Holsts forklaring vakler: CV belaster forsvarsministeren

Carl Holst afviser, at han havde personlig assistent i Region Syddanmark til at føre skattebetalt valgkamp for ham. Men på hjemmeside beskrives medarbejderen netop som 'personlig assistent'

(Foto: René Schütze/Screendump)
(Foto: René Schütze/Screendump)

Mistanken om Carl Holsts brug af en medarbejder i Region Syddanmark, der er anklaget for at have ført folketingsvalgkamp og være personlig assistent for den tidligere regiosnrådsformand, stiger nu til nye højder.

Det er et CV på Holsts spindoktor, som belaster forsvarsministerens tidligere forklaring i sagen.

Carl Holst lander nu i en ny møgsag. (Foto: Jens Dresling) Dansk politik - 12. sep. 2015 - kl. 10:16 Ny møgsag: Holst beskyldes for skattebetalt V-valgkamp

I går afviste Carl Holst i Ekstra Bladet, at Christian Ingemann - der efterfølgende er blevet ansat som spindoktor for Holst i Forsvarsministeriet - var ansat til at være personlig presserådgiver og assistent for den sønderjyske Venstre-profil.

- Jeg kan bare sige, at Christian Ingemann ikke har været min personlige assistent, lød det fra Carl Holst, som dog ikke kunne afvise, at Ingemann havde foretaget enkelte opgaver af den karakter.

- Jeg skal da ikke udelukke, at der er tilfælde, hvor jeg har sagt: 'Jeg har skrevet det her indlæg. Er du ikke sød lige at sende det?'

- Også med Christian Ingemann?

- Jeg skal ikke kunne udelukke det. Men jeg kan udelukke 100 pct., at det var hans primære funktion, slog forsvarsministeren kategorisk fast.

Se også: Skattebetalt valgkamp: Holst kan ikke udelukke 'andre gråzoner'

Siger noget andet
Men på Christian Ingemanns tidligere arbejdsplads, Kommunikationsbureauet Kyster Presse, har det fremgået om den tidligere regionsansatte, at han netop var 'Carl Holsts p.a. (personlige assistent red.) og personlige presserådgiver.'

Christian Ingemanns CV er nu blevet fjernet fra Kyster Presses hjemmeside.

CV-oplysningerne ryster Carl Holsts tidligere kollega i regionsrådet, Socialdemokraternes gruppeformand Karsten Uno Petersen:

- Det harmonerer enormt dårligt, at Carl Holst selv var ude at afvise, at han var personlig assistent, når der så står om Ingemann, at det var det, han var, siger Karsten Uno Petersen til Ekstra Bladet.

Socialdemokraterne vil nu - på linje med et bredt flertal af både venstrefløjspartierne samt de konservative og Dansk Folkeparti - have undersøgt Ingemanns stilling og Holsts brug af ham nærmere.

- Det var Carl Holst og regionsdirektøren selv, der besluttede, at han skulle ansættes. Det hørte vi aldrig noget til. Og jeg kendte intet til den her stilling, som under alle normale omstændigheder ville være noget, der skulle besluttes i rådet, siger Karsten Uno Petersen.

Stoppede samtidigt
Ekstra Bladet beskrev i går, hvordan Carl Holst som regionsrådsformand i Region Syddanmark selv var aktiv i beslutningen om at opslå en projektstilling, der endte med at gå til Christian Ingemann.

Se også: Notat: Holst fik selv slået stilling op til udskældt medarbejder

Derudover blev Christian Ingemanns projekt i 'Smart Vækst og Velfærd' desuden betragtet afsluttet dagen inden folketingsvalget d. 18. juni. Ingemann stoppede endeligt 10 dage efter, dagen inden Carl Holst udpegedes som forsvarsminister af hans personlige ven, statsminister Lars Løkke Rasmussen.

21. august blev Ingemann så ansat påny under Carl Holst - denne gang som spindoktor.

Christian Ingemann ønsker ikke at udtale sig om sagen, og Carl Holst har ikke yderligere at tilføje.

1 af 2 Carl Holst (foto: René Schütze)
2 af 2 (Foto: René Schütze/Screendump)
149 kommentarer
Vis kommentarer