som lige nu udspiller sig på højrefløjen, hvor det handler om at være hårdest i udlændingespørgsmålet, lyder det fra Henrik Qvortrup (Producer: Martin Lorentsen)

Der kan meget vel være flere stramninger på vej på udlændingeområdet.

Dansk Folkeparti har meldt klart ud, at partiet i forbindelse med de kommende finanslovsforhandlinger med regeringen igen vil rejse kravet om et såkaldt paradigmeskifte i udlændingepolitikken.

Samme paradigmeskifte krævede Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti ligeledes ved juletid sidste år. Men kravet strandede, efter at DF og Liberal Alliance endte i et åbent skænderi om skattelettelser.

Ikke desto mindre nåede DF og regeringen, der har Inger Støjberg (V) som udlændinge- og integrationsminister, dengang at lave et udkast til paradimeskiftet. Udkastet indeholder ni punkter, som er blevet lækket til Politiken.

Herunder kan du se, hvad stramninger går ud på. Desuden har Politiken præsenteret de ni punkter for Socialdemokratiets udlændingeordfører, Mattias Tesfaye. Han understreger, at de partiet ser positivt på de fleste af stramningerne.

Her er stramningerne

Stramningerne har til hensigt at flytte fokus for en gruppe på 4.500 primært syriske flygtninge fra integration til hjemsendelse.

1. Der skal laves et nyt hjemrejseprogram, som skal træde i stedet for det nuværende integrationsprogram for flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus. I praksis er der tale om en gruppe på omkring 4.500 primært syriske flygtninge, som ikke er individuelt forfulgte. I stedet for at integrere flygtningene i Danmark skal de forberedes på at rejse hjem. Det ser S positivt på.

2. Det skal præciseres, at danskkundskaber ikke i sig selv skal gøre det nemmere at bevare opholdstilladelsen. Det ser S positivt på.

3. Flygtningebørns opnåede tilknytning til Danmark – uanset barnets alder – skal ikke tillægges vægt inden for de første 5 år af barnets ophold her i landet, når man skal vurdere, om de kan få inddraget opholdstilladelsen. Medmindre at det åbenbart vil stride mod barnets tarv eller imod Danmarks internationale forpligtelser. Det er S åbne over for.

4. Der indføres en erklæring, hvor den enkelte udlænding blandt andet erklærer sig indforstået med, at beskyttelsen i Danmark er midlertidig, og at vedkommende har pligt til at returnere, når forholdene i hjemlandet ændrer sig. Det ser S positivt på.

5. Den nuværende pligt for kommunen til at finde en permanent bolig, når det er muligt, udgår, når det handler om flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus. Det ser S positivt på.

6. Der indføres mulighed for såkaldt repatrieringsstøtte til såkaldt §7, stk 3-lande (primært Syrien), og beløbet forhøjes med 20.000 kroner til 156.543 kroner for flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus, hvis man repatrierer inden tre års ophold og dermed inden, man kan søge om familiesammenføring. Det ser S positivt på.

7. Hvis en flygtning med midlertidig beskyttelsesstatus giver afkald på sin ret til familiesammenføring, skal der kunne udbetales 1.000 kroner om måneden til op til to familiemedlemmer i hjemlandet. Familiemedlemmerne skal samtidig give samtykke til at give afkald på retten til familiesammenføring. Det er S ikke afvisende over for.

8. Den særlige kontante bonus på 6.000 kroner for at bestå prøven i dansk 2 bortfalder for flygtninge på den midlertidige opholdstilladelse. Det er S skeptiske over for.

9. Den nuværende integrationsgrunduddannelse (IGU) skal ophøre for flygtning med midlertidig opholdstilladelse. Det er S skeptiske over for.

Kilde: Politiken

444 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere