Statsminister Lars Løkke har for nylig antydet det. Men nu er det officielt.
Strømmen af flygtninge - der aldrig rejser hjem igen - betyder, at regeringen nu laver en markant opjustering af befolknings-prognosen for de kommende år.
'I den opdaterede befolkningsprognose ventes befolkningen at blive øget med knap 100.000 personer frem mod 2020 i forhold til befolkningsprognosen fra maj, skriver finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i et svar til Folketingets Finansudvalg.
Se svaret her.
Ifølge finansministerens svar til Folketinget rammer den hidtidige prognose fra maj sidste år helt ved siden af. Nu regner regeringen med, at befolkningen vil vokse med 97.000 personer mere, end det var forventet for et år siden, frem mod 2020. Det er borsen.dk., som har været vakse og skrevet først om svaret fra Claus Hjort, der kom i går.
I den hidtidige prognose forventede man, at der ville komme 22.000 'flygtninge og familiesammenførte til flygtninge' til Danmark i perioden 2016-2020.
Nu forventer man altså, at tallet bliver 119.000. Det fremgår det af svaret fra Claus Hjort.
Kan knække Danmark
Ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil det høje antal knække Danmarks sammenhængskraft i alle dimensioner, hvis ikke de nytilkomne i langt højere grad end i dag bliver selvforsørgende. Altså arbejder i stedet for at sidde derhjemme på overførselsindkomst.
Indvandrere på kontanthjælp: Her er chok-tallene
Finansministeren oplyser i øvrigt, at der kommer tal for, hvad det vil betyde for dansk økonomi i april, når det såkaldte konvergensprogram skal offentliggøres.
'Det afspejler alene ændringen i antallet af opholdstilladelser til flygtninge og familiesammenførte til flygtninge i perioden fra 2016-2019, således at antallet matcher forudsætningerne fra finansloven for 2016, skriver Hjort i svaret til Folketinget.
I finansloven regner regeringen med, at Danmark får 25.000 asylansøgere i år og 15.000 næste år. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) forklarede dog ved et samråd for nylig, at det er meget vanskeligt at forudse.
Det er ikke alle asylansøgere, der får lov at blive i Danmark, men den såkaldte anerkendelsesprocent er steget de senere år. I 2015 var det 85 procent af alle asylsager, der endte med en opholdstilladelse fra Udlændingestyrelsen.