Hotel-chefer om revisions-frås: Det er ikke rimeligt

Hoteldirektører undrer sig over, at Rigsrevisionen har blæst på rabataftale og boet på dyrere hoteller

Rigsrevisionen har særligt været glad for at benytte hotelkæden Radisson. Det har betydet, at man ofte ikke har benyttet sig af statens særlige rabataftale. Foto: Asger Rye Borbjerg
Rigsrevisionen har særligt været glad for at benytte hotelkæden Radisson. Det har betydet, at man ofte ikke har benyttet sig af statens særlige rabataftale. Foto: Asger Rye Borbjerg

Rigsrevisionen har i en lang række tilfælde ikke benyttet sig af den rabataftale, staten har med hoteller rundt om i landet. I stedet har statens vagthund benyttet dyrere hoteller i de pågældende byer.

Se også: Se dokumentationen: Her har Rigsrevisionen blæst på rabataftale

Størrelsen på de rabatter, som staten får via den særlige hotelaftale, er fortrolig af hensyn til hotellernes konkurrenceforhold. Derfor vil hverken Moderniseringsstyrelsen eller hotelbranchen oplyse de præcise takster for hvert hotel.

Men Ekstra Bladet har været i kontakt med flere hoteldirektører, der bekræfter, at rabatterne er betydelige.

Af aktindsigten fra Rigsrevisionen fremgår det eksempelvis, at medarbejderne i perioden slut maj 2015 til april 2016 har haft to overnatninger på det centrale Hotel Aalborg, som er med i aftalen. Her lød prisen pr. overnatning på blot 600 kroner.

Men i samme periode valgte Rigsrevision at bo en række gange på andre Aalborg-hoteller i samme område for langt højere beløb. Eksempelvis er vagthundenes nordjyske favorithotel Radisson Aalborg til 995 kroner pr. nat.

– Jeg kan bekræfte, at 600 kroner på overnatning er vores pris i aftalen med Staten. De hoteller, som du nævner, ligger alle sammen inden for 1000 meter fra vores. Jeg synes ikke, at det er rimeligt, at staten ikke overholder deres del af aftalen. Det er ganske urimeligt, at man bliver ved med at bruge hoteller, som ikke er med i den nuværende aftale, siger hotelchef Bo Kikkenborg fra Hotel Aalborg.

Se også: Statens vagthund i pinlig bommert: Taget i hotel-frås

Rabat i Horsens
Et andet tilfældigt valgt eksempel er fra Horsens. Her har Rigsrevisionen haft fire overnatninger i perioden. Ikke en eneste af gangene på Scandic Bygholm Park, som er med i rabataftalen.

I stedet har man boet på Hotel Danica til 895 kroner pr. nat. Havde Rigsrevisionen i stedet valgt Scandic Bygholm Park havde skatteborgerne sparet penge, forklarer Salgs- og Marketingdirektør, Casper Puggaard, i en mail:

’Generelt kommenterer Scandic af fortrolighedshensyn ikke på kundekontrakter, men kan i dette tilfælde bekræfte, at Scandic Bygholm Park er med i Moderniseringsstyrelsens hotelaftale med en værelsespris, der ligger under prisen, du angiver i din mail. Det ærgrer os selvfølgelig, at Statens forhandlede priser i Horsens-området ikke er nået ud til den pågældende gæst, skriver han.

39 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere