Med Pia Kjærsgaards nye titel som formand for Folketinget følger en pæn stigning i husstandsindkomsten på 846.000 kroner om året.
Alligevel vil hendes mand Henrik Thorup holde fast i et af Christiansborgs fedeste ben. Nemlig posten som statsrevisor, der udløser et årligt vederlag på 312.000 kroner.
Det forklarer han til Ekstra Bladet efter hustruen fredag blev valgt til landets næsthøjeste embede. Kun overgået af Dronning Margrethe i prestige og med en årsløn som statsministeren. Nemlig 1,47 millioner kroner.
Typisk udpeger partierne statsrevisorer fra deres folketingsgrupper. Henrik Thorup har imidlertid aldrig været valgt som MF’er.
Men efter Dansk Folkepartis knusende valgsejr er folketingsgruppen nu vokset til 37 mandater. Dermed er der langt flere erfarne og egnede MF’ere at vælge i mellem, end da Pia Kjærsgaard skaffede ægtefællen statsrevisorposten tilbage i 1998.
– DF har fået et fantastisk valg … skal du så fortsat være statsrevisor?
– Ja det skal jeg. Det skal jeg, lyder det fra Henrik Thorup, da Ekstra Bladet fanger den synligt stolte ægtemand på Christiansborg.
– Burde det ikke være en fra den (DF’s) meget store gruppe?
– Nej, det har noget med erfaring at gøre. Det har det altså. Det er væsentligt, at kontinuiteten er ens, fastslår Henrik Thorup, der sidste år blev genvalgt til statsrevisor for en ny fireårig periode. Partierne skifter dog ofte ud på posten undervejs. Typisk når der skal findes attraktive poster til fremtrædende gruppemedlemmer. (Artiklen fortsætter under faktaboksen)
Men det bliver ikke tilfældet i DF, lod også Pia Kjærsgaard forstå, da Ekstra Bladet spurgte hende til sagen.
– Denne her post som statsrevisor, som din mand har – nu I er så mange i gruppen, har I så overvejet, om den skulle gå til en fra gruppen?
– Ved du hvad, jeg holder meget af Ekstra Bladet, fordi så kan vi gøre vores regnskab op derhjemme og finde ud af, hvad vi virkelig har på kontoen. Så tak for det, lød det fra Pia Kjærsgaard.
Sejrsikker Pia K sender stikpille til Nyrup
Bemærkningen om husholdningsregnskabet var en henvisning til, at Ekstra Bladet fredag bragte en oversigt over hr. og fru Kjærsgaards indtægter på politik og politiske ben.