Torsdagens dom i landsretten, hvor DF blev dømt til at betale 15 nye danske statsborgere hver 10.000 kroner, fordi de uretmæssig blev hængt ud i en avisannonce, kan resultere i et massivt millionkrav til Kristian Thulesen Dahls tropper.
Over 200 mennesker har nemlig henvendt sig til forsvarsadvokat Poul Hauch Fenger, som har ført sagen.
- Det har været ret overvældende. Henvendelserne har væltet ind, forklarer han.
Poul Hauch Fenger mener, at torsdagens dom er principiel og opfordrede derfor de øvrige 685 navngivne personer - som DF hængte ud for at være potentielle terrorister - til melde sig på banen, hvis de vil også vil gøre krav på erstatning.
- Når folk henvender sig skal de oplyse navn, cpr-nummer, adresse, så jeg kan kontrollere, at de faktisk optrædte i annoncen, forklarer han.
Henvender alle 685 mennesker sig kan DF blive mødt med et erstatningskrav på knap syv millioner kroner.
Advokat med bitter gave til Pia: Millionkrav kan ramme DF
Så stort bliver beløbet næppe, vurderer Poul Hauch Fenger, men han tror at det samlede antal erstatningsberettigede kan blive væsentlig højere end de godt 200 som altså har rakt hånden i vejret allerede.
- Jeg forestillede mig henvendelserne ville stilne af. Men da jeg åbnede min mail her til morgen var der endnu flere, som havde meldt sig.
Et rent æg
Dansk Folkeparti har varslet, at man vil forsøge at få sagen for Højesteret. Men advokat Poul Hauch Fenger tvivler på, at sagen kommer så vidt.
- Men en sådan sag ville jeg imødese med stor fortrøstning, påpeger advokaten, der henviser til, at hans klienter vandt sagen 6-0; med dommerstemmerne 3-0 både i by- og landsret.
Han har endnu ikke sat nogen deadline på, hvornår folk skal henvende sig, hvis de vil have advokathjælp til at stille krav over for Dansk Folkeparti. Det afhænger bl.a. af den mulige ankesag.
Symbolsk beløb
Helt lavpraktisk vil han til den tid sende et samlet krav - en såkaldt forligsskrivelse - til partiet, hvor han formentlig vil oplyse hver enkelt nydanskers kontonummer således, at DF kan sætte pengene direkte ind på hver enkelts bankkonto.
Hvorvidt advokaten vil opkræve betaling for hjælpen, har han endnu ikke afgjort med sig selv. Men i så fald bliver det et 'lille symbolsk beløb', forklarer han.
Med andre ord skal folk som er blevet nvænt i annoncen altså ikke holde sig tilbage med at henvende sig, lyder det fra advokat Poul Hauch Fenger.