Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) forventer, at man snart vil kunne åbne for mere af kulturlivet.
- Regeringens udgangspunkt er, at vi skal kunne åbne så meget som muligt inden for kulturlivet så hurtigt som muligt, siger han til TV2 med henvisning til coronarestriktionerne.
De nuværende restriktioner, som indebærer, at blandt andet forlystelsesparker, zoologiske haver, museer og biografer holder lukket, gælder til og med søndag.
Derfor skal Folketingets partier i denne uge tage stilling til, om de skal forlænges.
Sundhedsministeriet har indkaldt partiernes sundhedsordførere til et møde om status på epidemien. Det bliver afholdt onsdag.
Magnus Heunicke oplyser til TV2, at Epidemikommissionen vil komme med en vurdering af hver enkelt restriktion.
Her skal der lempes
Kommissionen vil ifølge JP også lempe på restriktionerne for højskolerne.
Desuden anbefales det, at man inden for kulturlivet genåbner teatre, museer, biografer og biblioteker, skriver JP.
Det anbefales dog ikke at lempe på restriktionerne for nattelivet.
Her skal sidste udskænkning fortsat ske senest klokken 22, og stederne skal lukke klokken 23. Partybusserne er fortsat heller ikke velkomne.
Det er i sidste ende Epidemiudvalget, som tager stilling til, om restriktionerne skal lempes.