Der er ikke blot Benny, Kjeld og Børge, som står klar med dannebrogsflag uden for portene på Visborggård.
Inger Støjberg har lagt den himmerlandske landsby ned med trafikprop og kø-kaos, efter folk er valfartet til Visborg for at markere slutningen på Støjbergs afsoning af 60 dages ubetinget fængsel efter rigsretsdommen i december.
En broget forsamling af DF-afhoppere, hardcore Inger-fans, nysgerrige lokale og familie og venner har taget turen og pænt stillet sig i selfie-køen, der snegler sig gennem herregårds-parken, for at kunne trykke hånd og få et billede med den dømte politiker.
Rigsretsdom helt ok
Selv Fremskridts-partiets tilbageværende overlevere har Ekstra Bladets udsendte spottet på en af de mange til lejligheden inddragede P-pladser.
Ifølge betjente på stedet er der kl. 15.00 mødt ca. 1500 frem på slotspladsen plus de folk, der står i kø.
Og rigsretsdommen afskrækker ikke folkemasserne.
- Der er så mange forkerte domme i det her land. Hun fortjente det ikke. Og nu er hun fri, siger Bjarne Jensen fra Frederikshavn.
- Hun er den bedste pige. Jeg vil vise hende, at jeg støtter hende fuldt og helt, siger Lennart Hornemann, der holder pause fra banearbejdet mellem Aarhus og Langå, for at møde op i arbejdstøj og takke Støjberg i porten til Visborggård.
- Tror du hun stifter et parti?
- Det håber jeg!
Også blandt vraggodset fra Dansk Folkeparti, de seks DF-afhoppere, er der mødt repræsentanter frem i dag.
- Hun er en politiker, man kan mærke. Det rører mig ikke, at hun har været igennem en skueproces i rigsretten, siger Hans Kristian Skibby.
- Hun blev trods alt dømt af 25 ud af 26 dommere...
- Jo. Men politik handler om tillid. Og jeg mere tillid end nogensinde til Inger Støjberg, siger den tidligere DF'er, der har annonceret, at han håber, Inger Støjberg stifter et nyt parti.
Den tidligere integrationsminister og Venstre-profil har Kr. Himmelfartsdag inviteret folk og fæ til 'takkefest', som er blevet flyttet til den lokale herregårs slotsplads, der forventes at kunne, klare at danne rammerne om begyndelsen på et måske nyt politisk kapitel i den rødhårede eks-ministers karriere.
Støjberg inviterede for to uger siden i et opslag på Facebook til festen og skrev, at hun ville takke for opbakningen i form af en takkefest, hvor hun byder på kage, kaffe, øl og musik.
Inger Støjberg blev i december erklæret uværdig til at side i Folketinget af sine nu forhenværende politikerkollegaer.
Men i modsætning til mange af dem har hun mødt massiv opbakning og støtte fra både lokale forløbet med rigsretssagen, som hun selv kalder barnebrudssagen.
Inger Støjberg ventedes at holde tale kl 15.00 torsdag eftermiddag. Men det er indtil videre udskudt med 30 minutter, da hele køen skal nå at hilse på hende.