Store stuer, utallige badeværelser og en terrasse med udsigt direkte til Central Park har ikke været nok til, at Udenrigsministeriet har kunnet finde en køber til Danmarks bolig til chefen for den danske FN-mission.
Boligen blev sat til salg i juni 2022, men er trods et år på markedet stadig ikke solgt. Det viser et aktstykke til Folketingets Finansudvalg samt et kig hos den fashionable ejendomsmægler.
Det på trods af, at man har slået millioner af prisen. Sidste år lød prisen ifølge ejendomsmægleren på 7,5 millioner dollar eller 52,2 millioner kroner. Men i november blev prisen sænket til syv millioner dollar eller 48,7 millioner kroner. Et pænt nedslag på 3,5 millioner kroner.
Voldsomt dyr
Lejligheden er købt i 1968 af Danmark og lyder adressen 857, 5th Avenue, 9. sal. Det er i den absolut luksuriøse del af New York tæt på Madison Avenue.
Med sine 353 kvadratmeter har den både plads til, at chefen for FN-missionen kan bo standsmæssigt med fire soveværelser, store stuer og bibliotek samt plads til at tage imod og bespise officielle gæster.
Og så er der selvfølgeligt dørmand, elevatorbetjener og manager i bygningen.
Sidste år blev det dog besluttet, at den er for dyr. Husleje og vedligeholdelse koster omkring 4,6 millioner kroner om året. Og så trænger lejligheden 'til istandsættelse for skønnet 5-7 millioner kroner.'
Køber nægtet
Den husleje betaler Danmark stadig. For på trods at, at lejligheden har været sat til salg i næsten et år, er den stadig ikke solgt.
- Ejendommen blev ikke solgt i 2022. En købsaftale var indgået, men ejendommens bestyrelse godkendte ikke den potentielle køber, fremgår det at aktstykket til Finansudvalget.
Det har umiddelbart heller ikke hjulpet, at prisen blev sænket med flere millioner.
Ingen bolignød
Den nuværende og kommende chefer for den dansk FN-mission skal ikke frygte for at måtte bo i hverken slum eller studiebolig, når lejligheden en gang bliver solgt. I 2022 skrev Udenrigsministeriet:
- Det er forventningen at kunne finde en anden velegnet chefbolig med et huslejeniveau på 2,2-3,3 millioner kroner årligt.
Salget af den vilde New Yorker-bolig er en del af et samlet udsalg af Danmarks ejendomme i udlandet. Det blev påbegyndt sidste år efter Udenrigsministeriet havde gået sin portefølje af lejligheder og huse efter i sømmene for at finde steder, hvor man kunne spare.
Ekstra Bladet har kontaktet Udenrigsministeriet for at høre til den køber, der blev afvist, samt til, hvorfor man ikke kan komme af med lejlgheden. Udenrigsministeriet er ikke vendt tilbage.
Se alle de vilde billeder fra luksuslejligheden her: