Hvad ghettodrenge ved om Lars Løkke....

 

Han sad omgivet af ghettodrenge i Vollsmose. Der var to ting, de gerne ville vide.

’Bruger du mange penge på tøj?’ Dertil blev der spurgt: ’Lars, jeg har hørt, du har brugt mange penge i udlandet. Kan det passe? Jeg har hørt, du har brugt omkring to milliarder.’

Når man som Lars Løkke Rasmussen ændrer sin kampagneplan og drager direkte til Odense i anledning af indvandrer uro i Vollsmose, er det for at fremstå resolut. Det er for at vise sig frem som bedste kandidat for fællesskab og retfærdighed. At blive tiltalt som det modsatte – som den, der har en anden moralsk standard for andre end for sig selv - er ikke planen.

Derfor var dette øjeblik sigende i valgkampen 2015.

Det var som bekendt heller ikke med i Venstres eller Løkkes plan, at Folketingsvalget 2015 overhovedet skulle være spændende.

Som den borgerlige og særligt venstrevenlige politiske analytiker, Thomas Larsen på Berlingske, skrev, blot få dage efter valgets udskrivelse, hvor Helle Thorning sensationelt havde indhentet venstreformandens forspring: ’Løkke er ved at tabe årtiers mest sikre valgsejr på gulvet.’

 

Lars Løkke og blå blok synes lige nu at være på vej tilbage. I målingerne har blå blok ofte snævert flertal. Intet synes dog givet. Nederlaget og sejr synes lige nær.

Inden vi går ind i de sidste dage af valgkampen står det imidlertid klart. Hvis det går sådan, vil det ikke være Helle Thorning-Schmidt, der vinder, slet ikke nær så meget, som det vil være Lars Løkke Rasmussen, der taber. Folketingsvalget har over et langt stræk kun handlet om en ting alene. Ikke Uffe Elbæk og Alternativets forbløffende opstandelse. Eller de Konservatives mindre overraskende nedsmeltning. Eller Liberal Alliances fremgang. Og endda heller ikke Helle Thorning-Schmidts mirakuløse comeback.

Folketingsvalget 2015 har egentlig hele tiden handlet om Lars Løkke Rasmussens truende nederlag. Fordi det ikke var ventet. Forspringet var for blot måneder siden komfortabelt. Hvilket selvsagt forklarer, hvorfor han forsøger at indgå TV-aftaler om, at der ikke må spørges til hans troværdighed. Og som TV2 forbløffende nok retter sig efter.

Den borgerlige debattør, Søren Hviid Pedersen, er så desillusioneret over Løkke, at han forleden i Berlingske mente, at Vor Herre skal redde blå blok: Valget blev tabt for de blå, da Venstre for et år siden i Odense forsømte at fyre formand Lars Løkke. Da Løkke Rasmussen var ude i sin tredje bilagssag. Efter først bar-, cigaret-, taxa- og hotelregninger af omfattende omfang og tvivlsom relevans, dernæst luksusrejser for grøn udviklingsorganisation og nu 15.000 kroner i månedligt tøjbudget for venstrekroner, mens han var statsminister.

'I disse dage kan blå blok kun håbe på en guddommelig intervention, hvis de skal vinde valget! For som det tegner nu, ser Lars Løkke Rasmussen ikke ud til at kunne levere varen,' konkluderede Hviid Pedersen mandag i Berlingske.

 

Da Lars Løkke blev klar over, at hans personsager muligvis stod i vejen for en komfortabel valgsejr, ændrede han sin retorik. Han erkendte på DR TV, at hans private renommé helst skulle skelnes fra hans politiske habitus. - Det er der jo ingen, der er mere ked af det, end jeg selv er. Det er noget, jeg tænker på hver morgen, når jeg står op og forsøger at leve mit liv bedre og mere disciplineret som privatperson, sagde Løkke.

Kort efter var Venstre tilbage i den velkendte forklaringsmodel: ’Det er mediernes skyld.’ Man gik tilbage til påstanden fra alle bilagssagerne om, at hvis Lars Løkke ligner noget, der er ude over sidste holdbarhedsdato, så er det medierne, der har rullet ham i møddingen, hvorefter de hævder, at han lugter.

Torsdag går 51-årige  Lars Løkke Rasmussen muligvis ind til sit sidste valg som formand for Venstre. I tilfælde af nederlag vil han have tabt to valg i træk til Helle Thorning-Schmidt. Hun vil ikke være sen til at benytte sig af vinderens ret til at skrive historien om sin og sit partis uimodståelige kamp, vilje og sejr. Men lige som det aldrig var bilagenes valør eller karakter, det handlede om, synes det i denne valgkamp heller ikke at være Helle Thornings valør eller karakter, det handler om. Det har hele vejen været Lars Løkkes. 

Han skal nok ikke regne med, det hører op. Kulisse aftaler med TV eller ej. Bliver Lars Løkke statsminister, får Danmark sin mindst troværdige statsminister nogensinde.

 

Drengene i Vollsmose har åbenbart hele tiden vidst, hvorom historien om Løkke og valget drejede sig. Her refererer jeg fortsættelsen af den i indledningen nævnte samtale fra DR:

- Det der med at rejse, det var jo regeringen, der havde godkendt de regler, jeg rejste efter (Løkke, red.).

Hans svar undrede dog en af de unge drenge:

- Så er det medierne, der lyver jo?

- Neej ... Det vil jeg ikke sidde og sige. Men altså. ..Sådan er det.

45 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere