Holst skal redegøre for 'komplet sort snak' i interview

Nedlæggelsen af Irakkommissionen fortsætter med at gøre livet surt for forsvarsminister Carl Holst

Carl Holst. (Foto: Jens Dresling)
Carl Holst. (Foto: Jens Dresling)

Forsvarsminister Carl Holst (V) er endnu en gang kommet i strid politisk modvind, efter han mandag aften deltog i et interview i Deadline på DR2.

Her mener Socialdemokraternes medlem af forsvarsudvalget Trine Bramsen, at den nye forsvarsminister leverede 'komplet sort snak' og vil derfor nu afkræve et svar fra Holst via et såkaldt §20-spørgsmål.

Trine Bramsen mener, at Carl Holst på ny såede tvivl om grundlaget for Danmarks deltagelse i Irak-krigen, da han blev spurgt ind til, hvad han i august mente med et citat, hvor han bl.a. sagde: 'Vi gik i krig, fordi der var masseødelæggelsesvåben. Den begrundelse var forkert. Slut.'

I interviewet i Deadline i aftes understregede Carl Holst imidlertid, at det ikke var hans budskab:

- Mit budskab var, at alle ved, hvorfor vi gik i krig. De overhørte Sikkerhedsrådets krav. Men i den folkelige debat, mand og mand imellem i kølvandet på beslutningen om at gå i krig, der spillede masseødelæggelsesvåben en rolle. Og der har jeg det bare sådan, at det skaber altså politikerlede, hvis man som folkevalgt kun læser op af det, der står på papiret ift. en juridisk kontekst, uden at man har bevidstheden om, at man også kan tale sig ind i det, der foregår mand og mand imellem.

Sort snak

Men det svar skaber flere spørgsmål end svar, mener Trine Bramsen, der altså nu afkræver et svar fra forsvarsministeren.

- Det er bare endnu et eksempel i rækken af komplet sort snak fra Carl Holst og et eksempel på, at han slet ikke har sin argumentation i orden. Han roder rundt i argumenter og i bevæggrundene for Danmarks deltagelse i krigen i Irak, siger Trine Bramsen og mener, at det underminerer regeringens beslutning om at nedlægge Irak-kommissionen.

- Det er meget alvorligt. For det peger jo i retning af, at der ikke er noget godt argument for at nedlægge den kommission, når han ikke kan give et entydigt svar på, hvorfor, siger Trine Bramsen

Socialdemokraten har fået nok af det, hun mener, er skiftende forklaringer:

- Den ene dag er forklaringen, at man blev klogere på spørgsmålet om masseødelæggelsesvåben. Den næste dag handler det om borgerne i Rødding, siger Trine Bramsen med henvisning til endnu en udtalelse fra Carl Holsts deltagelse i Deadline.

Her forklarede Carl Holst, at befolkningen ville opfatte ham som virkelighedsfjern, hvis han ikke forholdt sig til de manglende ødelæggelsesvåben i Irak:

- Altså, helt ærligt, hvis jeg til Hr. og Fru Pedersen i Rødding sagde, at 'Masseødelæggelsesvåben har aldrig spillet en rolle i den folkelige debat', så ville folk jo tro, at jeg var virkelighedsfjern.

To diskussioner

Carl Holst forsøgte flere gange at understrege, at han som forsvarsminister vil skelne mellem den juridiske begrundelse og den folkelige debat om den omstridte krig:

- Jeg har redegjort for, hvad var lovgrundlaget ift. Folketingets beslutning. Og hvad har min holdning så været ift. den folkelige debat. omkring masseødelæggelsesvåben, som var et emne i den folkelige debat, mand og mand imellem. Et var et juridisk grundlag for at gå i krig. Det var et element i det. Og så forholder jeg mig også til som folkevalgt, at i den folkelige debat, der var der også andre ting, der var med i debatten, sagde Carl Holst bl.a.

Det har ikke været muligt at træffe Carl Holst for en kommentar. Forsvarsministeren henviser til et svar afgivet til Folketinget d. 14. august 2015:

RETTELSE:

Det fremgik tidligere af artiklen, at Trine Bramsen var forsvarsordfører. Det er ikke korrekt. Hun er almindeligt medlem af forsvarsudvalget. Henrik Dam Kristensen er forsvarsordfører.

180 kommentarer
Vis kommentarer