Hykler-angreb: Hiver McKinsey op af skraldet

Dan Jørgensen har haft travlt med at lægge afstand til McKinsey-rapport. Nu får han kritik for, at affalds-udspil emmer af idéer fra selvsamme udgivelse

Dan Jørgensen er kommet i modvind for at læne sig op ad McKinsey-rapport, han tidligere har skoset. Arkivfoto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Dan Jørgensen er kommet i modvind for at læne sig op ad McKinsey-rapport, han tidligere har skoset. Arkivfoto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Knap havde Dan Jørgensen (S) havde sat sig til rette som klimaminister, før han tog et opgør med den tidligere borgerlige regerings politik på forsyningsområdet.

Nu skulle der andre - grønne - boller på suppen.

- Vi står med en så stor udfordring og har sat et mål, som er så ambitiøst, at det skal gennemsyre alt arbejde, vi laver. Og det kommer det også til i de ting, som kommer til at knytte sig til forsyningssektoren. Der kommer mere Concito (grøn tænketank, red.) og mindre McKinsey, sagde Dan Jørgensen i et interview med Altinget i august 2019.

Den sidste del af sætningen var ikke grebet ud af det blå.

Dan Jørgensen kunne nemlig henvise til, at den tidligere regerings forsyningsstrategi blandt andet byggede på en 234 sider lang konsulentrapport fra McKinsey.

Men nu får Dan Jørgensen hård kritik for, at centrale elementer i hans nylige udspil på affaldsområdet er plukket fra selvsamme McKinsey-rapport.

- Klimaministeren har åbnet Lars Christian Lilleholts (tidligere klimaminister for V) skuffe, har fundet en McKinsey-rapport og har puttet noget grønt papir rundt om den, lyder det fra Enhedslistens klimaordfører, Mai Villadsen. 

- McKinsey-rapporten handlede om, hvordan man kunne spare en masse penge ved at liberalisere forsyningssektoren, så jeg synes ikke, at den hører sig hjemme i en aftale, som klimaministeren sidder for bordenden af.

- Jeg er ærgerlig over, at han kunne se problemet i 2019, men ikke længere i 2020, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet...

Enhedslistens Mai Villadsen er ikke begejstret for det aftryk fra McKinsey-rapport, der er på Dan Jørgensens affaldsudspil. Arkivfoto: Andreas Merrald
Enhedslistens Mai Villadsen er ikke begejstret for det aftryk fra McKinsey-rapport, der er på Dan Jørgensens affaldsudspil. Arkivfoto: Andreas Merrald
 

Liberalisering
Under de nuværende affaldsforhandlinger har Dan Jørgensen lagt op til, at det kommunale monopol på området skal ophæves. Der skal være mere konkurrence, og en helt central del af diskussionen - som har sendt ministeren i massiv modvind - er forbrændingsanlæggene.

Dan Jørgensen vil have, at langt mindre affald forbrændes fremover. I den forbindelse foreslår han en liberalisering og en mulig privatisering - forbrændingsanlæggene skal omdannes til aktieselskaber og konkurrere mod hinanden. På sigt skal de mindst effektive lukkes ned.

I McKinsey-rapporten kan man finde den samme type anbefalinger:

’Gennemfør fuld konkurrenceudsættelse af affaldsforbrænding,' lyder det.

Ifølge McKinsey vil en 'konkurrenceudsættelse, hvor affaldet gives frit og kan sendes til det anlæg, som er villig til at give den bedste pris (...), skabe et konkurrencepres, som incentiverer omkostningseffektivitet.'

For meget inspiration
Hos SF mener klimaordfører Signe Munk, at Dan Jørgensen har ladet sig styre alt for meget af den rapport, han ellers selv var ude med riven efter.

- Socialdemokratiet var fundet al for meget inspiration i McKinsey-rapporten om forsyningsstrategi, hvor effektivisering og privatisering er det vigtigste, og så falder alle andre hensyn - herunder klimaeffekter - ved siden af.

- Det har virket som et styrende princip i udspillet på affaldsområdet, at der ligger liberaliserings- og privatiseringstanker bag frem for et grundlæggende fokus på, at aftalen gavner klimaet., siger hun.

Dan J: Vi kopierer ikke McKinsey

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt et interview med Dan Jørgensen om McKinsey-kritikken. I stedet har klimaministeren sendt følgende skriftlige citat:

'Med vores forslag om en helt klimaneutral affaldssektor i 2030 med mindre forbrænding og mere genanvendelse er der på ingen måde tale om, at vi kopierer en rapport fra McKinsey. Vi har peget på mere konkurrence som et af elementerne i vores pakke. Vi har ikke foreslået en tvangsprivatisering. Den kritik er helt misforstået, og jeg forstår den ærligt talt ikke. Vi er gået til forhandlingsbordet med ambitionen om at sætte skub i den grønne omstilling af affaldssektoren, som har stået helt stille de seneste 20 år. Det kræver, at vi sænker forbrændingen og stopper importen af udenlandsk affald for at futte det af i Danmark.'

'I øvrigt har flere eksperter de seneste år peget på konkurrence som et værktøj, der kan nedbringe kapaciteten i forbrændingssektoren. Og så skal vi huske på, at det er helt almindeligt, at virksomheder har mulighed for at håndtere kommunale opgaver. I mange kommuner er det eksempelvis virksomheder, som står for rengøringen i børnehaverne eller leverer mad i vores ældrepleje. Mere konkurrence er ikke en tvangsprivatisering. Det handler derimod om at finde en løsning, hvor klimaet vinder. Og vi lytter gerne til alle gode forslag, som sætter klimaet i centrum og hjælper med at sænke forbrændingen af plastikaffald,'lyder det fra Dan Jørgensen.

 

Klima-Dans skralde-rod

28. maj 2020

På baggrund af et forhandlingsnotat kan Ekstra Bladet afsløre, at Dan Jørgensen lægger op til at bryde kommunernes monopol på affaldshåndtering. Behandlingen af det genanvendelige husholdningsaffald skal sendes i udbud, og forbrændingsanlæggene skal omdannes til aktieselskaber, som konkurrerer mod hinanden.

29. maj

Med sit affalds-udspil er Dan Jørgensen gået stik imod advarsler fra borgmestrene i landets seks største byer - heraf er fem ministerens partifæller. Det kan Ekstra Bladet afsløre på baggrund af et brev, som de seks borgmestre sendte til Dan Jørgensen tilbage i januar.

29. maj

Det interne oprør breder sig. Ekstra Bladet kan berette om endnu et brev, hvor borgmestre går i rette med Dan Jørgensens udspil. Heriblandt ministerens partifæller Steen Christiansen fra Albertslund og Ole Bondo Christensen fra Furesø Kommune.

1. juni

Angrebene fortsætter. I et nyt internt brev, der rejser kritik af Dan Jørgensens affalds-udspil, står de to socialdemokratiske borgmestre Allan S. Andersen fra Tårnby og Helle Moesgaard Adelborg fra Hvidovre som medunderskrivere. Senere melder Kommunernes Landsforening (KL) meldt sig også i koret af kritikere.

6. juni

Dan Jørgensen har ikke umiddelbart tænkt sig at give efter for kritikken. I hvert kan Ekstra Bladet afsløre et aftaleudkast fra ministeren, hvor han holder fast i flere af de udskældte elementer fra affalds-udspillet.

9. juni

Enhedslisten har i hele forløbet været stærkt kritiske over for Dan Jørgensen affalds-plan. Nu skærper Pernille Skipper retorikken: - Hvad konsekvenserne bliver, kan vi ikke vide endnu. Men det kan blive en alvorlig sag for klimaministeren, siger hun. Også SF kritiserer åbent Dan Jørgensens affalds-plan.

16. juni

Efter forhandlinger til langt ud på natten lykkes det Dan Jørgensen at lande en aftale, hvor venstrefløjen er med. Aftalen sparker en del af problemerne til hjørne, da man lader det være op til Kommunernes Landsforening at strikke en løsning sammen.

217 kommentarer
Vis kommentarer