Hjort bliver afkrævet garanti mod velfærdsforringelser

Finansministeren mener ikke, at det vil ramme velfærden at fjerne tilskud på 3,5 milliarder fra kommunerne

Afskaffelsen af et særligt likviditetstilskud på samlet set 3,5 milliarder kroner står højt på prioriteringslisten hos finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) under de igangværende forhandlinger om kommunernes økonomi.

Kommunerne mener, at det vil få alvorlige konsekvenser, især i landets yderområder, hvis tilskuddet sløjfes, og det får nu Enhedslisten til at afkræve finansministeren en garanti for, at velfærden ikke forringes.

Enhedslistens kommunalordfører, Rune Lund, vil rejse sagen i Folketingets spørgetid onsdag.

- Claus Hjort er utrolig opfindsom, når det handler om, hvordan regeringen kan tage penge fra kommunerne, mener Rune Lund.

- Finansministeren skylder en forklaring på, hvordan han kan blive ved med at påstå, at regeringens planlagte milliardbesparelser ikke vil gå ud over velfærden.

Finansministeren mener omvendt godt, at kommunerne kan klare sig uden de 3,5 milliarder.

- Hvis man digitaliserer, kan der frigøres ressourcer. På vejadministration kan der hentes betragtelige beløb, på jobcentrene kan man hente betragtelige beløb. Så selvfølgelig kan man effektivisere.

- Sandheden er, at det behøver ikke gå ud over nogen, sagde Claus Hjort Frederiksen torsdag til Ritzau.

67 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere