Dansk Folkepartis regnskab stemmer ikke med en remse om at betale EU-regningen, som formand Kristian Thulesen Dahl (DF) turnerede med i foråret 2016.
DF-formanden garanterede personligt for, at partiet betalte 1,6 millioner kroner tilbage til EU. Nu viser det sig i DF’s regnskab for 2016, at partiet kun betalte omkring en million kroner tilbage.
Ekstra Bladet kan afsløre, at resten af pengene til EU kom fra Morten Messerschmidts (DF) skandaleramte ’fond’ Meld, som skjult for offentligheden blev tømt for 612.500 kroner.
Et interview med DF-formanden på Christiansborg i foråret 2016 afslører, hvordan Kristian Thulesen Dahl lover at betale 1,6 millioner kroner. på intet tidspunkt nævner DF-formanden, at organisationen Meld skal betale omkring 40 procent af regningen.
Du kan høre det afslørende interview øverst i artiklen. I boksen nedenfor kan du se en række citater fra Kristian Thulesen Dahl til en række medier om regningen.
Messerchmidt talte også usandt
DF-formanden gentog ordene ’vi betaler’ om EU-støtte, som ’Dansk Folkeparti har haft glæde af’ i strid med reglerne til flere andre medier. De 1,6 millioner kroner var nemlig udelukkende gået til DF, og opfattelsen var klar: DF betalte hele beløbet.
Da pengene var overført, forsikrede også medlem af Europa-Parlamentet Morten Messerschmidt, at partiet svarede sit til EU.
- Vi har gjort, hvad vi sagde. Betalt den del, der har med DF at gøre, sagde partiets europæiske stemmesluger til Ritzau 23. juni 2016.
Dansk Folkepartis manøvre med kun at betale en del af regningen til EU gjorde, at organisationen Meld blev tømt til sidste eurocent.
Meld havde ellers også en anden udestående gæld til EU på 1,3 millioner kroner, som med DF’s kontostøvsugning aldrig er blevet betalt.
Meld og Feld gik nemlig i formel betalingsstandsning en måned senere ifølge byretten i Paris.
(Artiklen fortsætter efter grafikken)
DF’s kasse- mester: Det er regnskabs-teknik
Den organisatoriske næstformand i DF, Carl Christian Ebbesen, afviser, at Kristian Thulesen Dahl har talt usandt. Når DF-formanden sagde ’vi betaler’, så dækkede det angivelig over DF, Meld og Feld.
– Vi har betalt 1,6 millioner kroner tilbage til Europa-Parlamentet. De 612.000 kroner er fra Melds konto, mens en million kroner er fra Dansk Folkeparti, forklarer DF’s organisatoriske næstformand, Carl Christian Ebbesen.
– Hvorfor betalte DF ikke de 1,6 millioner kroner, som Kristian Thulesen Dahl i maj 2016 sagde, at I ville betale?
– Nu stiller du mig et spørgsmål, som jeg ikke er enig i. Der tænker han (Thulesen Dahl, red.), at det er Meld, Feld og Dansk Folkeparti, der gør det.
Carl Christian Ebbesen forklarer, at hvis DF havde betalt hele beløbet på 1,6 millioner kroner, så havde der stadig været penge i Melds kasse ved nedlukningen. Men det ville man undgå.
– Det er rent regnskabsteknisk. Så DF, Meld og Feld ikke kommer til at betale til det ulovlige gyldne håndtryk.
– Hvor kommer de 612.000 kroner på Melds bankkonto fra?
– Jamen det er jo kontingentpenge til foreningen (Meld, red.), som medlemmerne har betalt. Det skulle du gerne have fået at vide af Erik Bjørn (Messerschmidts spindoktor, red.).
– Hvordan kan du som regnskabsmand sige, at pengene på Melds konto var kontingentmidler?
– Det kan jeg heller ikke. Det siger Erik Bjørn. Jeg har hverken lod eller del i den del. Det kan jeg jo ikke svare for.
– Hvorfor skulle de 612.000 kroner lige gå til at betale jeres kampagner og ikke andre krav fra Europa-Parlamentet?
– Svaret er det samme. Pengene, som DF har fået, skal tilbage til Europa-Parlamentet. Det gyldne håndtryk skal hentes hos dem, som har udbetalt det.
– Derfor bliver pengene (de 612.000 kroner, red.) efterfølgende reserveret på en spærret konto, så vi kan betale tilbage sammen med den million kroner, som Anders Vistisen opgør (21. oktober 2016, red.).
Det var dog først efter de nye afsløringer af Melds pengemisbrug i efteråret 2016, at DF besluttede, at partiet ville sætte penge ind på en spærret konto. 21. oktober 2016 hævdede DF stadig, at partiet havde betalt hele beløbet på 1,6 millioner kroner tilbage.
Hverken Kristian Thulesen Dahl eller Morten Messerschmidt vil kommentere sagen.